Lovelace

InstruktionRob Epstein, Jeffrey Friedman

MedvirkendeAmanda Seyfried, Peter Sarsgaard, Hank Azaria, Adam Brody, James Franco, Sharon Stone, Wes Bentley, Juno Temple, Chloë Sevigny, Sarah Jessica Parker, Eric Roberts, Bobby Cannavale, Robert Patrick

Længde92 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen21/11/2013

Anmeldelse

Lovelace

3 6
Porno eller kunst? Mest af alt ligegyldig

Linda Lovelace og filmen “Langt ned i halsen” (med den kulørte originaltitel “Deep Throat”) blev på godt og ondt bannerførere for en amerikansk generations forhold til sex og til porno. “Lovelace” er et forsøg på at komme ind på livet af personen bag myten. Det er umiddelbart en svær balancegang, da filmskaberne enten kan virke skingre og alt for politiske i deres kritik af industrien eller smålummert romantiserende omkring den. Instruktørerne Rob Epstein og Jeffrey Friedman, der udover en række dokumentarer lavede filmen “Howl” om Allen Ginsberg i 2010, undgår heldigvis begge disse yderpunkter. Spørgsmålet er, om det, der er tilbage, er særligt interessant?

Amanda Seyfried er god, men aldrig rigtigt imponerende i titelrollen. Hendes rejse fra naiv teenager over hyperseksualiseret pornostjerne til moralsk husmor virker ikke helt troværdig. En del af skylden for det ligger i den måde, der fortælles på. Der er lidt for mange sidespring og morsomme, men i sidste ende unødvendige scener, som trækker opmærksomheden væk fra hendes karakter. Bobby Cannavale, Hank Azaria og Adam Brody er forrygende som henholdsvis producent, instruktør og stjerne inden for pornoens pirrende verden. Scenerne med dem er nogle af filmens bedste, men jeg har lidt svært ved at se deres relevans i forhold til den primære historie.

Anderledes relevant er forholdet til Lindas forældre, spillet af Robert Patrick og en stort set ugenkendelig Sharon Stone. I takt med at Linda gør oprør mod forældrenes stramme moralkodeks, forstærkes spændingerne mellem mor og datter, hvilket kulminerer i scenen, hvor Linda har søgt tilflugt fra sin voldelige mand, Chuck, i forældrenes hus. Moderen instruerer hende kort og kontant i, at når hun er gift, så er hendes plads hos manden, og hvis han slår hende, så må hun bare lade være med at gøre ham sur. Peter Sarsgaard balancerer med sit portræt af Chuck hele tiden på grænsen til vanvid, og det er hans fortjeneste, at en karakter, der er ret endimensionalt skrevet, trods alt bliver troværdig.

Filmens absolut største problem er, at den for mig aldrig bliver rørende eller vedkommende. Lindas traumer bliver relativeret lidt for meget. Der er ingen tvivl om, at hun er offer for en manipulerende og voldelig ægtemand og bliver udnyttet af en kynisk industri, men det er svært at se filmen som en anklage mod porno som sådan. Det er i sidste ende pornobagmændene, der redder hende ud af forholdet med Chuck. Der gøres rede for Lindas anker mod det nedværdigende i pornoen, men filmen er for bornert til at vise os det, så anklagen kommer til at stå underligt tom tilbage. Linda Boreman, som hun hedder i virkeligheden, er en meget kompleks person, der har ment meget forskellige ting i forskellige perioder af sit liv. Hvis man reducerer hende til et feministisk ikon, så skal pointen være ført fuldt ud filmen igennem.

Der skiftes vinkel halvvejs. Her begynder historien forfra, men denne gang mørkere og med fokus på Chucks mishandling af Linda. Det er dog svært at se store forandringer i skildringen af de andre karakterer eller af industrien, og jeg var allerede fra den første begyndelse overbevist om, at Chuck var farlig. Det greb kunne have været yderst effektivt, men det er, som om instruktørerne ikke helt ved, hvad de skal bruge det til. Om filmens generelle mangel på følelsesmæssigt punch også er deres skyld, ved jeg ikke. Men det er nærliggende at tro, at to mandlige dokumentarinstruktører ville have svært ved at behandle emnet med den patos, det fortjener.

“Lovelace” er slet ikke en dårlig film. Men den er desværre heller ikke nogen god film. Den falder – ligesom filmens behandling af pornoindustrien – imellem to yderpunkter. Jeg ville hellere betale for at se en reel pornofilm end for at (gen)se “Lovelace”. Det burde man da kunne blive enten forarget eller fornøjet af. Kunne du tænke dig en harmdirrende oplevelse og intelligent anklage mod pornoindustrien, vil jeg anbefale Anders Morgenthalers “Princess” i stedet for.

Kort om filmen

“The Godfather” løber med årets Oscar, men den mest indtjenende og nok så omtalte film i 1972 bliver “Deep Throat – Langt ned i halsen”. Dens stjerne, Linda Lovelace, hvis evner til fellatio giver filmens titel, bliver fra den ene dag til den anden en verdensstjerne langt uden for pornoens verden og en talsperson for fri sex og en hedonistisk livsstil. Men mens hun bader sig i projektørlyset, lever hun sideløbende en skyggetilværelse som undertrykt kone til plattenslageren Chuck Traynor, som til at begynde med tvang hende ind i branchen. Mens han befriede hende for de snærende bånd i hendes strengt religiøse barndomshjem, binder han hende med nye bånd i ægteskabet, hvor hun bliver udsat for vold og ubærlig kontrol. Så for Linda bliver filmarbejdet virkelig en befrielse – en mulighed for at fjerne sig fra Chucks kontrol og finde et eget værd. Selv om det tager hende næsten ti år mere endelig at stå frem og fortælle sin historie.