Katy Perry: Part of Me (3D)
Udgivet 27. nov 2012 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Jeg kendte praktisk talt intet til Katy Perry, før jeg så “Katy Perry: Part of Me”. Forinden vidste jeg kun, at sangerinden engang var gift med komikeren Russell Brand, og at hun har lavet en populær popsang om at være et fyrværkeri, hvilket umiddelbart lyder ret hasarderet. Ja, det er mange år siden, jeg har haft fingeren på pulsen inden for populærmusikken, så selvom jeg på forhånd anede, at Perrys polerede popmusik ikke ville gøre mig til en højtjublende megafan, tænkte jeg alligevel, at dokumentaren præsenterede en oplagt mulighed for at blive lidt klogere på dét, der i øjeblikket huserer på hitlisterne og millioner af iPod-spillelister.
Lige efter konstaterer filmen dog, at 2011 for Katy Perrys vedkommende bød på både “stor succes og hjertesorg”. Min indre optimist håbede, at dét betød, at filmen alligevel ville trodse mine forventninger og levere en nogenlunde sober skildring af både popstjernetilværelsens plusser og berømmelsens bagside. Og det gør den faktisk også. Ganske vist er der ikke tale om et fuldkommen nøgent og nøgternt kendisportræt à la den fænomenale “Metallica: Some Kind of Monster”, men “Katy Perry: Part of Me” prøver gudskelov ikke at tvangsfodre os med den MTV-venlige illusion, at livet som popstjerne er en dans på roser. Jovist, det er det måske i perioder, men roserne har torne, som instruktørerne Dan Cutforth og Jane Lipsitz heldigvis ikke ignorerer.
Det er også svært ikke at blive en anelse rørt, når kameraet dvæler ved en tårevædet, knust Perry efter bruddet med Brand. Hun kan ikke engang fordøje smerten, for udenfor venter tusindvis af skrålende fans på at høre hende synge. Igen er budskabet soleklart: Livet som popstjerne kræver store ofre. Det lykkes altså at skildre Perry som et ægte menneske af kød og blod, som samtidig har en langt større opfindsomhed og fandenivoldskhed end mange (inklusive denne anmelder, før jeg så filmen) tilskriver hende. Når hun taler om sine inspirationskilder, taler hun endda om koryfæer som Alanis Morissette.
Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.78:1. Jeg var enormt skuffet over 3D-transferet under filmens indledende scener, hvor billedsiden fremstod så flad, at jeg blev helt i tvivl om, hvorvidt jeg havde smækket 2D- eller 3D-skiven i afspilleren. Men så snart den allerførste koncert kickstartes, lamslås man af billedsidens dybde. Det lader altså til, at næsten alt, der blev skudt før og efter koncerterne, blev optaget i 2D (måske fordi det ville være svært at spæne rundt bag kulisserne med de tunge 3D-kameraer), mens koncerterne (og også få af interviewene) er blevet skudt i 3D. Derfor er der altså flere sekvenser, som ikke udviser nogen bemærkelsesværdig dybde (man har tydeligvis ikke brugt kræfter på at konvertere 2D-klippene til 3D, om end der pudsigt nok er blevet føjet en tredje dimension til mange af stillbillederne), men 3D’en er så imponerende under koncertoptagelserne, at man nærmest føler sig fysisk til stede ved siden af Perry, danserne og musikerne.
Filmen ser virkelig godt ud i HD, men den lyder endnu bedre. Under interviewene kommer hvert eneste ord tydeligt igennem, og støj og overstyring forekommer aldrig, men naturligvis er det først og fremmest under koncerterne, at DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet virkelig spænder musklerne og træder i karakter. Sangenes kunstneriske kvalitet kan måske diskuteres, men det kan lydkvaliteten ikke. Musik, sang og tusindvis af skrålende fans fosser ud af hver eneste højtaler med manér, og subwooferen går amok, uden at de finere nuancer i sangene går tabt – man kan klart høre ethvert instrument og enhver strofe i lyrikken. Intet overdøves, og dine underboer vil med garanti kunne mærke trommeslagene. Wow.
Udgivelsen huser både 3D- og 2D-udgaven samt dvd-udgivelsen af filmen. Derudover er her omtrent 40 minutters ekstramateriale, som præsenteres i 1080p. Her er en forlænget udgave af sekvensen, hvor Perry besøger sin muntre mormor (mere interessant end man skulle tro), samt to udvalgte sange fra en koncert, en kort featurette om Perrys forberedelser forinden Grammy-uddelingen i år (hvor hun leverede sin angiveligt bedste performance til dato, som i dén grad hånede eksmanden Russell Brand, og som desværre ikke også vises) og omkring 20 minutters slettede scener. Både Perrys fans og modstandere vil formentlig nyde den sekvens, der tydeligt illustrerer, hvor forbavsende dårlig sangerinden er til at danse.
Hånden på hjertet: Jeg havde ikke forventet meget af “Katy Perry: Part of Me” – formentlig fordi jeg slet ikke har noget tilhørsforhold til titelindehaveren. Men det er altså en enormt underholdende musikdokumentar, der ud over at oversavle Perry og hendes sange heldigvis også gransker alt fra musikbranchens kynisme til kendistilværelsens menneskelige omkostninger. Der er selvsagt ingen vej uden om filmen, hvis man er Katy Perry-fan, men kun sangerindens allerstørste tilhængere bør overveje at bruge ekstra håndører på at erhverve 3D-udgaven, for selvom koncertoptagelserne ser spektakulære ud i 3D, bliver forbavsende mange scener blot præsenteret i 2D.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet