Det er dejligt denne lille perle endelig er kommet i en ordentlig udgivelse. Glimrende anmeldelse, jeg er ganske enig!

Jean-Jacques Annaud er en fantastisk instruktør, og han formår at skabe utrolig flotte billeder, stemninger og alt hvad man nu kan forvente. Rosens navn er klart én af han bedste film til dato, sammen med Bjørnen. Glæder mig utrolig meget til Two Brothers.

Men udover alt dette, er Rosens Navn en perfekt film.

Glæder mig faktisk...jeg har aldrig set filmen! :D

Har altid villevente påen ordenlig udgivelse

Årh, hvor er det fedt at den endelig kommer! Det er en fantastisk film! Så kan jeg måske smide mit godt slidte vhs-eksemplar væk og se den i en ordenlig kvalitet! Thank you!
---

Jubii! Den film har jeg gået og ventet på længe :-)
Sean Connery er simpelthen fantastisk i den film....hvilket han er i de fleste film, han har medvirket i :-)
-

#5 -

Det er jo så bare kedeligt at de fleste af de film han har været med i, ikke er specielt fantastiske. ;)

Nu er der - med rette - megen tale om "Rosens navn", i forbindelse med udgivelsen på DVD.

Derfor kunne det være, at nogle ville finde det interessant at læse en artikel, jeg skrev for Fyens Stiftstidende tidligere på året.

Der afsløres muligvis for meget, så vær opmærksom på SPOILERS.

Mord, gåder og middelaldermystik

Det hele begyndte i marts 1978 under påvirkningen af en fiks idé: Jeg havde sådan lyst til at forgive en munk. Umberto Eco om tilblivelsen af Rosens navn.

Umberto Eco er lidt af en intellektuel altmuligmand. Han er professor ved Bolognas universitet og har bl.a. udgivet bøger om middelalderfilosoffen Thomas Aquinas, James Joyce samt skrevet om og beskæftiget sig med Ian Flemmings James Bond romaner. Men i 1980 tog hans karriere et skarpt sving. Han blev skønlitterær forfatter.

Da Umberto Eco i 1980 udgav sit første skønlitterære værk – Rosens navn - havde han ikke forventet, at romanen ville blive en succes og da slet ikke en folkelig. Men som det viste sig, tog en hel verden romanen til sig, og det varede da heller ikke længe, før den blev filmatiseret med ingen ringere end Sean Connery i hovedrollen som middelalderdetektiven William af Baskerville.

Eco benytter sig af talrige litterære henvisninger, og det er da også tydeligt, at William og Adso bygger på Sir Arthur Conan Doyles makkerpar Sherlock Holmes og Dr. Watson. Ikke nok med, at William hedder Baskerville, der her er en intertekstuel reference til Doyles Baskervilles hund, næh, William er skam også ”afhængig” af stoffer som den kære Holmes også er det. Adso siger da også om William, at han ofte havde ham mistænkt for at være påvirket af en vækstart, der kunne fremkalde visioner. En anden underfundighed er Ecos leg med navne, hvor han af W(atso)n udleder den person, der skal være Williams højre hånd.

Også de respektive detektivers fysiske fremtoning minder til forveksling om hinanden. Holmes, der af Doyle skildres som en bleg, høj og radmager mand, hvis profil afslører en næse af samme proportioner som den af Williams, og hvis vigtigste redskab er en lup (William har brillerne), minder om den beskrivelse af William, som man finder hos Eco. Her præsenteres vor middelalder detektiv som værende høj, tynd og udstyret med et gennemtrængende blik samt en spids og krum næse.

Hos Doyle er det Watson, der repræsenterer fortællerinstansen, hvilket også gør sig gældende hos Eco, der lader Adso berette om begivenhederne fra hans alderdoms domicil, nemlig klostret i Melk. Ecos anvendelse af netop denne romanskabelon spiller på en ganske bestemt læserforventning om, at detektiven vil forvandle kaos til kosmos. Men sådan ender det jo ikke, og Eco skriver da også i sit Efterskrift til Rosens navn, der udkom på forlaget Forum i 1985 at der findes to typer bestsellere. Den ene type giver læseren, hvad læseren ønsker og forventer, og den anden giver læseren, hvad læseren ikke vidste han eller hun ønskede. Det er til den anden kategori, at Eco regner Rosens navn.

Romanen emmer af konflikter i alle afskygninger, og som læser bliver man sat på noget af en detektivopgave, hvis man vil holde rede på dem alle. Men det er umagen værd, for værket rummer en ubetalelig mængde middelalderviden, der finurligt og spidsfindigt er pakket ind i den skønlitterære form, så selv den ikkeprofessionelle læser sluger dette ”tørre” stof råt for usødet.

Handlingen tager sit udgangspunkt i året 1327. Her vi møder William af Baskerville og hans novice Adso, der er på vej til et Benedektinerkloster i Norditalien. Hvad de imidlertid ikke har nogen anelse om er, at de ved deres ankomst vil blive involveret i hændelser, der ændrer deres liv på alle tænkelige måder.

Der er begået et mord i klostret, hvilket Abbed Abbone beder William opklare. Hvad den stakkels Abbed dog ikke er klar over er, at det vil blive syv hektiske dage med William og Adso, og at klostret vil blive sat på den anden ende.

Umberto Eco skriver i sit Efterskrift til Rosens navn, at ”Det er ikke tilfældigt, at bogen begynder som en kriminalroman, og fortsætter til sin slutning med at føre den naive læser bag lyset på en sådan måde, at han muligvis ikke engang opdager, at det drejer sig om en kriminalroman, hvor der kun opklares ganske lidt, og hvor detektiven til sidst besejres.”

At føre læseren bag lyset, som Eco skriver i ovenstående citat, må være enhver krimiforfatters ypperste mål, men samtidig at lade detektiven blive besejret er en vinkel, der ikke hyppigt anvendes. Dette bliver i Rosens navn en effektfuld metode til at vise, at hvor skarpsindig man end er, så er det stadig muligt at fejlfortolke. Man skal aldrig stole på det åbenlyse!
Værket som detektivroman fungerer på flere planer. Således er fortælleren i forordet på jagt efter forsvundne manuskripter i Paris og Buenos Aires, og læseren leder selv efter skjulte citater fra litterære værker. Men romanen fungerer dog også som detektivroman i mindre metaforisk forstand, da fortællingen fra start til slut har en rød tråd, der er farvet med blod.

Fra begyndelsen er det tydeligt, at løsningen på gåden er at finde i det mystiske bibliotek, der er blevet dem - det underfundige detektivpar - forment adgang, og der går da heller ikke lang tid, før William og Adso befinder sig på forbudte steder. Man er vel detektiv med stort D!

Dette forbud mod at betræde biblioteket har en tydelig parallel til syndefaldsmyten, og er dermed tidligt med til at sætte en tyk streg under klostrets skæbne. Anvendelsen af syndefaldsmyten er i høj grad med til at understrege de dogmatiske forhold, hvorunder munkene i klostret lever. De bliver styret med hård og diktatorisk hånd af abbeden, men i særdeleshed også af Jorge, der i denne forbindelse repræsenterer en endnu større autoritet. Man har ikke uhindret adgang til viden, og hvis man tager sig friheder i den retning, ja så er prisen dyr.

Klostrets bibliotek er struktureret som en labyrint, der huser al datidens viden og som metaforisk kan læses som et psykologisk netværk, der igen semiotisk repræsenterer det virvar af hændelser, som William skal holde rede på for at kunne løse gåden. Med andre ord: labyrinten er et billede på klostrets kollektive stilletiende, en stilletiende William forsøger at bryde for at få oplysninger, der kan hjælpe til med at opklare forbrydelserne.

William og Adso farer da også vild i labyrinten, hvilket ikke kun skal læses konkret, men som også symbolsk netop repræsenterer de besværligheder, som de begge har med at finde hoved og hale i de forbryderiske hændelser samt at bryde tavshedens mur. Det er da også kun held – og ikke andet – der til sidst viser dem udgangen af labyrinten.

Men hvorfor dette hemmelighedskræmmeri omkring biblioteket? Jo, hvor romanen også slår sine folder – udover at være bygget over skabelonen til en krimi – er gennem den evige diskussion om viden og religion, der i den mørke middelalder ofte var skarpt adskilt. Der fandtes kun én sand viden, hvilket i romanen er karakteriseret ved den gamle blinde munk Jorge fra Burgos.

Med et værk som Rosens navn, der i sin struktur indlemmer både biblioteker, labyrinter, spejle og myten om babelstårnet, og som til og med også huser en blind bibliotekar (Jorge fra Burgos), ja så er det oplagt at konferere med novellen Biblioteket i Babel, der er forfattet af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, der ligeledes er blind og har fungeret som bibliotekar.

Novellen af Borges fungerer som et palimpsest, hvorpå Eco har skrevet sit eget værk, men det er, som William siger ”ikke skrabet ordentlig ren”, hvilket igen er et spor til læseren. I en læsning af Rosens navn, hvor man kan plædere for, at intertekstualiteten fungerer som et semiotisk lag, hvor læseren – måske mest den professionelle – får mulighed for at finde alle de implicitte og intertekstuelle referencer udlagt af Eco, ja da kan man ikke komme udenom Borges´ novelle.

Semiotik er læren om, hvordan tegn i en tekst – og i verden generelt – skaber betydning via sindrige relationer og koder. For Borges er verden en bog, man kan læse i, dechifrere og afkode, og således har Borges måske mere tilfælles med William som middelaldersemiotiker, end han har med ”forbryderen” Jorge fra Burgos, udover at navneligheden naturligvis er en uundgåelig kontekstualitet, der forbinder dem.

I novellen af Borges leder man efter en bog, der skulle være nøglen til alle andre bøger. Således går dette jo også godt i spænd med Ecos eget udsagn – som det står i Efterskrift til Rosens navn - at: ”bøger altid handler om andre bøger.”

Novellen – Biblioteket i Babel – henviser til byen Babel i Babylonien, der er en region i det gamle Mesopotamien, og William siger da også i Rosens navn, at ”en østerlandsk kalif en dag satte ild på et bibliotek i en berømt og gloværdig og hovmodig by, og at han, mens tusindvis af manuskripter gik op i flammer, sagde, at de kunne og burde forsvinde.”. Dette associeres straks – af den opmærksomme læser – med biblioteket i Alexandria, hvor mange skrifter blev tilintetgjort, da biblioteket brændte. Tårnbygningen i Rosens navn, hvori biblioteket befinder sig, har en slående lighed med babelstårnet, og i begyndelsen af romanen fremstilles det også på en sådan måde, at man netop uundgåeligt drager paralleller til dette.

Men fra min lille afviger, må jeg hellere vende tilbage til William, der hurtigt finder ud af, at der er mere end én ting på spil i klostret, der huser de ”fromme” munke, som hellere end gerne hengiver sig til løssluppen sex, og lader sig styre af deres syndige liderlighed. Men straffen står for døren, og Johannes Åbenbaring og den frygtelige apokalypse er da også allestedsnærværende i romanen.

Det viser sig faktisk, at den første munk begik selvmord, da han ikke længere kunne leve med den synd, han sammen med en anden munk – forføreren Berengario – udøvede. Så stakkels Adelmo kaster sig fra den ene synd ud i en anden: selvmordet!

Og herefter støder William og Adso på den ene døde munk efter den anden i dette dødens kloster, og alle – hver som én – med en sort finger og ditto tunge. Faktisk viser det sig, at syv munke dør under deres syv dage lange ophold, hvilket er tæt knyttet til de syv basuner i Johannes Åbenbaringen. Der bliver således ikke alene talt uhyre meget om apokalypsen, hele historien er opbygget som en sådan, og også mordene, der finder sted, lader til at følge et apokalyptisk mønster.

Alle spor peger i retning af biblioteket, og det lykkes da også de to snushaner at få skaffet sig adgang til det af omveje. En gammel snakkesalig og forbigået olding af en munk ved navn Alinardo giver William og Adso løsningen til, hvorledes de skal skaffe sig adgang til det bevogtede bibliotek: gennem benhuset, hvilket er stedet, hvor de døde munkes rester opbevares.

Mens de to ihærdige tegntydere prøver at kaste lys over de dunkle sager, dukker Inkvisitoren Bernard Gui op med sit følge, og uskyldige mennesker tages til fange og dømmes for kætteri. Deriblandt den uskyldige bondepige, som Adso havde et ikke helt syndfrit møde med i klostrets køkken. Men også stedets nar, den stakkels enfoldige Salvatore, der ironisk nok betyder frelser på italiensk, beskyldes af Bernard Gui for kætteri, og når stenen først ruller, ja så ruller hovederne også. Køgemesteren Remigio føler sig tvunget til – under truslen om tortur – at indrømme, at han er manden bag de skrækkelige mord, der har hjemsøgt klostret, hvilket jo ikke er sandt.

Her giver romanen et godt indblik i den hæslighed, der ledsagede den forfærdelige inkvisition. Uskyldige mennesker bukker under for torturen, og ender på bålet.

Vi bliver også indført i diskussionen om, hvorvidt Jesus var fattig, og om hvorvidt de forskellige munkeordner bør være det. Her sættes de rige benediktinere overfor de fattige franciskanere, kejseren over for paven, og læseren vælter rundt i lærde diskussioner om disse emner.

Men lad nu det ligge, og lad os vende tilbage til mordene. William er nu på sporet af gerningsmanden, og han har da også mistanke om, at årsagen til disse mord er at finde pga. en ganske bestemt bog, nemlig Aristoteles’ forsvundne bog om komedien. En bog, der hylder latteren, og som af en ganske bestemt person holdes skjult for nysgerrige sjæle og deres blikke.

Nu skal jeg ikke afsløre, hvem der er morderen, men William finder ham siddende i bibliotekets hemmelige rum med bogen af Aristoteles. Det viser sig, at alle de døde munke ikke har kunne nære sig, og alle som én har de læst i bogen, hvis hjørner er smurt med en giftig substans, der – når man fugter fingrene for at bladre i den – bliver optaget gennem munden, og man dør en smertelig og krampagtig død.

Her afsløres det nu, at årsagen til disse mange dødsfald er at finde i latteren. Den latter, der i Aristoteles’ bog om komedien bliver prist, og som har været årsagen til munkenes nysgerrighed og død. Gennem hele romanen er der intense diskussioner om latterens negative påvirkning, og for William bliver målet, at få ”sandheden” til at le, hvilket også lykkes ham til sidst, da morderen med fråde om munden fortærer det værk, der er ham så inderligt modbydeligt, og som bliver hans søde grav.

Som det bliver sagt til Johannes i den nok så bekendte åbenbaring: ”Tag denne bog og spis den, den vil smage sødt i din mund, men vække bitter smerte i din mave.”

Spændende læsning. Tak for det. Jeg er vildt imponeret over, at det lykkes dig at liste begreber som intertekstualitet og semiotik ind i en artikel til Stiftstidende. :-)

Artiklen er sidenhen udvidet i forbindelse med, at den blev trykt i magasinet "BLÆST", der udkommer på centrene for litteratur og film på Syddansk Universitet.

Så begreberne intertekstualitet/semiotik er kommet på senere. Redaktøren på Stifen ville sikkert også have brugt saksen, hvis jeg havde dristet mig til at præsentere sådanne begreber for den "almene" avislæser. ;-)

Ah. Okay. Hehe. Ja, det var det, der undrede mig: Aviserne plejer jo at være allergiske overfor fagtermer.

Men interessant læsestof. Jeg får vildt meget lyst til at hive bogen frem igen.

Jeg må altså også se at få den bog læst en gang. :-)
Der står bare SÅ mange bøger på min hylder jeg endnu ikke har fået læst. :-( Men så kan man jo glæde sig over at der er meget godt i vente!

Såvidt jeg ved var middelalderen slet ikke så formørket som man gerne vil gøre den til. Det var faktisk først senere religionen lagde sig som et tungt åg over fritænkning. Middalderen var en tid præget af store menneskemassers flytninger og derigennem åndelig og materiel vækst som følge heraf.

Middelalderen som værende en mørk tid er naturligvis den gængse opfattelse.

Middelalderen er et skældsord, som 1700-tallets oplysningsfilosoffer benyttede til at nedgøre den "mørke" mellem-periode mellem antikken og renæssancen.

Ordet renæssance betyder genfødsel (af antikkens ånd), og heri ligger, at Europa i middelalderen havde taget sig en kulturel slummer. I den traditionelle historieskrivning daterer man den europæiske middelalders begyndelse til år 476, da Rom falder, og det vestromerske imperium går i opløsning. Slutningen på middelalderen regnes til østromerrigets fald i 1453.

Der er naturligvis tildels noget om snakken, når man betegner ovennævnte periode som værende mørk, men man må ihukomme, at det også er i denne periode, at kimen til humanismen bliver lagt, der sidehen i renæssancen finder sin forfinelse.

Dog er områder som kunst og litteratur stadig på et "naivt" stadie i denne tid, og de første selvstændige forfattere ser først dagens lys i renæssancen bl.a. med Dante Aligheris "Den guddommelige komedie". Således er det også først her, at malerkunsten benytter sig af perspektiv og dybde, hvor middelalderens kunst er flad og uden dybde.

Folkevandringer var udpræget i middelalderen - ikke mindst pga. de store udbrud af pest og kolera.

Middelalderen deles i tre overordnede perioder, hvor af man kan forstå, hvorfor der er tale om den mørke tid.

1) Den tidlige middelalder fra 500 til 1050 er præget af store folkevandringer, blandingskulturer, etableringen af klostre osv. Dette er tiden, der hos os - i lille, bitte Danmark, benævnes vikingetiden.

2) Højmiddelalderen fra 1050 til år 1300 er en fremskridtstid med blomstrende klostervæsen og en samlet katolsk kirke under paven. Kirken anlægger de første katedralskoler og universiteter, og den etablerede viden spredes hurtigere i kraft af et fælles europæisk skriftsprog, nemlig latin. I denne periode bliver Danmark kristnet, der bygges flere tusinde kirker og godt og vel hundrede klostre. Riget samles under én konge, vi får de første landskabslove, og Danmark omdannes til et feudalt landbrugsland. (Undskyld de grove skitseringer, jeg springer en del over).

3) Senmiddelalderen fra 1300 til 1500 er en brydningstid, og den tid man tænker på, når man anvender prædikatet "den mørke tid". Den er præget af pest, hungersnød, bondeoprør, magtkampe mellem kirke, adel og kongemagt. Samtidigt sker der dog store tekniske fremskridt, naturvidenskabelig nytænking, og de store opdagelsesrejser begynder.

Jeg forsøgte at forklare "den mørke tid" ganske kort, men hvis man vil have et uddybende syn på eksempel vis middelalder/renæssance, så anbefaler jeg, at man læser tyskeren Jacob Burckhardts standard værker.

Ih tak for den korte og præcise forklaring. :-)

#13

Det var så lidt ;-)

Så den engang i skolen. Tror at jeg var omkring to. Var vist rigtig god.

Jeg mener ti år....

hej Yoda

Det var spændende læsning... referencen til Sherlock Holmes er tydelig - som du skriver - i navnet William af Baskerville, men hvad med fornavnet William? Jeg har altid læst det som en reference til William af Ockham (http://en.wikipedia.org/wiki/William_of_Ockham) en af de største skolastikere netop på den tid. Han er mest kendt i dag for sin "Ockhams Razor" et videnskabeligt princip, der Kort sagt siger at man ikke skal antage mere end højst nødvendigt for at forklare et fænomen - noget der må siges at være en klar ledetråd for William af Baskerville i Rosens navn. Så hvidt jeg ved, var der en uoverensstemmelse mellem William af Ockham og Bernard Gui (inkvisitoren i Rosens navn - en historisk person) om hvorvidt jomfru Maria var jomfru eller ej.

Jeg har desuden læst et sted - jeg husker ikke hvor - at scenen i Rosens navn hvor Adso bliver forført af Rosen udelukkende er skrevet med bibel-citater ved du om det er korrekt?

Who Cares.. :-P

#18

Åbenbart ikke dig, så hvorfor svarer du?

#17

Ja, du har ret hvad Ockham angår. Eco har ganske givet haft ham i tankerne også. Når man tager det faktum i betragtning, at Eco er professor i middelalderlitteratur på universitetet i Bologna, så har han haft alle muligheder for at applikere den skolastiske filosofi som et implicit lag i fortællingen - hvilket han også gør.

Hvad angår den bibelsk-allegoriske læsning af den erotiske scene mellem "rosen" og Adso, så har flere litteraturforskere foretaget læsninger, der bygger på den meget smukke Højsang i Bibelen - så der har du også fat i noget.

I må ikke drille yoda.. Han bliver så sur.... :-)

#20

Jeg bliver nu ikke sur. Jeg forstår bare ikke idéen med at poste, når det så tydeligt ikke har ens interesse.

Det var bare for at drille lidt.. ikke for at irritere nogen.. Jeg poster hvor jeg vil...

#22

Selvfølgelig gør du da det, poster hvor du vil.

Folk som Myrsil er den betændte hæmoride i alle internet foras kollektive røvhul.

