Postman's White Nights, The

InstruktionAndrey Konchalovskiy

MedvirkendeAleksey Tryapitsyn, Irina Ermolova, Timur Bondarenko

Længde90 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen17/09/2015


Anmeldelse

The Postman’s White Nights

5 6
Naturen som sandhedsvidne for det moderne Rusland

“The Postman’s White Nights” foregår i en søvnig, lille landsby langt ude på en lille ø i Rusland. Længere ude, end vi kan komme eller forstå i Danmark. Helt derude, hvor naturen bliver underligt besjælet, og alting begynder at opløses. På civilisationens yderste overdrev. Her er Lyokha postbud. Han er den lille landsbys eneste kontakt til omverdenen og den person, der binder alle sammen. Men det er ikke ham, der spiller den centrale rolle. Den altdominerende hovedrolle udgør landskabet og naturen, der er tavst vidne til en lille flok menneskeskæbner.

I den lille landsby har man god tid. Det er faktisk noget af det eneste, man har. Lyokha uddeler som post de beskedne, statslige pensioner, men for langt størstedelen forsvinder de til vodka. En bemærker, at det eneste tidspunkt, det ikke gør ondt langt ind i sjælen, er, når vedkommende er fuld. Med al den ledige tid tilbringer indbyggerne bekymrende meget tid i selskab med deres egne tanker. Lyokha er også led og ked af det hele, men finder dog sit lyspunkt i naboen Irina og hendes lille søn, Timka. Ellers er alle dagene præget af gentagelser, men det kontrasteres hele tiden af den storslåede natur.

De sørgelige og ensomme eksistenser i landsbyen er omgivet af et overjordisk smukt landskab, som filmens fotograf formår at give så meget karakter, at den bliver en central del af udtrykket. I en mindeværdig scene tager Lyokha drengen Timka med ud til et sted, hvor det siges, at en heks har sin bolig. Båden glider langsomt gennem vandet, mens lyset forsvinder imellem bladene, og cikadernes larm bliver mere og mere udtalt. Fotografen kender tydeligvis sin kunsthistorie, for der er indstillinger, der er som taget ud af den store russiske symbolist, Nesterovs, billeder. Kontrasten mellem den sublimt smukke natur og de barske realiteter, som filmens figurer må gennemleve, gør stemningen spændt og trykkende lige til slutningen.

Stemningen er dog ikke uden elementer af sort humor, der til tider formår at lette trykket fra det tunge. Da Lyokhas bådmotor bliver stjålet, og han i en række scener – med tydelige hilsner til det neorealistiske mesterværk “Cykeltyven” – må rejse rundt til venner, familie og offentlige autoriteter for at tigge og bede sig til en ny, bliver han, der ellers har afsvoret alkohol, fristet til at tage sig en stiv drink. Uheldigvis serverer caféen kun cocktails. Det vil sige lige indtil, han indrømmer, at han ikke har drukket i to år, hvorefter servitricen svarer: ”Hvorfor sagde du ikke det med det samme?” og hælder et gavmildt glas vodka op til ham.

Det er også i de scener, at det samfundsmæssige budskab kommer frem, da byen fremstår kold, larmende og overfladisk sammenlignet med landsbyens udsigtsløse, men dog ægte samfund. Jeg skal ikke afvise, at dette sociale engagement også er grunden til, at skuespillerne for størstedelen er amatører, der i en lang casting er blevet håndplukket til at skildre personer, som man må formode, de har et nært kendskab til. Timur Bondarenko, der spiller Irinas søn, er dog professionel, og han er mildt sagt en åbenbaring. Lyokha skal være en mut, tilbagetrukken og lukket karakter, hvilket Aleksey Tryapitsyngør glimrende, men det er Timur, der formår at trække ham ud og gøre ham til en karakter, vi trods alt kommer til at holde af.

“The Postman’s White Nights” minder på mange måder om “Leviathan”, der havde premiere i januar. Begge foregår i isolerede områder af det moderne Rusland og udstiller en provins, der er ladt i stikken af centraladministrationen. Modsat den sidstnævnte film giver postmanden os dog en lille smule lys til sidst. Den store natur, Moder Rusland i egen høje majestæt, står stadig som garant for den russiske folkesjæl. Og det i en film, der ved første øjekast ikke byder på sindsoprivende oplevelser, men i kraft af sin neddæmpede æstetik og smukt opbyggede stemning kommer til at virke så desto meget stærkere, når man først giver den en chance.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Langt ude i den frodige, russiske ødemark, hvor kragerne vender og folkefabler med tiden bliver til sandhed, sejler det aldrende postbud Lyokha rundt i en lille motorbåd og deler breve ud til de lokale drukkenbolte og til sin gamle flamme Irina, som han er hemmeligt forelsket i – men hans lille verden rystes imidlertid, da hun fortæller ham, at hun og hendes lille søn Timur snart skal flytte bort. Og da motoren til hans båd bliver stjålet er katastrofen komplet!