Darwins fængsel

Umiddelbart kan det virke som filmisk harakiri at lave en fængselsfilm i kølvandet på Jacques Audiards mesterlige “Profeten”, der som en hybrid af “The Godfather” og “En verden udenfor” næsten allerede har sikret sig udødelighed. Det har imidlertid ikke sat en stopper for det danske instruktørpar Tobias Lindholm og Michael Noer og deres danske fængselsfilm “R”. Heldigvis for det. Lad det være sagt med det samme: “R” er en af de til dato bedste dansksprogede film overhovedet.

Metalporten lukker demonstrativt bag Rune. En port, der adskiller Rune fra friheden og forener ham med det barske Horsens statsfængsel og fløjen med de absolut mest voldelige indsatte – et klientel, som den spinkle Rune med rengøringsvanvid og en sød kæreste derhjemme ikke passer ind i, men en dom for knivdrab siger dog noget andet. ”Smadr eller bliv smadret” lyder den første hårdt konsekvente besked fra medfangen Mureren, alt imens fangevogterne vender det blinde øje til. Rune må indordne sig under de mest magtfulde fangers regler, hvis han skal overleve og få fred, hvilket han gør som fængslets interne narkokurer, hvor rockernes stof sælges igennem Runes ligesindede Rashid til fængslets anden magtfulde fraktion af nyere danskere. Men den rockerske fred varer ikke evigt, og kun de stærkeste vil se den anden side af metalporten igen.

Fra det sekund, porten lukkes i bag Rune og til det sidste hjemsøgende gråtriste billede af Horsens statsfængsel, emmer “R” af en enestående rå autencitet. Michael Noer er da heller ikke ubekendt med realiteternes verden, da han først og fremmest har gjort sig som dokumentarist – senest med gennembrudsfilmen “De vilde hjerter”. Men realiteterne stikker dybere i “R”, hvor manuskriptudviklingen har fået indspark fra virkeligheden af tidligere indsatte Roland Møller, der endvidere viser fine evner udi skuespillets kunst i en bærende rolle som den stærke og psykopatiske fange Mureren.

I rollen som den mere og mere paranoide og forfulgte Rune fungerer Pilou Asbæk upåklageligt kompetent som et dejligt friskt ansigt i en film, hvor der i øvrigt ikke er meget andet end netop ukendte talenter. Runes paranoia forstærkes af et dirrende støjende lydunivers, der sætter trumf på, når støjen sammensmeltes med fængslets alarmklokker, som da Rune raser ud på den mudrede løbebane, efter at han har smadret for ikke selv at blive smadret. Runes ufrivillige ugerning er en blandt mange ubehagelige scener, hvor denne topper med en afskyvækkende brutalitet, der ikke er set siden en vis kantstensscene fra “American History X”.

Filmens sidste halve time er dog der, hvor den hæver sig fra at være fremragende til en film med decideret internationalt format, og hvor det ikke synes blasfemisk at placere den ikke bare tæt på, men side om side med “Profeten”. Her gør Lindholm og Noer noget så radikalt, jeg ikke mindes at have set siden Wong Kar-Wais “Chungking Express” og nok aldrig før på dansk film. Filmen skifter hovedperson, fra rockernes Rune til filmens anden R, Rashid. Det sker i forbindelse med en eminent brutal afstraffelsesscene, hvor vi følger Rune gå uvidende mod sin bøddel sammen med Rashid, men i stedet for at overvære overfaldet bliver vi hos Rashid og mærker igennem hans forpinte udtryk overfaldet endnu mere voldsomt. For hvor Malik i “Profeten” som en absurd messias kunne tale med alle i fængslet, så er der i “R” et ubrydeligt skel imellem rockerne og de nyere danskere. Således kan Rune kun vise os den ene fløj, hvorfor det er genialt at lade Rashid som ny hovedperson vise os den anden. Det skel, Rune og Rashid ikke formår at nedbryde i filmen, formår “R” at nedbryde ved dette skifte. Begge sider fremstilles ligeværdigt. Bravo.