Maxijob i Minibiler
Udgivet 20. okt 2004 | Af: filmz-Kedde | Set på DVD
Historien er godt tænkt, og ideen med filmen følger en ensartet linie fra start til rulletekst. Som helhed virker filmen ganske original, og giver en ligelig blanding af smæk for skillingen, og pudsige påhit.
Caine spiller, som oftest, ganske godt, men leverer her en periodevis lidt rutinepræget præstation – dog uden på noget tidspunkt at virke uengageret. Lidt ekstra energi i enkelte faser af filmen ville dog ikke have skadet. Retfærdigvis skal det dog siges, at han samtidig leverer nogle af filmens skarpeste bemærkninger, og med en vis ironi ofte markerer sig overfor resten af slænget.
“Maxijob I Minibiler” indeholder en af filmhistoriens mærkeligste biljagter, og uden at fortælle for meget, kan det nævnes, at her er næsten lige så meget drøn på, som i Steve McQueens legendariske “Bullitt”-jagt.
“Maxijob I Minibiler” fremstår som en vellykket film, dog uden at have lige nøjagtig dét, der gør den til en vaskeægte klassiker. Men solid underholdning, og så afgjort pengene værd.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet