De ældre på kvisten

Det er uden statistisk belæg, men jeg vover nu alligevel den påstand, at der overalt på dansk tv findes noget om boliger. Om det så er den skønneste, den dyreste, den mest belånte eller varianten den grimmeste mest belånte, der bliver til den skønneste dyreste, så skal den på fjernsyn. Vi elsker det. Gad vide om “Ruth og Alex”, en film, der nok bedst kan karakteriseres som ejendoms-com, nogensinde finder et bedre tidspunkt at komme på markedet end lige netop nu.

For det er netop det, som det hele handler om, markedet. Også selv om den anonyme danske titel ignorerer originalens (“5 Flights Up”) praj om, at Morgan Freeman og Diane Keaton deler hovedrollen med deres lejlighed. Den huser alle hele deres liv, forstås det, men gemmer sig på fjerde, så 70-årige menneske- og hundeben er tæt på at give op. “Ruth og Alex” kunne godt ligne den varme historie om et ældre ægtepar, der skal finde gnisten igen efter års fejltagelser. I virkeligheden er det en pæn, pastelfarvet guide for boligsælgere.

Med det meget milde og venlige udgangspunkt tøffes der af sted uden at behøve anden spændingskurve end den, der kan aflæses i avisernes boligsektion. Plottet er ikke meget mere end nogle tal, der stiger og falder. Synergien med tv-oversigten er i den grad mulig. “Hammerslag” fader ud med mantraet “Husk beliggenhed, Hold Vest!” og vi blænder op for Morgan Freeman i dyb tvivl over, hvor han skal bo, så hans hund ikke får hjertestop.

Alligevel er den mands selskab nok til at lokke de fleste. Når jeg nyder hans bløde stemme igennem optagede lyd og billeder, så er det ikke så mærkeligt, at Diane Keaton lyser op i hans selskab. Den gode side af “Ruth og Alex” er, at man tror på en vis gensidig tiltrækning. Smukt ældet kærlighed ligefrem. Sværere bliver det at bygge bro til fortiden og fremstille Freeman som radikal 60’er-maler med en aktivistisk, ung kone, hvis hvide forældre ikke kan acceptere ægteskabet.

De gamle er troværdige, men de unge bliver en lidt ligegyldig sidehistorie, der tager gode bidder af nutidens tomgang, hvor det store problem er en måske/måske-ikke terrorist, der sænker huspriserne i New York. Det hele holdes oppe af Cynthia Nixons maniske ejendomsmægler-niece, der uden at være sjov gennemrider klichéen om den alt for glade sælger med et suspekt håndværkertilbud på hånden. Hende skal de måske ikke sætte på lige efter “Liebhaverne”.