Hvem ka’? Metallica!

Selvom min filmsamling huser adskillige koncerter, så har jeg altid haft svært ved at se mere end en håndfuld minutters uddrag ad gangen, selv hvis jeg har været vild med musikken. Enten begynder jeg at længes efter det langt kraftigere kick, man får ud af en ægte koncertoplevelse, eller også keder jeg mig simpelthen – det kræver stor stamina at sidde stille på en sofa og beglo et par timers optagelser af en stak musikere på en scene. Et par timer uden nogen karakterer eller noget plot, man kan hægte sig fast i. Så selvom “Metallica Through the Never” ikke er en dadelfri film, så skal den i hvert fald have stor ros for at gøre op med koncertfilmens konventioner og prøve noget alternativt: Nærmere bestemt at indgyde en musik-performance en form for narrativ.

“Metallica Through the Never” består hovedsageligt af optagelser fra en stribe udsolgte koncerter, som Metallica gav i Canada for godt halvandet år siden. Men før vi møder forsangeren James Hetfield, leadguitaristen Kirk Hammett, bassisten Robert Trujillo og truppens danske trommeslager, Lars Ulrich, introduceres vi for den fiktive fyr Trip, der får til opgave at finde en helt særlig taske med noget tophemmeligt indhold, som bandet åbenbart skal bruge. Og mens de legendariske heavy metal-artister fornøjer tusindvis af fans med flere af gruppens største hits, spejder Trip efter tasken og ramler ind i alt fra voldsomme optøjer og lig, der hænger fra lygtepæle, til en drabelig rytter iført en gebommerlig gasmaske.

Ærlig talt giver filmens fiktionssekvenser ikke meget mening. Der lader heller ikke til at være nogen større sammenhæng mellem scenerne, som mest af alt fremstår som selvstændige vignetter. Jeg prøvede at lytte virkelig nøje til Hetfields sangstemme, men jeg opfangede heller ikke nogen forbindelse mellem lyrikken og billederne (min eneste nogenlunde skudsikre tese er, at Trips levende hånddukke er en reference til Metallica-hittet “Master of Puppets”). Og efter at have set udgivelsens ekstramateriale, hvor alle de interviewene praktisk talt indrømmer, at fiktionen er til fri fortolkning, er jeg nærmest stensikker på, at det udelukkende er instruktøren Nimród Antal, der ved, hvad dælen der egentlig foregår…

Men (og det er et stort men) Trips rejse er et vidunderligt smukt, surrealistisk sansebombardement, der besnærer og underholder på trods af den vage symbolik. Mange superbe sange gør stort indtryk, selvom tekstens betydning ikke umiddelbart er dagklar, og det samme gør sig gældende for Trips odyssé, der forkæler sanserne og sparker lidt til nerverne med små, effektive anstrøg af gys og action. Unge Dane DeHaan, som var superb som sindsforstyrret superskurk i “Chronicle” og lige så god som forpint forbrydersøn i “The Place Beyond the Pines”, skildrer også Trips vovemod og engagement med så stor overbevisning, at man vitterligt ender med at holde af ham – en kæmpe bedrift, når nu dialogen er så sparsommelig, og plottet er mere eller mindre ikke-eksisterende.

Vigtigst af alt: Som i de allerbedste musikvideoer afspejler billederne i dén grad stemningen, flowet og tempoet i musikken. De føles aldrig malplacerede, og samtidig fungerer fiktionsscenerne som kærkomne afbræk fra koncertoptrædenerne. For selvom Trips rejse faktisk optager en relativt lille procentdel af filmens samlede spilletid, så ender de som små pusterum under koncerten, der sikrer, at monotoni og kedsomhed aldrig belemrer maskineriet. Og hvilken koncert!

Hånden på hjertet: Jeg er ikke nogen dedikeret Metallica-fan. Langtfra. Jeg kan godt lide flere af deres sange, og jeg elsker at hamre på plastikinstrumenter, mens Guitar Hero Metallica gæster min PlayStation (jeg bliver bare ved med at få 99% på expert, når jeg spiller “Nothing Else Matters” – pokkers guitarsolo!), men halvdelen af numrene kender jeg ikke, og flere af de største hits kan jeg kun nynne med på. Men for pokker, hvor er firkløveret bare uimodståeligt og uforligneligt på en scene! De 50-årige drengerøve er sprælske som stjerneatleter, og både deres gejst og den elektriske stemning blandt tilhørerne smitter som influenza i en vuggestue. Jeg nyder sammenstødet mellem det melodiske og det hårdtpumpede, der præger Metallicas musik, og Antals kamerahold gør koncerten lige så fed at se på, som den er at lytte til. Sceneshowet, der bugner af flammer, lyn og laserstråler, er tilmed et fantastisk skue, der aldrig står stille eller bliver kedeligt – ligesom filmen.

