Som kun Tyskland kan lave dem

Jeg kan ikke helt gennemskue hvorfor, men tyskerne har altså en forbandet imponerende evne til at lave knugende, menneskelige dramaer. Ofte tager de udgangspunkt i socialrealismen, men endnu mere typisk tysk er det, at de næsten altid reflekterer en større konflikt – ofte anden verdenskrig. Tyskerne synes at have et helt særligt flair for at lave film, hvori bearbejdelsen af store traumer er et essentielt element – bare se på “De andres liv”, “Good Bye Lenin!” og også Tom Tykwers “Krigeren og kejserinden”.

“Kriger” leverer mere af samme skuffe og er en virkelig, virkelig god film. Den handler i korte træk om to piger og deres forhold til et en nynazistisk gruppe i en lille tysk by. Marisa på 20 år er allerede et etableret medlem af gruppen, og i en af filmens åbningssekvenser ser vi hende deltage i en voldsom færd ned gennem et tog, hvor hun sammen med sin kæreste og andre nazister tæver unge indvandrere, mens de filmer det. Den noget yngre Svenja er ikke nær så frembrusende – hun er en forsømt pige med en streng og fascistisk far, og hun drages af det fællesskab, hun pludselig støder på blandt sine vrede, nynazistiske medborgere.

“Kriger” handler om to forskellige piger – den ene er ved at blive skræmt væk fra nazi-miljøet, mens den anden langsomt tiltrækkes af det. Denne historie, der spejler sig i sig selv, fungerer overvældende godt, hvilket nok skyldes, at der bruges lang tid på at bygge miljøet og karaktererne op, før de to piger for alvor bruges til at illustrere modsatrettede bevægelser i fællesskabsdannelsen blandt socialt udstødte. Det er også det kloge valg, for lige så gode tyskerne er til denne type film, lige så ofte ender de ulyksaligt med at få hele projektet til at virke fortænkt.

Heldigvis undgår “Kriger” at dratte ned i denne faldgrube. Filmen har et overraskende stort persongalleri, som hurtigt viser sig at være virkelig stærkt og velfungerende. Som filmen bevæger sig frem, frygter man kort, at sideplottet om en ung flygtning fra Afghanistan bliver for påtaget og netop fortænkt, men han viser sig ligeledes at være en god og konstruktiv tilføjelse til det allerede solide persongalleri. Samtidig spiller alle skuespillerne godt. Især de to hovedrolleindehavere, Alina Levshin og Jella Haase, gør det formidabelt.

Noget andet, “Kriger” i høj grad også fortjener ros for, er, hvordan den i lang tid insisterer på ikke at fortælle en stor og pompøs historie, men i stedet det hjerteskærende lille hverdagsdrama, som det tager sig ud for en afsporet og følelsesmæssigt fortabt pige. Det er især sådan, at “Kriger” undgår at fremstå fortænkt, og filmmagernes fokus på den personlige fortælling bærer frugt, når filmen så endeligt hen mod slutningen løfter fortællingen i det flot iscenesatte og næsten perfekte klimaks.