Man of Steel

InstruktionZack Snyder

MedvirkendeHenry Cavill, Amy Adams, Diane Lane, Russell Crowe, Michael Shannon, Kevin Costner, Christopher Meloni, Laurence Fishburne, Jadin Gould, Tahmoh Penikett, Ayelet Zurer, Antje Traue, Richard Schiff, Dylan Sprayberry, Michael Kelly

Længde143 min

GenreSci-Fi, Action, Adventure, Fantasy

IMDbVis på IMDb

I biografen14/06/2013

Anmeldelse

Man of Steel

3 6
Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er en svipser!

Superman bliver ofte beskyldt for at være en kedelig superhelt – alt for uovervindelig og ulastelig til, at man kan relatere sig til ham og hans oplevelser – og tilbage i 90’erne følte selv DC Comics, at figuren var forældet, så de slog ham ihjel i tegneserien. Da Christopher Nolans brillante Batman-trilogi gjorde nattens ridder enormt troværdig og menneskelig, blev det blot endnu sværere at forestille sig en ny film om Superman, det usårlige rumvæsen. Jeg (og selvfølgelig utallige andre tegneseriefans) har dog altid set et kæmpe filmpotentiale i Superman, for ser man bort fra superkræfterne, så gemmer der sig en potentielt fængslende fortælling om en ensom sjæl, der døjer med en tyngende uvished om sin plads i verden. Og dét kan man da lige så snildt forholde sig til som en forældreløs milliardær iført et skudsikkert flagermuskostume.

Og biograftrailerne til Supermans nyeste filmeventyr, “Man of Steel”, antydede, at “Watchmen”-instruktøren Zack Snyder havde anet det samme potentiale, for her blev dramatiske actionklip suppleret af adskillige stemningsfulde skud af en tilsyneladende jordnær Superman i jordnære omgivelser og situationer… Se! Han arbejder som en almindelig dødelig på en fiskekutter. Wow! Han er jo nærmest usoigneret med uldent hår og skæg! Jamen dog! Han prøver at blaffe sig til et lift i Canadas iskolde snelandskab! Samtidig virkede billedsiden umiddelbart upoleret på den fede måde – forfriskende nedtonet og, ja, nærmest realistisk.

Der var åbenbart lagt i kakkelovnen til en dejligt atypisk Superman-filmatisering med fokus på manden bag dragten, men desværre fylder alle disse jordbundne scener procentmæssigt så lidt i filmen, at man i stedet bør bruge promille som målestok. Snyder og manuskriptforfatteren David Goyer spoler i stedet så hurtigt igennem Supermans opvækst, hans spirende selverkendelse og hans superkræfters opblomstring, at man ikke efterlades i tvivl om, at d’herrer primært er interesserede i at vise Superman uddele tæsk – hvilket han gør igen og igen og igen, indtil man selv længes efter at blive slået bevidstløs bare for at slippe for flere computerskabte slåskampe mellem computerskabte actionfigurer, der alle føles så forbløffende kunstige, at al spænding går fløjten.

Filmens største brister er dog dens forhastede natur og overvældende overfladiskhed. Bare tjek scenen, hvor Superman flyver for første gang. Stålmandens første himmelflugt bør føles som en triumf… Et majestætisk moment, hvor den unge, forpinte Clark Kent omsider slipper hæmningerne og omfavner sit sande jeg: Superman. Men scenen føles som en eftertanke… Et ubetydeligt vejbump, som bare skal passeres, så der kan fokuseres på det actionfyldte (og ulideligt lange) klimaks. Vi har kun kendt den voksne Kent i få minutter, før han pludseligt finder et gammelt, nedstyrtet rumskib fra sin hjemplanet, Krypton, hvorpå han aktiverer et hologram af sin afdøde far, der præsenterer Kent for hans Superman-dragt, som han straks ifører sig, hvorefter han fluks flyver med samme sikkerhed som en moden mursejler.

Vi har slet ikke fået opbygget nogen relation til Kent, så scenen har simpelthen ingen pondus. Bevares, jeg har aldrig været kæmpefan af Richard Donners “Superman”-film fra 1978, men uden at slække på tempoet fik den i det mindste fortalt Supermans skabelsesberetning med en reel indlevelse og en mærkbar interesse i Kents følelser. Den gav os tid til at lære ham at kende. “Man of Steel” spiser os af med fragmentariske flashbacks, der er så ultrakorte og usammenhængende, at de aldrig gør indtryk. Donner gav os også en film gennemsyret af charme og humor – klare mangelvarer i den kolde, dødsensalvorlige “Man of Steel”, der føles uberørt af menneskehænder.

