Kvinder i for dumme film

Når pressematerialet til en film gentagne gange påpeger, at forlægget er en bog, som er blevet meget godt anmeldt og har vundet mange priser, så kommer det til sidst til at virke som en undskyldning. Efter at have set “Kvinder i for store herreskjorter” sad jeg i hvert fald tilbage med følelsen af, at man udmærket godt har vidst, hvor mislykket filmen var, men i desperation har forsøgt at appellere til publikums sympati for bogen. Nu har jeg så aldrig læst Gunnhild Øyehaugs roman “Vente, blinke”, så det eneste, jeg kan forholde mig til, er et halvhjertet miskmask af en film, der forspilder sit potentiale.

Det er ikke, fordi jeg ikke kan se, hvad det er, den prøver på. Vi er i den unikt nordiske subgenre af ironiske samfundskomedier med tendens mod drama. Særligt beundringsværdige eksempler inkluderer film som “Kvinden flytter ind”, “Voksne mennesker” eller “Den eneste ene”. Men her bliver der vaklet i tonen. Ironisk, så melodramatisk. Tydeligt genbrugt fra bogen anvendes en meget tør, næsten sarkastisk voice-over til at introducere karaktererne. Men det passer ikke sammen med resten. Scenerne skifter brat fra pinlig situationskomik til komplet uironiske kærlighedsmontager.

De tre hovedroller er kvinder i hver sin alder: en ung litteraturstuderende og amatørdigter, der længes efter kærligheden, en midaldrende performancekunster, hvis karriere er sat på sidelinjen af en graviditet, og en ældre forfatter, hvis karriere blev til ingenting efter den første bog og som nu arbejder i en trælasthandel. Der er tydeligvis et feministisk sigte, men jeg har svært ved at definere det. Det forløses ikke.

Dernæst er det kun to af kvinderne, der i nævneværdig grad får lov til at udvikle sig. Performancekunstneren forbliver en karikatur. Det nærmeste man kommer en sympatisk følelse mod hende er medynk, hvilket så ødelægges hver eneste gang, man forventes at grine af, hvor latterlig hun er. Tematisk er det svært at se nogen rød tråd. Der er et tema om mødre og adoption, et om ugengældt kærlighed og håbløs forelskelse samt det sideplot, som titlen refererer til, om kvinderne i herreskjorterne som en maskulin fantasi. Men heller ikke de forløses.

Det lykkes for Anne Krigsvoll at gøre forfatteren fra trælasten til en kompleks og interessant karakter, som jeg gerne ville have set mere af, men uheldigvis levnes der ikke meget plads til hende. De to andre kvinder forbliver éndimensionelle, mens Hallvard Holmen som filmens (i bogstaveligste forstand) vatpik aldrig bliver andet end pinlig. En af de få interessante elementer i er små animerede kridttegninger, der til tider dukker op. Uheldigvis bruges de alt for lidt og til tider med underligt plat effekt, som da tegnede møl flyver ud af røven på studinen, efter hun har haft sex første gang.