Abekattestreger uden sjæl, charme og pedal

Man kommer langt med en genkendelig og elsket karakter. Men hvis man hænger sin store, gule hat på, at Peter Pedal kan hive en film hjem på sit glatte abeansigt, så tager man fejl. Vores allesammens yndlingsabe kommer godt nok vidt omkring i “Peter Pedal: På eventyr i junglen”, men der er ikke gjort ret meget for at give abekattestregerne ordentlige rammer. Derfor kæmper den legesyge og nysgerrige Peter en gæv, men forgæves kamp imod kedelig animation, tynd historie og gumpetung musik, der ikke lever op til hovedpersonens legesyge energi.

Den første bog om Peter Pedal blev udgivet i 1941, så det er efterhånden mange generationer, der er vokset op med den frygtløse lille abe, som altid møder verden med et smil og et åbent sind. “Peter Pedal: På eventyr i junglen” er den tredje film i den seneste serie, der tog sin begyndelse i 2006. Den første film gav den gamle abekat et nogenlunde værdigt comeback, men siden hen har der været for meget discountanimation over behandlingen af Peter Pedal-arven. Stregen er uden et spor af den sjæl og charme, som kendetegner ægteparret Hans Augusto og Margret Reys oprindelige børnebøger. Det føles lige så koldt og computeragtigt som alle de masseproducerede tegnefilm, man kan støde ind i, hvis man kommer for skade at tænde fjernsynet en tidlig weekendmorgen.

Temaet er lige til. Det handler om at smide forsigtigheden over bord, og møde verden med åbne arme. Det er Peter Pedals specialitet, men manden med den gule hat er som bekendt mere bekymret anlagt. Peters løjer bringer ham dog konstant i situationer, hvor han bliver nødt til at overvinde sit forsigtige gemyt og tage chancer. ”Tør du slippe jorden?” spørger den forglemmelige åbningsmelodi, imens Peter Pedal flyver af sted med en vildfaren drage og laver stor ravage i den lokale park. Manden med den gule hat får selvfølgelig selv luft under vingerne ved flere lejligheder – inspireret af Peters vovemod.

Det er sikkert en fin, lille pointe at sende til alle de curlingforældre, der har travlt med at pakke ungerne ind i vat og feje enhver modstand af vejen for deres små unikke. Peter Pedal er selvstændig og egensindig – måske endda så meget, at han ender i den modsatte grøft. I hvert fald tager de utallige ‘falden-på-halen’ og ‘puha-det-var-tæt-på’-gags overhånd. Og trods den korte spilletid på 81 minutter føltes strabadserne langtrukne.

Fortællingen, som stakkels Peter Pedal er blevet kastet ind i, er så tynd og ligegyldig, at det føles som en gang respektløst venstrehåndsarbejde. Peter sendes af diverse usandsynlige årsager ud i rummet for at bjærge en elektronisk tingest fra en ødelagt satellit. Dingenoten styrer på en eller anden vis en dæmning i Afrika – og uden den bliver der store oversvømmelser. Rummissionen går selvfølgelig galt, og Peter styrter sørme ned i Afrika tæt på den omtalte dæmning, hvor kampen imod oversvømmelserne kan fortsætte. Den lille abe løber hektisk fra den ene fare til den anden og slipper med nød og næppe fra møder med krokodiller, løver og faldefærdige hængebroer. Det bliver bare aldrig hverken sjovt eller overraskende. Peter Pedals hjemkomst til den afrikanske jungle bliver desværre til lidt af en ørkenvandring i fantasiløs fortælling og kedelig animation.