Selv ikke det talentfulde cast kan redde denne dødssejler. 30-årige Henry Cavill har både fysikken og karismaen til at spille Superman, men han får sjældent lov til at gøre andet end at slås og posere. I rollen som journalisten (og Supermans soulmate) Lois Lane får den gudsbenådede Amy Adams endnu mindre at gøre godt med, idet Lane lynhurtigt går fra at være en herligt frembrusende reporter (”er I snart færdige med at sammenligne tissemænd?” konstaterer hun drilskt over for et par højtrangerede soldater) til en ligegyldig statist, der konstant skal reddes af Superman. Og i rollen som superheltens overmenneskelige nemesis, General Zod, er Michael Shannon tydeligt ubekvem med grinagtige, gumpetunge replikker som ”enten dør du, eller også gør jeg” og ”UDLØS VERDENSMASKINEN!” Jeg sad til sidst og skrålede ”UDLØS RULLETEKSTERNE!”
Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Jeg havde ærlig talt forventet et 6-stjernet transfer, men under nogle af filmens dunkleste sekvenser (primært scenerne på Krypton under filmens første akt) har komprimeringen svært ved at håndtere grynet, som smelter sammen i underlige, unaturlige plamager og ikke ligner gryn af den spiselige, attraktive variant, man møder på mere celluloidagtige transfers. Mild banding forekommer også, men langt hovedparten af filmen ser dog fuldkommen fantastisk ud. Billedet er knivskarpt mere eller mindre fra start til slut, og detaljerigdommen er lamslående – når effektfolkene altså ikke gør billedet uskarpt med fuldt overlæg i et desperat, forfejlet forsøg på at gøre computereffekterne mere troværdige. Kontrasten er superb, farvegengivelsen ligeså, og jeg bemærkede ingen edge-enhancement.

Audio

Til gengæld har jeg intet negativt at sige om diskens DTS-HD Master Audio 7.1-mix, som er et af årets absolut bedste lydspor. Eftersom filmen er spækket med action, er lydsporet ikke overraskende enormt aggressivt og dynamisk. Allerede da de fjollede drager flyver forbi kameraet i filmens begyndelse, får man en udsøgt forsmag på de pragtfulde, naturtro panoreringer, som lydsporet er spækket med. Subwooferen får gang på gang gulvet til at vibrere, og slag, skud og eksplosioner har en vidunderlig slagkraft, men på mirakuløs vis bliver hverken replikkerne eller Hans Zimmers bombastiske score overdøvet af lydeffekterne. Lydens aktivitetsniveau stagnerer aldrig – man føler sig konstant omsluttet af velstøbte, velvalgte lydeffekter hele vejen igennem. Desuden er lydsidens solide bund dejligt tekstureret – man føler aldrig, at LFE-kanalen bare rumler højlydt. Lydsiden er uden sammenligning filmens største force.

Ekstramateriale

Her er i alt tre korte dokumentarer, der går bag om filmens skabelse: I “Strong Characters, Legendary Roles” (26 min.) diskuteres Superman-mytologien, og hvorledes den nyfortolkes i “Man of Steel”. Det er egentlig en ganske velproduceret featurette, men de interviewede filmmagere og skuespillere har en til tider komisk forestilling om, hvor unik og betydningsfuld deres film er. Russell Crowe forestiller sig tilmed, at “Man of Steel” kan få nutidens unge til at spekulere mere over, hvordan vi behandler Jordens miljø. Øh…

Som titlen antyder, gennemgår “All-Out Action” (26 min.) filmens actionsekvenser, og vi hører også en masse om, hvordan Henry Cavill brugte et halvt år på at tilegne sig sit supermuskuløse udseende. Det er især sjovt at se skuespillerne give den gas i gymnastiksalen. I “Krypton Decoded” (7 min.) diskuterer filmens VFX-supervisor Don ‘D.J.’ Des Jardin og skuespilleren Dylan Sprayberry (som spiller den unge Clark Kent i filmen) kryptonianernes design – deres uniformer, bygninger osv. Jeg havde ikke den vildt store interesse i emnet på forhånd, men dokumentaren er kort og underholdende.

Det klart bedste ekstramateriale på skiven er en animeret kortfilm, der er blevet skabt i forbindelse med Superman-figurens 75-årsjubilæum, og som på blot 2 minutter fornemt skildrer Supermans evolution fra 1930’ernes tegneserier over alskens tv-serier og frem til de nye, dyre Hollywood-film om stålmanden. Derudover er her en kort dokumentar om “Hobbitten”-filmoptagelserne i New Zealand (7 min.), der selvsagt intet har at gøre med “Man of Steel” og kun fungerer som en slags New Zealand-turistreklame og forlænget trailer til den kommende “Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark” (filmhistoriens mest kringlede titel?). Desværre medfølger ingen af de imponerende (og misvisende) “Man of Steel”-biograftrailere, men traileren til “Pacific Rim” vises, før diskens hovedmenu toner frem. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Hvis “Man of Steel” ikke er årets værste film, så er den i hvert fald årets største skuffelse – en overfladisk, følelseskold stiløvelse, der tager en stor stak talentfulde skuespillere og drukner dem i slørede computereffekter. Personligt kunne jeg ikke være mere fløjtende ligeglad med den kommende “Batman vs. Superman”, når nu det er det samme filmhold, som står bag. Til gengæld glæder jeg mig enormt til det næste “Superman”-reboot. Fans af “Man of Steel” kan dog glæde sig over, at billedsiden ser næsten fejlfri ud i HD, at lydsporet er et af årets allerbedste, og at ekstramaterialet er seværdigt.

