"The Recruit" er seneste skud på stammen af pladder-patriotiske spionfilm, der vil overbevise os om at livet som undercoveragent er præcist så glamourøst, som det står skrevet i knaldromanerne. Det der kunne have været et realistisk og nervepirrende indblik i hvordan CIA rekrutterer og træner nye medlemmer ender i en småkedelig og klichefyldt reklamesøjle for den amerikanske efterretningstjeneste.

Filmen

Den permanent ubarberede og fandenivoldske bartender James Clayton (Farrel) bliver på grund af sit computertalent rekrutteret til CIA’s tophemmelige træningsprogram, hvor han skal lære at gebærde sig som hemmelig agent for Uncle Sam. Lederen af kurset er ingen ringere end Walter Burke, (Pacino) der går for at være en af de skrappeste og mest udspekulerede trænere på skolen. Han finder hurtigt ud af at Clayton er som skabt til opgaven som spion, og der går ikke længe inden de to får etableret et mentor/elev forhold, der med sikkerhed ville have gjort Robert Redford og Brad Pitt misundelige.

For et teste Clayton sætter Burke ham sammen med den iskolde kvindelige rekrut Layla (Monyahan), der dog snart tør op overfor sin charmerende kollega. De bliver begge viklet ind i jagten på en muldvarp, som har infiltreret CIA og som skal stoppes for enhver pris. Burke vejleder kæresteparret men kan de overhovedet stole på ham? Og hvorfor ved Burke så meget om Claytons far, der ligeledes var CIA agent indtil han pludselig forsvandt?

Flirt, fis og hornmusik

Det ville være forkert at kalde "The Recruit" for en original film på samme måde, som det ville være forkert at kalde den god. Ikke at der er noget i vejen med en gedigen genrefilm, dog må man forvente at instruktøren forstår at forholde sig til og udnytte konventionerne på en sådan måde, at den gamle, velkendte historie alligevel virker frisk og medrivende. Det gør den ikke her. Filmens største problem ligger i de fuldstændigt absurde situationer, som den gamle, lumske CIA-ræv udsætter de benhårde og billedskønne aspiranter for. Her indgår barbesøg med fis og hornmusik som et led i den strikse undercovertræning, hvor det som et led i at fuldføre missionen forlanges at de mandlige og kvindelige rekrutter scorer hinanden. Værre bliver det da Farrels karakter får til opgave at skygge sin kvindelige kollega, som han jo nok har nogle følelser i klemme hos. Igen understreges det, hvor beklageligt lidt spillerum kvindelige karakterer har i disse mandsdominerede fortællinger.

Som i enhver god spionfilm indgår der også det sædvanlige sortiment af mere eller mindre fantastiske gadgets. På trods af at vi vel alle sætter pris på små sekvenser hvor disse tekniske vidundere præsenteres, er det formodentlig de færreste som gider bruge rundt regnet et kvarter på selvsamme. Pointen er at det her simpelthen bliver for monotont og udvandet til at være rigtigt sjovt i længden. Det samme gælder for det indviklede plot, der for det første ikke er synderligt ophidsende og for det andet byder på et frustrerende twist i historien, som hverken ligger rigtigt i forlængelse af den foregående halvanden time eller egentlig fanger vores interesse. Som så ofte går spændingen hen imod slutningen under i tør snak om motivationer og selvretfærdighed i stedet for at slå over i et højere gear og give os den eksplosive finale, som gør at vi kommer smilende ud af biografen.

Plus og plus giver minus

Det største plus ved "The Recruit" er at vi sidder overfor to rigtig gode skuespillere i henholdsvis Al Pacino og Colin Farrel. De leverer begge solide præstationer, der på trods af det ganske tvivlsomme materiale virker overbevisende. På samme måde sidder kemien mellem Farrel og Moynahan lige i øjet, hvilket naturligvis kaster et par scener af sig som burde behage husarerne blandt publikum. Under stregen passer de stereotype karakterer sammen med filmens andre elementer fint ned i bageformen, der endda får tilsat et par litterære referencer, som jeg formoder skulle give "The Recruit" et intellektuelt præg og en illusion om, at der rent faktisk befinder sig dybere lag i fortællingen. Der kan man bare se.

Filmens tekniske side er som altid upåklagelig og lyddesignet bider hørbart fra sig i de sporadiske og relativt uspektakulære actionsekvenser. Her forøger instruktøren tydeligvis at løsne lidt op for den tunge spion-lingo. Billederne er holdt i matte toner, hvilket giver et udmærket hverdagsagtigt look til de fantastiske begivenheder. Soundtracket kan jeg derimod ikke rigtigt huske.