En fremmed kommer til byen

Enhver ny western er altid et comeback for genren. Som om det er årtiets overraskelse, at nogen kunne finde på at lave film, som ‘da far var dreng, og en bøsse var en… Og alt det der’. I virkeligheden har den og dens konventioner aldrig rigtig været væk. De bistre pistoleros er bare fløjet fra reden og har forplantet sig til alle mulige fortællinger. Som i “A Man of Integrity”, hvor turen er gået øst over Atlanterhavet til Irans lige så støvede og lovløse provins. Her findes et klassisk tjubang-biografstykke med seksløber ved siden – uret sat på opgør ved high noon. Bare iklædt Cannes-priser og andre følsomme franske tilbøjeligheder.

Mohammad Rasoulof, der, næsten pr. automatik fristes man til at sige, er en paria i hjemlandet, vandt nemlig Un Certain Regard sidste år. Det er ofte de lidt kuldslåede værker om nedbrudte mennesker, der vinder dér. Måske fordi de er en opkvikkende kontrast til en uges overfladisk kindkysseri på Croisetten. “A Man of Integrity” er under alle omstændigheder fremragende, både som et intimt studie af forråelsens natur og som en velgørende opfyldelse af alle de førnævnte behov fra western-skabet: Den stakkels, ensomme rytter, der tager kampen op mod alle byens lovløse.

Rasoulof trækker imidlertid også hævnhistorien ud i nogle forplumrede vande af moral. Hvad koster titlens integritet? Skolelæreren Reza, der er flyttet fra Teheran for at slippe for dogmatiske regler, opdrætter guldfisk i sin sø og hjemmebrænder vandmelon-sprit i skuret. Han er afmålt tilfreds med verden og ret glad for sin lærerkone, Hadis, og lille søn. Men én ting er Ayatollahens faste forskrifter, noget andet er lillebyens junglelov, uskrevet af den lokale gangsterfamilie. På grund af en uenighed om vand forgifter de hans guldfisk og ruinerer ham reelt. Reza har nemlig nægtet at bestikke sig til en mere rimelig rente hos den sleske bankmand.

Bestikkelse og korruption dukker op igen og igen som et fristende omkvæd. Hvorfor gøre det svært for dig selv? Vil du ikke have venner? Også fra Hadis, der veksler mellem trodsig ild i øjnene og yndefuldt bøjet hoved. Hun har sine egne problemer på den ortodokse pigeskole og brænder gevaldigt nallerne, da hun forsøger at bruge sin position til at hjælpe på sin stædige mands situation. Reza Akhlaghirad og Soudabeh Beizaee er heldigvis et forrygende par at følge – kloge, tumpede, intrigante og ordentlige, men først og fremmest herligt pissede af. Det er her til Rasouloufs kredit, at han kun langsomt og meget indirekte lader de fornuftige muligheder sive ud med brakvandet og de døde fisk.

Plottet tager faktisk flere overraskende vendinger i en lang gang ‘one-upmanship’ med den ubehagelige Abbas. Vi ser vantro på Reza, der ser vantro på hans undertrykkeres studehandler. Han kan ikke ændre på noget med sine moderne fjollerier som fornuft, argumentation og beviser. Men kan han så ikke bare få lov at smide pikmåleriet i kassen med ‘dumme bønder’ og komme videre? Næ, her bliver uhyggen bare mere trykkende, for de beskidte fingeraftryk kan spores hele vejen op til toppen. Man ser dem aldrig, men hører konstant navnet: ‘Firmaet’. Den ansigtsløse virksomhed, der på overfladen bringer velstand og fremskridt, men på undersiden lader Reza grave sig dybere og dybere ned i sit principielle mudderhul.