Video

Præsenteret i MVC-3D/1080p 2.35:1. Uanset om man ser “Metallica Through the Never” i 2D eller 3D, så venter der én en vild, visuel oplevelse. Men der er ingen tvivl om, at filmen gør større indtryk, når den ses iført 3D-briller. Dybden er så troværdig, at man nærmest føler sig til stede på scenen med Lars Ulrich og Co. Her er ingen distraherende 3D-gimmicks, og ghosting forekommer aldrig. Derudover er kontrasten solid, samtlige farver gengives perfekt, og jeg spottede ingen glorier. Detaljerigdommen er også forbløffende – man kan næsten tælle alle svedperlerne på musikernes ansigter. Billedsiden er tæt på at score topkarakter, men jeg bemærkede lidt banding en håndfuld gange (særligt i undervandsscenerne), og lidt pulserende støj optræder i et par af filmens mørkeste scener. Billedsidens skavanker er små og sjældne, men desværre også temmelig tydelige.

Audio

Til gengæld er der ingen tvivl om, at udgivelsens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor fortjener topkarakter. Samtlige guitarakkorder, trommeslag, bastoner og sungne ord kommer klokkeklart igennem, og ingen instrumenter overdøver hinanden eller James Hetfields’ røst. Lydsiden har en helt exceptionel bund, og subwooferen får særligt slagene på basstrengene og trommerne til at forplante sig i gulvet, så hvis du har en underbo, er det nok en god idé at byde på god middag, før du smækker skiven i afspilleren! Under filmens fiktionssekvenser fylder musikken også helt tilpas i lydbilledet – de to lyduniverser passer sammen som fod i hose, og både musikken og publikums hyppige brøl får lov til at okkupere samtlige højtalere, hvilket kun styrker fornemmelsen af at være til stede i hallen. Wow.

Ekstramateriale

Udgivelsen består af to skiver: En Blu-ray med selve filmen og en dvd med en masse ekstramateriale. Før man når frem til Blu-ray-diskens menu, præsenteres man for trailere til “Paranoia”, “Riddick” og “Rush”, og samtlige trailere præsenteres i 1080p. Det er i øvrigt ærgerligt, at skivens kapiteloversigt ikke nævner navnene på musiknumrene i de forskellige sekvenser. Hvis du gerne vil høre en helt bestemt sang, bliver du altså nødt til at spole igennem filmen for at finde den.

Den største guldklump på dvd’en er uden tvivl dokumentaren “Hit the Lights”, som er hele 74 minutter lang og sindssygt underholdende. Nej, den er ikke på højde med den fænomenale “Metallica: Some Kind of Monster” fra 2004, der skildrede bandets interne stridigheder og truende kollaps, men “Hit the Lights” giver os et svært fascinerende indblik i det kæmpe arbejde, der ligger bag et sceneshow som det i “Metallica Through the Never”. Her er talløse højdepunkter… Vi ser en producer brokke sig over, at musikernes nonchalante attitude forsinker produktionen. Vi hører, at filmens budget hele tiden truer med at eksplodere. Vi erfarer, at et bestemt område på scenen er direkte livsfarligt at betræde, fordi sceneshowets elektriske ladninger ofte rammer dér. Jøsses!

“Making of Through the Never” (9 min.) gennemgår noget, som ikke granskes i “Hit the Lights”: Lydefterarbejdet på filmen. Flere af lydbranchens største navne arbejdede på filmen og taler om deres kæmpe indsats i lydstudiet, hvor de brugte et års tid(!) på at raffinere lydsiden. “Featurette – Band & Crew Interview” (10 min.) er derimod en aldeles forglemmelig dokumentar, hvori bandmedlemmerne og filmmagerne bruger næsten al deres taletid på at understrege, at det er op til tilskueren at fortolke filmens fiktionssekvenser (de har tydeligvis heller ingen anelse om, hvad katten det hele betyder).

Her er også knap 30 minutters interessante uddrag fra en Q&A-konference med bandet og instruktøren Nimród Antal, der besvarer en række spørgsmål om filmen. Vi hører bl.a. om meningen med titlen, valget af sangene og samarbejdet mellem Antal og musikerne. Der er også knap 52 minutters klip fra en anden konference, hvor Lars Ulrich og flere af filmmagerne tropper op. Desuden er her biograftraileren til “Metallica Through the Never” samt et enkelt klip og en musikvideo, der begge føles lidt overflødige, da de udelukkende består af videomateriale, som er med i hovedfilmen. Det eneste, jeg virkelig savner, er et kommentarspor med bandet.