Filmhistorisk koryfæ af en mester i svøbDet har til alle tider været spanske Pedro Almodóvar særligt magtpåliggende at udfritte den sprælske kærlighed og den tilhørende erotiks finurlige krinkelkroge. Således også i den bedagede “Passionens labyrint” fra 1982, der dog ikke hører til instruktørens allerstørste bedrifter, om end eksempler på den senere tids så blomstrende karriere trods alt indfinder sig undervejs.

Et typisk kendetegn i Almodóvars spraglede univers er de flamboyante og gennemført kærlighedshungrende karaktertegninger, der da heller ikke er helt uden dynamik i “Passionens labyrint”. Mest prægnans har den homoseksuelle terrorist, Sadec (Antonio Banderas), den selverklærede og biseksuelle nymfoman, Sexilia (Cecilia Roth), samt filmens egentlige omdrejningspunkt, den ombejlede kejsersøn, Riza (Imanol Arias). Hver især hungrer de efter den uopnåelige kærlighed og er brikker i den spanske mesterinstruktørs kærlighedsroulette med kødets lyster som ypperste ingrediens.

Fortællingen holdes nødtørftigt sammen af melodramaets velkendte præmisser, hvor persongalleriet tumler rundt på kærlighedens losseplads i Madrids storbyrum i en subkultur, der flyder over med transvestitter, drag-queens og håbefulde popbands. Morsomt er det også til tider at overvære de aparte personligheders tilnærmelser over for den mulige eneste ene og den evige navigeren uden om de sårende følelser. I det lange løb byder fortællingen dog på for mange ujævnheder til, at drivkraften for alvor kan bevares. Mere system kommer der imidlertid i filmens anden halvleg, hvor terrorister, kyske elskerinder og en enkelt kejserinde sætter jagten ind på den forsmåede kejsersøn.

Ujævnhederne til trods er “Passionens labyrint” et alvorsfuldt billede af fremmedgørelsen, ligegyldigheden og overfladiskheden i et postmoderne samfund, hvor de kødelige lyster og de amourøse følelser ikke altid får lov til at harmonere. Deri ligger da også etiketten for filmens egentlige hovedpersoner – Sexilia og Riza – der prøver at finde forsoning og fælles fodslag bag om ryggen på jalousiens grimme spøgelse. Om det lykkes dem skal naturligvis ikke afsløres her, men nogen enkel øvelse er det under alle omstændigheder ikke.

Nogen visuel satsning er der ikke tale om, og der må nu nok – trods den anløbne alder – påpeges, at der er langt op til visuelle satsninger som eksempelvis “Tal til hende”, der har et anderledes prangende udtryk og stilsikkert indhold. Det udtryk mangler aldeles i “Passionens labyrint”, men går dermed også meget godt i spænd med filmens spillerum, der ikke er helt velpoleret. Ikke desto mindre er koreografien lidt af et særsyn, især takket være Almodóvars mange, vanvittige karaktertegninger, der indimellem giver filmen sit ukuelige og underfundige brændstof.

Og rænkespillet fortsætter da også med uformindsket styrke. Måske kører det endda lidt i ring. I hvert fald er det de samme frustrationer, der bobler under overfladen hos samfulde de medvirkende parter. Den uforløste seksualitet og den tilsvarende kærlighed er i fokus igennem en lang række parallelfortalte historier, der ramler sammen i den store afslutnings fælles higen efter kejsersønnen Riza. Det er et strejftog i den spanske mesterinstruktørs godtepose, men hvorom alting er, skal “Passionens labyrint” nu nok ikke opfattes som meget andet end et filmhistorisk koryfæ, der viser en senere mester i svøb.

VideoFilmen leveres i et anamorphic widescreen 1.78:1 format, der ikke er imponerende. Billedet er generelt præget af blødhed, ligesom både edge-enhancement og digitale forstyrrelser ikke er et uvant fænomen. Kontrasten er flere steder forbavsende ringe, og også farvetemperaturen svinger en anelse, men der er til gengæld ikke eksempler på udtværing.

Audio”Passionens labyrint” er en film af ældre dato, og det bemærkes særligt på den svage lydside. Det spansksprogede Dolby Digital 2.0 lydspor er udelukkende et anliggende for fronthøjtalerne og rummer flere eksempler på overstyringer, ligesom dialogen er mudret, og atmosfæren tillige er temmelig kedelig.

EkstramaterialeUd over trailere for “Volver”, “Fagre voksne verden”, “Buena Vista Social Club”, “Trillingerne fra Belleville” og “Passionens labyrint” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.