Lige på kornet

InstruktionWolfgang Petersen

MedvirkendeClint Eastwood, John Malkovich, Rene Russo, Dylan McDermott, Gary Cole, Fred Dalton Thompson, Tobin Bell

Længde128 min

GenreDrama, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen03/09/2001


Anmeldelse

Lige på kornet

5 6
Solid thriller rammer pletDer er noget særligt forfriskende ved at se store filmstjerner påtage sig roller, der afslører bristerne i deres aldrende fysik. Det er langtfra alle, der tør. Jack Nicholson gjorde det i “Rundt om Schmidt”, hvor hans portræt af en bitter og slap pensionist stod i skærende kontrast til skuespillerens virkelige, karismatiske persona. Sylvester Stallone gjorde det til dels i “Rocky Balboa”, hvor den dengang 60-årige herres ofte stive mimik og hæse stemme understregede hans forvandling fra eftertragtet muskelbundt til nedslidt, gammel mand. Et mindst lige så godt eksempel er Clint Eastwood i Wolfgang Petersens eminente thriller “Lige på kornet” fra 1993.
Eastwood var 63 år gammel, da filmen udkom, og på det tidspunkt var det adskillige år siden, han sidst havde portrætteret den hårdhudede politibetjent ‘Dirty’ Harry Callahan. Alligevel var det overraskende at se manden, der altid har været kendt for sin beundringsværdige stamina og urokkelige selvtillid, løbe forpustet og svedende langs siden af en langsom bil. Som om det ikke var nok, bliver Eastwood ofte trynet af langt yngre kollegaer i filmen, og ubarmhjertige vitser om hans alder leveres jævnligt. Secret Service-agenten Frank Horrigan, som Eastwood spiller, er en af den slags plausible, fejlbarlige protagonister, som beklageligvis er blevet lidt af en truet dyreart i disse dage, hvor thrillere som regel har kønne, unge og fejlfrie knægte eller tøser i førersædet.

Eastwoods præstation i “Lige på kornet” er en af hans bedste. Han giver Horrigan en overbevisende autoritær aura samtidig med, at han både på tydelig og subtil vis fremhæver agentens svagheder. Og nøjagtig ligeså god er John Malkovich, der leverer en chokerende, Oscar-nomineret præstation som den kyniske morder Mitch Leary, der truer med at slå præsidenten ihjel. Horrigan formåede ikke at redde John F. Kennedy i 1963, så han øjner naturligvis en chance for at komme sine dæmoner til livs ved at redde den nuværende statsleder. Malkovich er frygtindgydende, fordi han er så afdæmpet, at man aldrig er sikker på, hvornår hans rolige facade vil krakelere. Scenen, hvor Malkovich koldt og stilfærdigt konstaterer over for en kvinde, at han snarligt myrder hende, er uforglemmelig.

Ennio Morricones stemningsfulde musik holder sig ligeledes i skindet. Italienerens stilfærdige orkester tyer aldrig til demonstrativ trompetbrug eller aggressive trommehvirvler, men leverer flere underfundige, stemningsfulde strygerlyde, der vækker glade minder om komponistens score til John Carpenters “The Thing”. Med en mand som Wolfgang Petersen bag roret, der har specialiseret sig i kostelige blockbusters, kommer det heller ikke som en overraskelse, at filmen er enormt flot, og at filmens spændingsmomenter er fornemt iscenesat. Petersen og hans garvede klipper, Anne Coates, har en eminent sans for timing og tvinger adskillige spjæt ud af publikum – især under filmens næsten ulideligt intense klimaks og en nervepirrende flugt over en række tage, som låner fra Hitchcocks “Vertigo – En kvinde skygges”.

