Party Girl
Udgivet 27. jan 2015 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Der er noget udefinerbart varmt og rart og nærværende over den lille, franske film “Party Girl”, der handler om en aldrende cabaret-værtinde på en lurvet bar i det fransk-tyske grænseland. Det varme og rare og nærværende tror jeg skyldes flere forhold. Først og fremmest spilles titlens festglade ‘pige’, Angélique, på omkring de tres, af moderen til én af de i alt tre instruktører, der i fællesskab har skabt filmen. De hedder Marie Amachoukeli, Claire Burger og Samuel Theis. Sidstnævnte spiller også selv med. Det gør hans tre andre søskende i øvrigt også. De tætte familiebånd, instruktørfællesskabet, et hold skuespillere primært bestående af amatører, der mere eller mindre spiller sig selv, og, ikke mindst, livstykket Angélique Litzenburger i rollen som Angélique Litzenburger gør “Party Girl” til en intens og intim oplevelse.
Men når man har rundet de tres som Angélique, begynder folk at se skævt til dig, når du stadig insisterer på at opvarte unge fyre på en dansebar. Det er ikke længere Angélique, der kaprer champagnetørstige kunder til en privat dans i de bløde, men dyre sofaer. I stedet er hun blevet som en mor for alle de andre kvinder, der som hende har gjort cabaretlivet til en levevej. De er blevet hendes valgte familie. Dét forhold skildrer “Party Girl” eminent og scenerne mellem kvindegruppen er bevægende glimt ind i et særligt fællesskab.
Det er hverken de store, dramatiske buer, karakterudvikling eller et veleksekveret plot, der tegner debutfilmen fra den franske instruktørtrio. “Party Girl” savner i den grad fremdrift. Der småsnakkes og småskændes; gerne over en kold øl, en stiv whiskysjus eller et perlende glas bobler på baren. Der sker sgu’ med andre ord ikke så meget.
Sammen med Angélique Litzenburgers fabelagtige karisma er det miljøet, der blæser liv i fortællingen til trods. De neonoplyste smågader i Lorraine og de baspumpende barer er, hvor Angélique og hendes piger lever. ”Hvor du kan danse, har du hjemme,” slår hun indledningsvis fast. Desto hårdere og endnu mere nådesløst rammer dagslysets solstråler hende. Hver en fure, leverplet og løben mascara ses, når hun må bevæge sig ud fra natklubbens flatterende og sikre mørke. Sammen får Marie Amachoukeli, Claire Burger og Samuel Theis tegnet et helt vildt nænsomt og nuanceret billede af en festpige, der ikke sådan lige kan tøjles. Hvorfor skulle hun også det?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet