FilmenDa instruktøren Jean-Jacques Annaud skulle i gang med filmatiseringen af Umberto Ecos bog “Rosens Navn”, blev han kontaktet af Sean Connerys agent vedrørende rollen som William af Baskerville. Men Annaud afviste ham pga. Connerys fortid som Agent 007. Annaud ledte derpå længe efter den helt rigtige person, men fandt ham ikke. Desillusioneret tog han nu kontakt til Connerys agent og inviterede Connery til en audition. Til prøven tog Connery manuskriptet, satte sig ned og sagde: ”Hør nu godt efter, knægt!” Connery leverede en perfekt prøve og Annaud var overbevist: han havde fundet sin William af Baskerville. Det var et godt valg, for resultatet blev en film hvor Connery leverer en af sine bedste præstationer nogensinde.

“Rosens Navn” er en ganske unik film, der er en blanding af historisk korrekt periodefilm og et mordmysterium alá Sherlock Holmes. I 1300-tallet ankommer fransiskaner-munken William af Baskerville sammen med sin tyske elev Adso Von Melk (Christian Slater) til et kloster i Norditalien. Her skal de deltage i nogle drøftelser imellem pavens udsendinge og fransiskaner-ordenens repræsentanter. Fransiskaner-ordenens tro er, at Jesus var fattig og at kirkens folk bør afspejle dette. Pavens folk er naturligvis imod denne tankegang, for det ville betyde at de skulle give afkald på kirkens rigdomme. Pga. dette er Fransiskaner-ordenen i fare for at blive erklæret som hedninge. Formålet med drøftelserne er, at undgå dette og finde en løsning.

I dette politisk spændte klima begynder der pludselig at ske mystiske dødsfald på klosteret. Munkene er ikke i tvivl om, at det er djævlens værk, men William er ikke helt så sikker. Sammen med sin elev snuser han nu rundt på klosteret og efterhånden som der sker flere dødsfald begynder han at afdække et hemmeligt komplot. Men klosterets abbed er ikke overbevist af Williams rationelle fremgang og han tilkalder derfor en udsending fra den hellige inkvisition: Williams ærkefjende Bernardo Gui.

Endnu et unikt aspekt af filmen er dens indgangsvinkel til middelalderperioden. Film der foregår på dette tidspunkt omhandler oftest riddere og drabelige kampe. “Rosens Navn” handler om munke, religion og det generelle politiske klima imellem de forskellige grene af den katolske kirke i perioden. I denne fantastiske atmosfære udfolder filmens grundplot sig i en spændende fortælling om William af Baskervilles søgen efter personen, der står bag de mystiske dødsfald. I og med at det er en periode-film er motiverne bag forbrydelserne meget anderledes end hvad man kunne forvente i en film der foregår i dag, hvilket gør filmen mere uforudsigelig end andre mordmysterier.

Filmen er optaget på et tidspunkt i Connerys liv, hvor han var imellem to epoker: tiden efter 007, men før han blev det ikon han er i dag – en status som denne film utvivlsomt har medvirket til at skabe. Connery spiller fantastisk i filmen som den aldrende og vise mentor. Hans tilstedeværelse, mimik og stemme er uovertruffen. I rollen som Williams elev viser Slater gode takter, som den naive Adso der er overvældet af omstændighederne. Uden tvivl et billede af Slaters egne følelser i forbindelse med hans første større film-rolle.

I rollen som Bernardo Gui finder vi F. Murray Abraham, der er perfekt i rollen som den arrogante og ensporede inkvisitor. Ron Perlman leverer en pragtpræstation som den pukkelryggede munk Salvatore, imens Valentina Vargas spiller den mystiske og tillokkende bondepige. Filmens mange biroller besættes af skuespillere fra hele Europa. Annaud har taget nogle skuespillere med særprægede ansigter og brugt dem i filmen. Dette medvirker til at forstærke filmens atmosfære og indtrykket af, at noget er grueligt galt på klosteret.

