Tro, håb og kærlighed

Tag jer i agt, for her kommer én af årets mest hjertevarme, smukke, helstøbte og følelsesladede film. Med så megen positivitet i lasten kunne “Life of Pi” snildt have endt som en oversentimental affære, men ligesom Yann Martels roman er Ang Lees filmatisering en sober og vitterligt opløftende oplevelse.

Handlingen er simpel: Den indiske dreng Pi Patel skal immigrere fra Indien til Canada sammen med sin familie. Faderen ejer en zoologisk have, og både familien og alle dyrene rejser til Nordamerika om bord på et enormt skib. Men en skæbnesvanger nat synker skibet, og Pi ser sig selv strandet på en redningsbåd sammen med en zebra, en orangutang, en hyæne og en bengalsk tiger ved navn Richard Parker. Snart sidder sidstnævnte sammen med Pi som de eneste overlevende, og Pi ser sig selv truet fra to fronter: Det kødædende rovdyr på båden og det endeløse hav omkring ham.

Selv en dygtig instruktør ville formentlig have svært ved at overføre en så filosofisk og tænksom roman som “Life of Pi” til det hvide lærred. Når nu Ang Lees film ikke bare er vellavet, men helt og aldeles fremragende, skyldes det især den hærdede filmmagers indgående kendskab til sit medie og dets æstetiske kapaciteter. Visse scener i “Life of Pi” er så betagende, at man helt glemmer at trække vejret. Scenen, hvor Pi befinder sig på den synkende skude og til sidst ser det store skib gå til bunds, er så ufatteligt billedskøn (og chokerende), at man skal være ualmindeligt følelseskold for ikke at få en tåre i øjenkrogen. “Life of Pi” er simpelthen en uendeligt smuk film. Som et lille nik til bogen har Lee endda genskabt romanens efterhånden ikoniske forside, hvor hav og himmel smelter sammen til én stor illusion. Hvad er himmel, og hvad er hav? Hvad er virkelighed, og hvad er fiktion?

Ja, hvad er virkelighed og hvad er fiktion? Ligesom sit skønlitterære forlæg leger “Life of Pi” med barrieren mellem sandhed og opspind gennem sin ikke altid pålidelige hovedperson, Pi. ”Jeg kan ikke længere skelne virkelighed fra drømme”, siger han for sig selv, da dagene er blevet lange, og hjælpen virker uendeligt langt væk. Dette dilemma spiller en vigtig rolle i en film, der ofte henviser til religion som det, der – sammen med Richard Parker – redder Pi fra døden. Den bengalske tiger er hans fysiske redning… Den giver ham en mening med tilværelsen. Men religion er hans mentale redningsvest, der får ham til at tro på livet. Men hvad er religion egentlig? Og gør det noget, hvis den ikke har hold i virkeligheden, så længe den er med til at fastholde ens livsglæde? Er alle historierne fra redningsbåden virkelige? Betyder det overhovedet noget?

Det er svært at sige, hvad der virker bedst i “Life of Pi”, for alting går op i en højere enhed. Det er slet ikke tilstrækkeligt bare at betegne den som god, klog eller imponerende… “Life of Pi” er en film, der fremhæver det bedste ved bogen og samtidig leverer forførende billeder, der er lige så smukke som de tanker, der udgjorde forlægget. Hvis man har mod på at åbne op og tage filmens budskaber til sig, kan “Life of Pi” vitterligt gøre én til et bedre menneske, og det er bestemt ikke noget, man kan sige om mange film.