Det autoritæres anatomi

Mellemøsten har været epicenter for en række globale skælv det seneste årti. Fra krig og terror til de flygtningestrømme, der nu sætter den politiske dagsorden verden over. Det eskalerede for alvor med Det Arabiske Forårs udbrud i 2010, hvor revolution efter revolution væltede despot efter despot. Nye tider skulle komme. Eller skulle de? For hvad hjælper det at likvidere en galt afmarcheret diktator, hvis oprørerne overtager magtkampen og myrderierne? Det spørger iranske Mohsen Makhmalbaf i denne galgenhumoristiske provokation af en film – uden sidestykke.

Det er aldrig til at blive klog på “The President”, der, bedst som man griner, forvandler sig til et uhyggeligt nærgående, socialrealistisk drama. Og bedst som man gruer, bryder alvoren med gnæggende satire. Den saver sig ned igennem fernissen af politik og ekspertsnak, der herhjemme har bedøvet rædslerne over virkeligheden i de lande, hvor voldelig undertrykkelse faktisk er en realitet. Det, man sjældent mærker i nyhedernes historier, mærker man nemlig i “The President”. Makhmalbaf maler konturerne op på magtens løbske natur, ikke bare i Mellemøstens brændpunkter, men i mennesket generelt.

Magt-tematikken slås fast i en teknisk veludført scene mellem hovedpersonen, en navnløs præsident, og hans forældreløse barnebarn. Hans Majestæt – som den lille dreng titulerer ham – demonstrerer i sit paladskontor, hvordan han ved en simpel ordre over telefonen kan få alt lys slukket i byen. Bilerne hviner og dytter. Menneskene på gaden råber. Så får arvtageren lov at prøve. Tænd og sluk, tænd og sluk. Det er magtmisbrug i sin tydeligste form. Men pludselig tænder gadelysene ikke igen, ordren ignoreres, og det trafikale kaos afløses af skud og bombebrag i byens kvarterer. Oprøret er begyndt.

Fortællestilen er næsten teatralsk i sin enkelhed og understreger, hvor godt Makhmalbaf har styr på sit håndværk. Han er en strålende visuel formidler, som han også beviste i sin prisvindende film “Kandahar” fra 2001. Men også en stærk persontegner. Både præsidenten og barnebarnet slår gnister i deres relation til hinanden, godt hjulpet på vej af deres udvikling undervejs: fra tyranner til tiggere. Efter at være undsluppet optøjernes blodbad på en knallert havner bedstefar og barnebarn i forfaldet uden for byen. Her må de gemme sig i den fattige befolkning, præsidenten har underkuet, alt imens rebellernes dusør på præsidenten stiger 100.000 ad gangen (en morsom suspense leveret af radioer på vejen). Den ultimative ydmygelse er imidlertid, da diktatoren er nødt til at tørre røv på sin ubehjælpsomme sønnesøn, der ikke længere har paladsets stab til den slags. Scenen rammer det præcise balancepunkt mellem komedie og tragedie.

Mohsen Makhmalbaf, der selv lever i landflygtighed for sin kritik af Iran, har lavet en unik film. En film, der er tiltrængt i kølvandet på de seneste års revolutionære bølger – især fra kunstnere med totalitarismen helt inde på livet. Slående er dog oprørernes rolle. Mens præsidenten synes at udvikle sig til det bedre, skildres kuppet udelukkende med skepsis. Vold afløses af mere vold, hvilket er vanskeligt ikke at sidestille med virkeligheden, hvor uroen mange steder er fortsat oven på magthavernes fald. Til syvende og sidst er dette det stærkeste statement, og hvorfor den lykkes så godt, som den gør. “The President” virkelighedskorrigerer et forvrænget billede af konflikt, hvordan den opstår, og hvordan den skal løses.