Men tale ordentligt til andre kan jeg da....

#25

Ok! Det er også en fin kvalitet at være i besiddelse af.

Hej.. Yoda. Jeg går på HF og vi har set Rosens Navn film i klassen og jeg skal besvare på nogle spørgsmåle. Men min dansk sprog er ikke så meget bredt,håber at du kan hjælpe mig med nogle er disse sp.
1.Hvad er filmens hovedtemaer og hvad kan den sige os i dag?
2.Hvilken betydning har bøgerne og den viden de kan give munkene?
3.Hvad tror du titlrn " Rosens navn" betyder?
4.hvad formålet i filmen med attilkalde en inkvisitor?
5.hvorfor skal de tre personer straffes og brændes?
6. hvilken betydning har forholdet mellem Adso og den fattige pige? hvad skal det fortller os?
7. beskriv klosteretoog filmatiseringen af miljøet-hvad er karakteristisk?
8. hvad vil det sige at være en "kætter"?
Min E-mail adresse er: foiamir@hotmail.com. på forhånden tak

#27

Dine spørgsmål kan ikke besvares enkelt og samtidigt være fyldestgørende, så du må selv arbejde lidt videre og måske låne nogle bøger. Umberto Eco skrev bl.a. en lille pamflet "Efterskrift til Rosens Navn" på 80 sider, der foklarer en del.

1)Hovedtemaerne er religion/fanatisme og viden/indsigt (viden kan være farlig). Filmen (som romanen) viser os, hvor vigtigt det er at være åbne overfor forskelligheden og diversiteten i vore samfund. Hvis man ikke er det, og forsøger at lægge bånd på viden, udarter det sig til fanatisme. Man kan skære ind til benet og kalde det behovet for ytringsfrihed, hvis man vil.

2)Bøgerne repræsenterer netop viden, og for munkene var bøgerne en vigtig adspredelse i deres ellers ret fastlagte hverdag. Læs Ecos bog "Middelalderens æstetik". I denne forklares relationen mellem munke og lærdom/bøger.

3)Middelalderens lærde (bl.a. munkene) definerede "viden" som "rose", hvilket vil sige, at titlen på Ecos roman er et sindigt udvalgt dække for det, romanen og filmen handler om, nemlig jagten på Aristoteles' manuskript om komedien. For William er viden også kærlighed, hvilket igen giver det mening at lade det skjulte manuskript være rosen. (læs bla #19 i denne tråd)

4) Inkvisitionens fomål var at rense ud blandt de ikke troende, og i starten af 1300-tallet var der voldsomme konflikter indenfor den katolske kirke, der forsøgte at beskytte sig ved at udradere dem, der ikke var rettroende i følge katolsk overbevisning. Aristoteles repræsenterer jo også en hedensk fortid, og da latter anses som et djævlens værktøj (jvf. manuskriptet, de leder efter) ja så gør inkvisitionen altså sit indtog.

5) Inkvisitionen arbejdede efter egen logik og mange uskyldige blev brændt på bålet som kættere. Hvis du ser filmen er det dog et sprøgsmål, der besvarer sig selv.

6) Det fortæller os, at end ikke et kloster kan lægge bånd på kærlighed - hverken den ædle eller "u"ædle. Her kan man i øvrigt også plædere for, at filmens/romanens titel har relevans, da rosen som skrevet repræsenterer kærlighed. Pigen kan altså læses/ses som rosen, hvilket også er gængs i behandlingen af værket. (igen #19 i denne tråd)

7) Miljøet er lukket, handlingen er udlukkende centreret i og omkring klostret, hvilket er med til at skabe en stemning af indelukkethed, man er isoleret. Det karakteriske er, at miljøet med sine hemmeligheder kommer til at repræsentere angst og magt. Det er et mikrokosmos der er et billede på den omkringliggende verdens samfund, hvor dem med magten tramper dem uden under fode.

8)En kætter er ud fra den katolske kirkes definition enhver døbt person, som genstridigt (dvs. efter at det fejlagtige synspunkt er tydeliggjort) benægter og betvivler en guddommelig eller kirkelig sandhed. En sandhed, defineret af den katolske kirke selv. Kætteriret var en svøbe, der af kirken retfærdiggjorde den modbydelige inkvisition.

Hej Yoda. 1000-tak for hjælpen det var virkeligt rart af dig.