Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 128

Bedste piratfilm?

  • Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse
    37%
  • Goonierne
    21%
  • Djævleøen
    7%
  • Captain Phillips
    7%
  • Den knaldrøde pirat
    7%
  • Hook
    6%
  • En anden film
    5%
  • Skatteplaneten
    3%
  • Skatteøen (1934)
    2%
  • Piraterne!
    2%
  • Sinbad - Legenden fra de syv have
    1%
  • Muppets Skatteø
    1%

Secret Life of Walter Mitty, The

Originaltitel: Secret Life of Walter Mitty, The
Instruktion: Ben Stiller
Medvirkende: Ben Stiller, Kristen Wiig, Patton Oswalt, Shirley MacLaine, Adam Scott, Kathryn Hahn, Sean Penn
Produktionsår: 2013
Længde: 115 min.
Land: USA
Sprog: Engelsk
Genre:
Komedie, Drama
Links: Officiel hjemmeside, IMDb
Censur: 7 år
I biografen: 25/12-2013
På DVD: 01/05-2014
På Blu-ray: 01/05-2014
Bio-distributør: 20th Century Fox
DVD-distributør: Fox-Paramount

Dato: 22. December 2013   Af: Johan Albrechtsen (The Insider) - Skriv din mening i forummet

Smuk som en drøm

"The Secret Life of Walter Mitty" er baseret på James Thurbers novelle af samme navn fra 1939, der første gang blev filmatiseret tilbage i 1947 ("Alle tiders helt" lød den fjollede danske titel). Men i udgangspunktet er der ikke meget helt over Ben Stillers karakter i en historie, der er blevet fortalt og genfortalt talløse gange. Den fortærskede fortælling om en ensom, stille stodder, der har levet hele sit liv efter bogen og aldrig har taget nogen chancer, men som så pludseligt får en tærende trang til at slippe sin indre vovehals fri og få en ordentlig én på opleveren.


Foto: 20th Century Fox


Men når nu "The Secret Life of Walter Mitty" indrømmet er en anelse corny og samtidig har en vild verdensrejse som omdrejningspunkt, så tillader jeg lige mig selv et corny mundheld: Selvom vi godt kender destinationen, så er det ofte rejsen dertil, der tæller, og hvilken rejse! En visuelt overdådig odyssé, der tager os hele vejen fra USA's stilfulde skyskrabere over Grønlands bodegaer til Himalayas svimlende bjergtoppe – alt sammen fanget i skiftevis majestætiske panoramabilleder og dejligt dvælende nærbilleder, der alle er lige til at hænge op på væggen. Hvem i alverden havde forestillet sig, at sikkerhedsvagten i "Nat på museet" havde en så billedskøn film i sig som filmmager?

Imellem rejsemålene får Stiller også besøgt en kæmpe fiskekutter, sprunget ud af en helikopter, leget backpacker med stærkt spirituelle asiater og tæsket en haj med næverne. Jøsses! Med så mange steder og oplevelser på dagsordenen er det oplagt at formode (og frygte), at "The Secret Life of Walter Mitty" er en overfladisk stiløvelse, der har så travlt med at nå fra A til B til Z, at både plot og personer bliver alvorligt forsømt. Men Walter Mitty, Ben Stillers introverte hverdagshelt, overskygges aldrig af de spektakulære kunststykker, der i øvrigt alle er med til at drive historien fremad og gøre os klogere på Mittys voksende vovemod.


Foto: 20th Century Fox


Og så gør det heller ikke noget, at sekvenserne oftest får nerverne eller lattermusklerne til at sitre. En konfrontation med en temperamentsfuld vulkan og en skateboard-tur ned ad en stejl, islandsk bakke tvinger virkelig pulsen i vejret, mens et kort besøg på en grønlandsk bar er en af filmens mange humoristiske højdepunkter, hvor den klokkeklare kontrast mellem den pæne, amerikanske turist og de fordrukne, indfødte stamkunder simpelthen er så ejendommelig, at man ikke kan undgå at le. Højlydt.

Filmen høster dog sine største grin under Mittys mange skrupskøre dagdrømme – dem, som "det hemmelige liv" i titlen refererer til. Her forestiller Mitty sig, at han smadrer sin nye, koldblodige chef i et storslået slagsmål på downtown Manhattan, at han er en fotogen bjergbestiger med dundrende sexappeal eller et heroisk stykke mandfolk, som hans søde kollega på Life magazine, Cheryl (Kristen Wiig, der slår store gnister med Stiller), kunne finde på at date. Men da Witty forlægger et vigtigt negativ, beslutter han sig for endelig at udleve drømmene og tage på sit livs rejse for at finde den flyvske fotograf bag det forsvundne billede. En fotograf spillet af en vidunderligt og usædvanligt tilbagelænet Sean Penn.


Foto: 20th Century Fox


Vurdering: Secret Life of Walter Mitty, The

Drømmesekvenserne er enormt opfindsomme og muntre intermezzoer, der harmonerer forbavsende godt med resten af filmens ellers overvejende seriøse scener. Og gudskelov underminerer Stiller aldrig Mittys spirende selverkendelse og selvtillid ved at så tvivl om, hvorvidt der egentlig er tale om én lang drøm eller den skinbarlige sandhed.

Det er måske nok en film om en rejse på tværs af flere kontinenter, men det er først og fremmest en fortælling om én mands indre rejse – en emotionel ekspedition kickstartet af kærligheden, som Stiller får os til at hægte os fast i med en fysisk mådeholden, men følelsesmæssigt spillevende præstation, der aldrig klinger falsk - ligesom det vidunderlige score, som byder på himmelsk guitarspil af svenske José González (ham fra Sony-reklamen med hoppeboldene). I denne iskolde juletid er der næppe nogen anden film, der vil varme dig lige så meget op i biografmørket.

Se også: Filmz TV til gallapremiere på "The Secret Life of Walter Mitty"



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Gennemsnit: 4.93 (15 stemmer)