Og de rige bliver rigere

Da den rige enkefrue Emily møder Donald, den fattige eneboer, sidder han ved en buste af Karl Marx. ’Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den,' står der på den beskæggede stenskulptur. “Mit hjem i Hampstead” har dog ikke ambitioner om nogen af delene. Det er en forceret, hyggelig omgang feel good, der nok leger med sympatien for den lille mand, men ender med at sluge sin oprørstrang og forsvare den fornuftige status quo, hvor de rige bliver rigere, og de andre må indrette sig.

I de to hovedroller er Diane Keaton og Brendan Gleeson et typisk umage par. Et år efter sin mands død lever hun stadig i det luksuriøse Hampstead Heath, hvor hun sammen med stedets andre velbjergede madammer lobbyer for forskellige tiltag, der skal sende ejendomsvurderingen yderligere i vejret. Fra sit loft kan hun med sin kikkert se ned på det område, hvor et nyt luksusbyggeri efter planen skal skyde op så hurtigt som muligt. En dag fanger hun en skægget skikkelse i linsen. Ikke Karl Marx, men Donald, der bor i et faldefærdigt skur mellem træer og buske. Her har han levet alene i årevis, og han har ikke tænkt sig at flytte. Trods trusler fra skumle byggespekulanter.

Herfra blomstrer romancen forudsigeligt, og Emily må snart vælge mellem kærlighed og solidaritet eller økonomisk vinding. Det sidste er ikke så nemt at sige nej til – det viser sig nemlig, at den døde mand ikke efterlod så meget som først antaget. Diane Keaton er skør og skæv på typisk Diane Keaton’sk facon, mens Brendan Gleeson er tung og alvorlig med sin drævende irske accent. Det er et underligt match, og det føles næsten, som om de spiller med i hver deres film. Og når først kemien er i ubalance, så skranter snart det hele.

Der er da også mange andre ting, der ikke helt balancerer. På den ene side sigter “Mit hjem i Hampsted” efter stemningen i harmløse hyggekomedier som “Et hus i Toscana” eller “The Family Stone”. På den anden side vil den sige noget om grådige kapitalister, der vil jage den lille mand ud af sin selvforsynende skovtilværelse og ind i geled på produktivitetens smalle sti. Det er Karl Marx som en lun hyggeonkel. Den køber jeg ikke.

Uden at afsløre for meget så munder begivenhederne da heller ikke ud i proletariatets diktatur. Faktisk så langt fra, at al den sympati med Donalds oprør, som “Mit hjem i Hampstead” foregiver at have, føles som en letkøbt omgang. Den pynter sig med lånt kommunistfuldskæg. Jo, jo, de rige er da nogle grådige bæster – men vi skal jo heller ikke glemme hyggen..