Lang historie kort: God dansk debut

For de os af, der stadig er i 20’erne, kommer May el-Toukhys debutfilm med en dårlig nyhed: Der er ikke noget, der bliver lettere med alderen. Ikke i 30’erne, ikke i 40’erne. De samme gamle problemer bliver ved at vende tilbage. Og nye kommer til. Man må bare klare det så godt, man kan. Sådan ser livet i hvert fald ud for den gruppe venner, som el-Toukhy skildrer med humor og charme gennem en række nøglebegivenheder i deres fælles tilværelse.

Det første, der springer i øjnene ved el-Toukhys romantiske komedie, er strukturen. Otte fester, fordelt over tre år, bliver brugt som nedslagspunkter i vennernes liv. En nytårsaften, en Skt. Hans, en fødselsdag. Den slags lejligheder, hvor alle er samlet, og hvor alkoholen og den løsslupne stemning kan sætte spændinger og frustrationer på spidsen. Hvad der er sket i den mellemliggende tid, må man selv stykke sammen. Nogen bliver skilt. Nogen bliver ikke skilt, selv om de har lovet deres elskerinder det modsatte. Nogen bliver syge. Nogen dør. Til festerne bliver der samlet op på de forgangne begivenheder, og nye frø plantes.

Strukturen er ikke helt ulig en af rom-com-genrens største succeser, “Fire bryllupper og en begravelse” fra 1994, hvor Hugh Grant akavet kejtede sig igennem forskellige romantiske affærer ved diverse selskabelige lejligheder. “Lang historie kort” er dog endnu mere konsekvent i sin struktur – den udspiller sig kun under festerne. “Lang historie kort” er også en ensemblefilm. Med en masse fine navne på plakaten. Trine Dyrholm, Jens Albinus, Peter Gantzler og Danica Curcic. I centrum for begivenhederne står Mille Hofmeyer Lehfeldt. Det er hendes romantiske kvaler som lettere neurotisk singlekvinde, der er omdrejningspunktet. Hun er sjov på sin egen maniske, lettere pinagtige, facon. Hun er typen, der som den eneste drikker sig alt for fuld og synger smølfeagtige sange ved middagsbordet til alle andres store forundring. Eller går Boris-Jeltsin-sort under en bryllupstale.

Det giver en god, levende energi, at handlingen, vi kan se, udelukkende udspiller sig under festlige sammenhænge. Samtalerne flyver rundt på kryds og tværs, til tider går det ret tjept, og kun løsrevne brudstykker når frem. I de scener er der noget næsten Woody Allen’sk over de hurtige udvekslinger over middagsbordet, hvor parforholdets væsen vendes og drejes i det uendelige. ”Det er som at være med i Bergman-film,” fortæller Dyrholm om parterapiens lyksaligheder. Det lyder ikke nemt.

“Lang historie kort” gør måske ikke noget radikalt nyt med den romantiske komedie. Men May el-Toukhy formår alligevel at give de genkendelige begivenheder et personligt præg. Noget af det ligger i castingen. Mange af karaktererne er en smule ældre, end det ofte er tilfældet i romantiske komedier. Mændene er kommet i den alder, hvor de stolt modtager anerkendende dunk i ryggen for deres nye regnvandsbeholder. Men under den mere rundede og modne overflade er det stadig teenagerens usikkerhed og ufornuft, der tegner livet og kærligheden. De er ikke blevet mindre forvirrede med alderen.