Sammenspillet mellem filmens helt og skurk har tydeligvis inspireret mange senere spillefilm – selv David Finchers “Se7en”. Samtalerne mellem Horrigan og Leary foregår ganske vist over telefonen og lange afstande, men intensiteten er mærkbar og skyhøj. Jeff Maguires intelligente manuskript er proppet med mindeværdige replikker, og han fik fortjent en Oscar-nominering for sit arbejde, også selvom hans fortælling byder på en stak ligegyldige bifigurer. Rene Russo er charmerende som en målrettet Secret Service-agent, der indleder et forhold til Horrigan, men scenerne mellem parterne er fåtallige og forhastede, så deres romance virker aldrig troværdig. Ligesom flere andre karakterer synes Russos agent også pludseligt at forsvinde i perioder. Derudover er der ikke meget at sætte en finger på i Wolfgang Petersens bedste film, siden tyskeren drog til Hollywood.

Video”Lige på kornet” ser uden tvivl bedre ud på Blu-ray, end den nogensinde har gjort før på hjemmevideo. De nedtonede farver er som regel enormt troværdige, selvom de undertiden fremstår lidt for matte. Kontrasten er virkelig god, og transferet er fuldstændig blottet for støj, snavs, edge-enhancement og endda gryn. At der ikke optræder gryn af nogen art kan måske skyldes, at et DNR-filter (Digital Noise Reduction) er blevet taget i brug – en gisning, som en række halvslørede skud synes at bekræfte. Billedet er dog oftest enormt skarpt, og der er især mange flotte totalbilleder af folkemængder, bygninger og gader, der byder på en overrumplende detaljerigdom.
AudioSelv 15 år efter dens biografpremiere lyder “Lige på kornet” overvældende godt. Der er flere scener, der sætter højtalerne på en lige så stor prøve som mange hæsblæsende actionsekvenser i nyproducerede blockbusters. Det gælder eksempelvis scenen, hvor en syg og paranoid Horrigan føler, at fotograferne kommer tættere og tættere på under en konference med præsidenten. Og der er flere af den slags auditive lækkerbiskener. Replikkerne er tydelige, og overstyring hænder meget sjældent. Morricones musik er som regel meget lav, men den overdøves trods alt aldrig. Der er flere effektive panoreringer (såsom når præsidentens bilkortege kører forbi kameraet), og sporet har en solid bund. Sporets høje toner gengives ikke lige så klart som de dybe, men kun sjældent efterlyser man mere aktivitet.
EkstramaterialeEt nogenlunde kommentarspor med Wolfgang Petersen medfølger. Petersen holder kun få pauser og disker op med adskillige anekdoter, men han mønstrer også en masse retorisk sniksnak, og bruger for megen tid på at skamrose sine kollegaer. Fire dokumentarer med en samlet spilletid på omtrent 53 minutter medfølger også. De er udmærkede og omhandler især Secret Services virkelige aktiviteter. Men featuretterne indeholder desværre mange klip fra filmen og interviews med folk, der blot reciterer dens plot.

Der befinder sig også 5 minutters slettede scener på discen. De er nogenlunde, men ville have sænket filmens tempo, hvis de ikke var blevet sakset. Trailere til “Nærkontakt af tredje grad”, “Vantage Point”, “21” og “Men in Black” er også inkluderet.

“Lige på kornet” er en karakterdrevet og dejlig tålmodig thriller, som ofte er afsindigt spændende. Manuskriptet bugner af intelligente replikker og twists, og selvom det også bugner af overflødige karakterer, er Clint Eastwood og John Malkovich så gode i hovedrollerne, at man let godtager filmens fåtallige minusser. Skivens transfer er udmærket, og lydsporet er forbavsende godt, når man tager filmens alder i betragtning. Kvaliteten af udgivelsens ekstramateriale svinger godt nok, men for enhver tilhænger af filmen eller genren er skiven et must.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Frank Horrigan er en aldrende Secret Service-agent, der plages af minderne om dengang, hvor det ikke lykkedes ham at beskytte John F. Kennedy imod snigskyttens kugler. 30 år senere får han chancen for at rette op på fejlen, da en superintelligent psykopat truer med at myrde den siddende præsident og tage Frank med sig i faldet. Morderen håner Frank over telefonen og lokker ham ind i en dramatisk kamp på vilje og viden.