Ikke så moody som MoodyssonSamarbejder på tværs af sundet mellem Danmark og Sverige er efterhånden ikke noget nyt fænomen i filmens verden, hvor skuespillere, instruktører og andre filmfolk i et væk valfarter til og fra broderlandet. Seneste skud på den stamme er komikeren Hella Joof, der er instruktøren bag filmatiseringen af Emma Hambergs finurlige ungdomsroman, “Linas aftenbog”.

Og det er hun nu egentligt sluppet ganske heldigt fra. Godt nok er filmen gennemgående lettere tandløs i sit mægle, men helt charmeforladt er den imidlertid ikke. Og det kan man til dels takke Hella Joofs skarpslebne humor og spidse pointer for. Lina Berglund er godt i gang med sine teenageår, 15 år gammel og endnu aldrig kysset af en jævnaldrende fyr. Umiddelbart en potpourri, man har hørt eller set før, men denne gang dog knapt så depraverende, som tilfældet var det med den svenske enfant terrible Lukas Moodyssons rå “Fucking Åmål”, som efterhånden har sine ti år på bagen. Sproget er her mere humoristisk og drømmende og refererer lystigt til Linas dagbogsskriverier omhandlende hendes ønskescenarier i det vordende voksenliv.

Det liv harmonerer nemlig ikke altid med den kæreste, hun har og den ditto, hun egentligt hellere vil have. Det splittende valg står mellem den bekræftelsessyge Danne og den mere dybsindige Ivar, mellem facade og kærlighed og mellem venner og veninder. Valget er svært og ubarmhjertigt, og midt deri står en modigt spillende Mylaine Hedreul som den usikre og sårbare Lina, og hun må mere end en gang se sig selv i intime og ganske grænseoverskridende situationer. Men hun bærer – ligesom resten af castet – filmen flot igennem, og sammen udstråler de i modsætning til filmens sprog som sådan realistiske og dybtfølte aktioner.

Undervejs opstår dilemmaerne, og skal man tro Hella Joof eller det boglige forlæg, er det nogle, der er en del af i den alder. Linas rejse mod voksenlivet er brolagt med problemer, den begyndende seksualitet og et infamt gruppepres fra alle sider. “Linas aftenbog” er nemlig en film om at finde sin vej til den eneste ene, eller måske bare en kæreste nu og her, sådan for at leve op til omgivelsernes normer og forventninger. Tematisk fylder mindreværdskomplekser og det rigtige udseende en god del af filmen, men dog ikke uden et glimt i øjet. Lina er omgivet af et par solide venskaber i den selviscenesættende Thea og ikke mindst den noget mere fyrrige og kvabsede Carro, der flere gange er ved at stjæle billedet fra den egentlige hovedperson.

I baggrunden jonglerer Linas familie med en helt fraværende far, en omsorgsfuld mor og en lillebror, som af uransaglige årsager identificerer sig med det svenske nationalklenodie, børnebogsforfatteren Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe. Ungdommen handler også her om at skulle finde sin selvstændighed, men netop selvstændighed er ikke det, der fylder mest i “Linas aftenbog”. Således er filmen propfyldt med referencer til mere eller mindre ligesindede film, og tydeligst er Joofs fingerpeg af “American Beauty” og “Titanic”, mens en vis skelen til netop “Fucking Åmål” heller ikke fornægter sig. Derfor vakler fortællingen en smule i sin dynamik, og vi skal faktisk hen mod filmens døende sekunder, før dramaet for alvor bliver bæredygtigt.

Det mager sig således, at Lina hen ad vejen vil gøre det forbi med Danne, som udelukkende tænker på sex med sin forvirrede kæreste, men fysisk interaktion kan som bekendt have uovervejede konsekvenser, og noget tyder på, at Lina muligvis er gravid. Ikke det sjoveste, når man er 15 år gammel, kroppen stadig er under udvikling, og man har livet foran sig. Som alle andre problemer løses også den del imidlertid i en poetisk realistisk ånd, hvor de hyppigt indbroderede drømmesekvenser ofte kan være tegn på, hvad der senerehen er i vente. “Linas aftenbog” er et opgør med det sørgmodige og det tragiske i svensk ungdomsfilm og stiller derimod skarpt på at tage livet med et smil. Det er jo knapt begyndt.

“Linas aftenbog” er en film om at lære sine rigtige venner at kende. Luften er tyk af savn og svigt, men egentlig også af kærlighed på flere niveauer. Lina vil ikke underlægge sig omgivelsernes fordomme. Hun vil ikke nøjes og kæmper derfor for at bryde ud af de fastlåste rammer, hun befinder sig i med den vattede Danne. Men spørgsmålet er, om hun kan slippe af sted med sit forehavende, når den Ivar, hun i virkeligheden fascineres af, ses ned på af samtlige kammerater i klassen. Hella Joof har måske ikke ligefrem skabt banebrydende filmkunst, men ikke desto mindre har hun her leveret en sød lille præstation, der hører til de bedre produkter, hvor hun har svinget taktstokken.

Video”Linas aftenbog” præsenteres i et forholdsvist skarpt anamorphic widescreen 2.35:1-format, som rummer et særpræget og markant farvevalg. Der er i mindre grad tilfælde af edge-enhancement, men digitale forstyrrelser eller udtværinger bemærkes derimod ikke. Derudover er farvetemperaturen solid og kontrasten – trods enkelte udsving – også stabil og bidrager til filmens charmerende stemning.

AudioOgså de to Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor gør sig heldigt bemærkede. Filmens tale er tydelig og helt uden tilfælde af overstyringer. I tilgift flyder musikken – som blandt andet byder på bidrag fra det afdøde, danske reggae-ikon Natasja – godt ud i alle kanaler, mens atmosfæren er detaljerig og veldefineret.

EkstramaterialeDer er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.