Hvad fatter gør…

Jeg kunne godt tænke mig at møde Derek Cianfrances far. Jeg tror, han er en god mand. En god mand, der har mødt meget modgang i livet, men som er kommet ud på den anden side med de moralske værdier i orden. Michael Fassbender har fået rollen som faderen i “Lyset i havet”, og derfor er det hans tur til at være en psykisk skadet mand, hvis moral bliver sat på en prøve. Skal han stjæle et barn og opdrage hende, som var hun hans eget? Eller skal han fortælle til myndighederne, at han har fundet hende? Desværre er den her farmand ikke Derek Cianfrances bedste.

For det har været et gennemgående tema for Cianfrance, at fædrene vælger familien. Først med Ryan Gosling i “Blue Valentine”, der vælger at opdrage et barn, som ikke er hans eget. Dernæst i “The Place Beyond the Pines”, igen med Ryan Gosling, der bliver bankrøver for støtte op om sit uægte barn. I “Lyset i havet” er det Fassbenders tur. Han vender hjem efter fire år i krig. Han er mærket af fortiden. Men det er først i mødet med livsglade Alicia Vikanders kvinde, at han igen mærker livets glæde. Desværre bliver deres kærlighed på skift for lys og for mørk til mig.

Der mangler de mest mindeværdige stunder fra “Blue Valentine”. De stille stunder imellem Gosling og Michelle Williams. Når han forsøgte at genvinde flammen i ægteskabet ved at slæbe hende modvilligt på kærlighedshotel, hvor de bader sammen som i starten. De har lykkelige stunder, ja, og de råber af hinanden, ja, men den stille hverdag forener. Den er væk i “Lyset i havet”. Her bevæger Cianfrance sig i ekstremerne. Enten er familien lykkelige, så selv fuglene synger med. Eller også er de så triste, at selve livet virker meningsløst.

Jeg savner stunder, der hverken er lykkelige eller depressive. Bare stunder. Omkring halvvejs bliver vi introduceret til Hannah Roennfeldt, der er den biologiske mor til parrets elskede datter. Hun er overbevist om, at hun har mistet både mand og barn i havet. Derfor er det oplagt at triste, mørke følelser også følger hende. Men i den her manio-depressive sag skal den slags naturligvis sødes til. Derfor får vi tilbageblik fra dengang hendes mand stadig var i live. Da var livet fyldt med lykke. Der findes kun lys og mørke her – aldrig grå. Enten er vi fyldt med kærlighed i solens varme. Eller også er vi depressive i mørket. Stunderne imellem de to poler er ikke så relevante.

I midten står Fassbender, der gør sit bedste, som faderen fanget i et dilemma. Jeg kunne mærke konflikten hos ham, da han i de lykkelige stunder vidste, at de levede på købt lykke. Vikander fremstår til sammenligning mere flad – kun glad og ked. Så var hun altså mere menneskelig som “Ex Machina”-robot.