Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 163

Bedste katastrofefilm?

  • Armageddon
    32%
  • Titanic
    23%
  • The Day After Tomorrow
    15%
  • Cloverfield
    7%
  • The Towering Inferno
    6%
  • Melancholia
    5%
  • En anden film
    5%
  • Airplane!
    3%
  • Dante’s Peak
    2%
  • Contagion
    1%
  • The Perfect Storm
    1%

May God Save Us

Originaltitel: Que Dios nos perdone
Instruktion: Rodrigo Sorogoyen
Medvirkende: Antonio de la Torre, Roberto Álamo, Javier Pereira, Luis Zahera
Produktionsår: 2016
Længde: 127 min.
Land: Spanien
Sprog: Spansk
Genre:
Thriller
Links: IMDb
I biografen: 27/07-2017
Bio-distributør: 41Shadows

Dato: 26. July 2017   Af: Morten Vejlgaard Just (Morten Vejlgaard Just) - Skriv din mening i forummet

Señor Jussi

Hvis Jussi Adler-Olsen var spansk, så havde han skrevet manuskriptet til "May God Save Us". Det er en simpel krimi, hvor detektiverne med rod i privaten skal fange den katolske seriemorder med en dårlig barndom. Desværre er "Afdeling Q"-krimi på spansk ikke bedre end på dansk.


Foto: 41SHADOWS


Krimi-skabelonen følges, så de to politiopklarer kunne have heddet Sarah Lund og Carl Mørck. Det gør de ikke, men de må alligevel indse, at man ikke kan være karriere-betjent, der fanger morderen, hvis ikke også man har et ikke-fungerende privatliv. Og når der er to, så skal de også gerne være helt vildt forskellige – som i "True Detective". Den ene har skæg; det har den anden ikke. Den ene har briller; det har den anden ikke. Den ene taler; den anden stammer. Den ene er aggressiv; den anden er indadvendt. Den ene har familie; den anden bor alene. Den ene ligner Bruce Willis; den anden ligner Dustin Hoffman. Forstået? Ja, forstået.

De er på jagt efter en seriemorder, der voldtager og dræber gamle kvinder. Men det kompliceres af politichefen, der har været på det chefkursus, som alle politichefer på film nogensinde har været på. Nemlig det kursus, hvor man lærer ikke at lytte til de dygtige ansatte, men fyrer dem, når de er tæt på at fange den skyldige. Arbejdet vanskeliggøres også af et konkurrerende makkerpar, der er dumme og dovne. Og nej, det er virkelig ikke Jussi eller én af de andre fra den sjælløse krimi-skriverskole, som har fundet på det.


Foto: 41SHADOWS


Det er instruktør Rodrigo Sorogoyen selv. Han har også fundet på, at seriemorderen er en hvid mand. En enspænder med et mor(d)kompleks, som Norman Bates og alle de andre psychoer har det. Hvid skjorte og forfængelig også. Eneste nyskabelse er, at det beskrives og vises, at han har en meget, meget stor pik. Den har han vist ikke fået lov til at bruge for sin mor, så nu begår han mord. Det er psykotisk banalytisk.

Sidste gang, jeg var på krimitur til Spanien, var det ellers historisk fedt. "Marshland" havde også to forskellige detektiver, der skulle fange en seriemorder. Men krimioverfladen blev dengang brugt til at fortælle en klog historie om Francos Spanien. Den slags forsøger "May God Save Us" også ved at placere sin handling i post-finanskriseåret 2011. Men et par billeder af tiggere på gaden gør altså ikke en klog historie. Og en utro kone fornyer heller ikke historien om detektiven, der opsluges i sit arbejde.


Foto: 41SHADOWS


Vurdering: May God Save Us

Der er ellers suspense-hilsner til genrekongen "Zodiac", hvor en måske-morder afsløres i en kælder uden lys. Og selv om en blodig kniv i røven på en dræbt gammel dame er grænseoverskridende at se på, så flytter den her spanske slags Jussi-film ingen grænser. Skriv noget nyt.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.