Langhåret

Noam Chomsky har tre lange hår på sin næse. Ikke hår hængende fra sin næse, men uden på selve næseryggen. Dem kiggede jeg meget på, imens jeg så “Requiem for the American Dream”, hvor den amerikanske rockstjerne af en venstrefløjs-filosof holder enetale om problemerne med det amerikanske system. For selv om jeg er enig i det meste, så er det så kedeligt fremført, at koncentrationen knækker til fordel for kig på de tre lange hår på næsen.

Og så må jeg lige indlede med at korrekse instruktør-kollektivet bag denne træge forelæsning fra en venstrefløj, som stadig taler om klassebevidsthed her et nydeligt stykke inde i det 21. århundrede. Noam Chomsky bliver introduceret som den mest indflydelsesrige tænker i vor tid. Hvis det var sandt, så blev vi jo ikke ved med at finans-fucke hinanden krise efter krise, der aldrig får konsekvenser for dem, som er skyld i dem. Derimod får de gaver. En bankpakke, værsgo. Imens må dem, der mærker konsekvenserne, en tur op på kontanthjælpsloftet og lede efter incitamenter.

Chomsky har netop ingen indflydelse. Men det var nok en god idé, hvis han fik det en dag, i stedet for at Ayn Rand og Ronald McDonald leder os frem mod næste katastrofe-jul med bankpakker til alle de uartige børn. Den dårlige nyhed er, at manden med de lange hår på næsen heller ikke får mere indflydelse efter “Requiem for the American Dream”. Ingen orker at lytte, når en gammel mand, der ligner en gammel mand, toner frem og dækker hele skærmen med sit store hoved, imens han belærende taler os igennem sine 10 principper for koncentrationen af rigdom og magt. En efter en efter…

Det er som at lytte til en meget klogere og meget mere kedelig udgave af Michael Moore, der kun fjerner sit store hoved fra billedet, når en graf skal vise, at rige i jakkesæt kun bliver rigere og rigere, imens demokratiet lider. Chomskys pointe er simpel. Et demokrati kræver et opgør med fattigdom. For hvis de fattige kan stemme, så vil de stemme sig til de riges penge. Så hvorfor gør de det ikke? Svaret er: Fordi vi reelt ikke har demokrati. Det er kun rige mennesker som Clinton og Trump, der har råd til at stille op til en årelang valgkampagne.

Den teori er så god, at jeg gerne havde set en kritiker forsøge at tage til genmæle. En af Alan Greenspans drenge, der kun tilbeder én Gud – dereguleringen, der findes i den kirke, som kaldes økonomi-studiet. Men her er der ingen, som får genmæle. Det er enetale, som kun lige kan svinge sig op til at referere liberalismens farmand, Adam Smith, når han da ellers er enig med Chomsky selv.