Man of Steel

3 6
Mand med stil

Der er flere gode grunde til, at “Man of Steel” har været så ventet. For det første skal filmselskabet Warner Bros. bevise, at de kan lave vellykkede superheltefilm uden Batman. For det andet er Superman superhelten over alle superhelte, og det er ganske enkelt forbløffende, at lige præcis han endnu ikke har fået sin egen franchise i denne nymodens superhelte-filmæra. Og for det tredje skal “Man of Steel” gerne tjene som startskuddet på en ny periode med endnu flere DC Comics-filmatiseringer efter en årrække, hvor Marvel nærmest har domineret superheltegenren totalt. Med alt dette pres og Zack Snyder, David Goyer og Christopher Nolan som bagmænd var mine forventninger til “Man of Steel” mildest talt enorme.

Og jeg indrømmer gerne, at jeg måske havde sat mine forhåbninger lidt for højt, og at min skuffelse formentlig havde været mindre, hvis jeg var gået ind til filmen med mere ro i sindet. For “Man of Steel” er hverken “The Dark Knight” eller “The Avengers”, men snarere en ikke helt vellykket blanding af de to. Filmen har storheden og alvoren fra Nolans “Batman”-univers, og den har den vilde og fuldstændig vanvittigt destruktive action fra Joss Whedons forrygende Marvel-mash-up, men ingen af delene fungerer helt lige så godt i “Man of Steel”.

Problemet synes at ligge i manuskriptet, der ikke for alvor formår at kombinere den tilstræbte realisme og fokuserede, dybdeborende karakterskildring (som klart stammer fra Nolans indflydelse som producer) med den grad af tegneserielogik, som en superheltefilmatisering – og især en Superman-filmatisering – nødvendigvis må have. De fleste dialogscener er alt for korte og afbrydes (for) ofte af eksplosioner eller katastrofer, der pludselig kræver Supermans opmærksomhed, og manuskriptforfatter Goyer vælger tit de lette løsninger, når han skal have fortællingen til at flaske sig. Disse to ting bliver til alvorlige irritationsmomenter, der simpelthen stiller for store krav til tilskuernes overbærenhed, og det resulterer i, at man ofte slynges ud af historien, og at karaktererne ikke genererer nok indlevelse.

Alligevel er “Man of Steel” sådan set ikke nogen dårlig film. Den er tit voldsomt underholdende og enormt velspillet, og det er tydeligt, at Snyder har et godt greb om filmmediets virkemidler – både i de stille scener og især i actionsekvenserne. Michael Shannon brillerer som den onde General Zod og giver karakteren en i mine øjne mere spændende drejning, end Terence Stamp gjorde i “Superman II” fra 1980. Derudover har historien om Superman, der driver hjemløs rundt på Jorden i forsøget på at finde mening i tilværelsen, rigtig mange spændende og interessante elementer, og når alt bryder løs i en omtrent 45 minutter lang, actionfyldt omgang masseødelæggelse, lægges der samtidig et enormt pres på Marvel og Joss Whedon, som for alvor skal levere varen i “The Avengers 2” for at overgå dette sansebombardement.

Men netop fordi “Man of Steel” har så mange gode elementer, og fordi den er så velproduceret, så bliver det bare endnu mere tydeligt, hvor meget potentiale der er blevet forspildt. Og så er det svært ikke at sidde tilbage med en følelse af at være skuffet! Filmen skulle have været skarpere i sin prioritering og skåret karakterer fra, den alligevel ikke gider udbygge fuldt ud. Den skulle have turdet sætte tempoet ned i første halvdel, dvæle mere ved figurerne og finde på bedre løsninger, når usandsynlige ting skal retfærdiggøres. Og så skulle den have ladet være med at bygge op til en kærlighedshistorie mellem Lois Lane og Superman, når nu den alligevel først får tid til at følge op på forarbejdet i den næste film…

“Man of Steel” sætter desværre ikke nye standarder for superheltefilmen, og den lever ikke engang helt op til de nuværende. Derfor er det svært ikke at være skuffet over filmen, hvis ambitionsniveau og potentiale er langt større, end den formår at leve op til. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale filmen, der bestemt er underholdende og seværdig i perioder, og den 3. akt er et helt igennem vellykket forsøg på at overgå “The Avengers” i skildringen af en storbys destruktion. Men når engagementet i karaktererne og historien ikke er større, så ender selv den spektakulære afslutning med at fremstå en smule hul. Lad os krydse fingre for en mere helstøbt efterfølger!

Kort om filmen

En dreng opdager, at han har ekstraordinære evner og ikke er af denne jord. Som ung mand drager han ud for at finde ud af, hvor han kommer fra, og hvad hans mission på jorden er. Men hans indre helt må bryde frem, hvis han skal redde verden fra udslettelse og blive symbolet på håb for menneskeheden.