Annauds inspiration til at lave filmen var hans forkærlighed for gamle europæiske ruiner af slotte og klostre, samt hans fascination af middelalderen generelt. Han arbejdede i fire år før filmen endelig kunne sættes i produktion. Annauds ønske var, at filmen skulle blive så autentisk som overhovedet muligt. Dens plot og det politiske klima som den befinder sig i har naturligvis hovedansvaret for dette. Men også kulisser, rekvisitter og kostumerne spiller en stor rolle.

Klosterets interiør er optaget i en gammel kirke i Tyskland, mens eksteriøret er en enorm kulisse skabt specielt til filmen. Ligeledes er alle rekvisitter skabt specielt til filmen med realisme for øje. Dette understreges af, at mange af disse rekvisitter i dag befinder sig på museer rundt omkring i Europa. Annauds grundighed kommer filmens seere til gode: alt omkring filmen, lige fra kulisserne til kostumerne, er med til at bringe os ind i den verden som William og Adso befinder sig i. En verden der er kold, mørk og beskidt og hvor uvidenhed og frygt for viden og ideer der er anderledes end ens egen, er en stor del af hverdagen.

Tager man alle disse ting i betragtning, kan man ikke være i tvivl om, at “Rosens Navn” er en fantastisk film. Den er nok ikke for enhver, for der er ingen spektakulære action-scener og popsmart kameraførsel. Ligeledes er filmens tempo væsentlig roligere end dagens stor-film. Men for fans af mordmysterier, historiske film eller ganske enkelt rigtige filmelskere, er der ingen tvivl: “Rosens Navn” er en ægte klassiker.

VideoPå video-siden finder vi et transfer i Anamorphic Widescreen, 1.85:1 Aspect Ratio. Eftersom filmen er fra 1986 kan man tydeligt se, at alderen har sat sine spor i form af gryn og grums. Nogle scener er helt fri for dette problem, mens det i andre scener er meget tydeligt. Farverne er nedtonede og de mørke toner er ikke helt så dybe som de burde være. Der er ingen kompressionsfejl, men til gengæld er der tydelig edge-enhancement i filmens lyse udendørs-scener. På den anden side er transferet stort set fri for artefakter som f.eks. sorte pletter og ridser, og detaljegraden er god, så man kan se enhver detalje i de flotte kulisser.

AudioPå lydsiden er der to lydspor: engelsk Dolby Digital 5.1 lydspor og spansk mono. Det engelske lydspor er udmærket, med tydelig dialog fri for susen. Surround effekten anvendes diskret til at skabe filmens atmosfære, primært i form af underlige lyde, fodtrin og sang. Typisk for denne genre er der ikke meget for subwooferen at lave, men den er alligevel med når det f.eks. tordner.

EkstramaterialeFørst og fremmest er der to kommentarspor med Jean-Jacques Annaud. Det ene er på fransk og det kan jeg af gode grunde ikke sige meget om. Det engelske kommentarspor er til gengæld spændende og informativt. Annaud holder sjældent pauser og fortæller om mange aspekter af filmen, lige fra de oprindelige ideer til filmens modtagelse af publikum. Annaud er ikke bange for at fortælle om nogen af de problemer han havde undervejs, bl.a. havde han et kæmpe skænderi med James Horner, der lavede musikken til filmen og han havde også problemer med at arbejde sammen med F. Murray Abraham, der ifølge Annaud var arrogant og uvillig til at samarbejde.

Dernæst er der et dokumentarprogram på godt og vel 45 minutter ved navn “Abtei Des Verbrechens”. Ja, det er på tysk! Programmet er ganske interessant og dækker naturligt nok filmens tilblivelse med interviews fra både crew og skuespillere, såvel som Umberto Eco og diverse historikere. Der er ingen danske undertekster, kun engelske.

Featueretten “Photo Journey with Jean-Jacques Annaud” varer ca. 15 minutter og er et interview med instruktøren der viser billeder fra optagelserne. Programmet er ganske interessant, men en del af de ting Annaud fortæller går igen fra kommentarsporet.

Til sidste finder man filmens trailer.