Sprælske rullesten

Martin Scorseses “Shine a Light”, der omhandler The Rolling Stones, er blevet kaldt for en dokumentar, og før filmens udgivelse konstaterede instruktøren, at han ville ”vise sider af det legendariske rockband, som ingen før har set.” Store ord, eftersom The Rolling Stones er blevet diskuteret og dissekeret i adskillige artikler, tv-udsendelser og film. I samarbejde med flere af verdens førende fotografer og bandet selv har Scorsese lavet en visuelt og auditivt fornøjelig film om en koncert, bandet afholdt i efteråret 2006. Men det, Scorsese ikke har lavet, er en film, der efterkommer filmmagerens tårnhøje standarder eller giver os en klarere idé om, hvem Ronnie Wood, Charlie Watts, Keith Richards og Mick Jagger er, og hvorfor de egentlig gør det, de gør.

“Shine a Light” kan altså kun med nød og næppe kaldes for en dokumentar. Desværre, må man nok erkende, for Scorsese virker ellers som den ideelle mand til at lave den definitive film om det udødelige band, som han og utallige andre fans har tilbedt i generationer. Ganske vist er det muntert at se gruppen slå gækken løs på scenen, og man mærker tydeligt, at Oscar-belønnede fotografer som John Toll og Robert Elswit har befundet sig bag kameralinserne. Men savnede verden virkelig endnu et par timers optagelser af de aldrende spillemænd i aktion? Fans vil sandsynligvis nyde at se firkløveret, der sammenlagt er 257 år gammelt, arbejde deres respektive røve i laser. Men uindviede seere vil næppe indse, hvorfor The Rolling Stones stadigvæk er så populære.

Den lange koncert i New Yorks Beacon Theater bliver suppleret af fåtallige gamle interviews med de forskellige bandmedlemmer samt få minutters optagelser fra forberedelserne til koncerten. Arkivklippene er ganske interessante, men også en anelse overfladiske og ensartede. Vi får jævnligt understreget, hvor forbløffende det er, at The Rolling Stones stadigvæk eksisterer, men det er ikke noget, man behøver at få gentaget. Flere af hændelserne i scenerne før koncertens begyndelse føles også enten overdrevne eller decideret iscenesatte i et forsøg på at indskyde tiltrængt drama.

Adskillige sekvenser bliver eksempelvis brugt på at fremhæve, hvor ubeskriveligt problematisk det er, at musiknumrenes rækkefølge er ukendt indtil næsten sidste øjeblik. For et band, der har ry for at skide højt og flot på regelsæt og mådeholdenhed, virker The Rolling Stones forbavsende fredsommelige. Vi får ej heller særligt indblik i bandets opståen, udvikling eller fremtidige planer. Men der forekommer flere sjove øjeblikke og stærkt fascinerende momenter. Scorsese, der desværre kun optræder i få minutter, er forfriskende sarkastisk og sprælsk som altid, og især en kort samtale mellem instruktøren og en unavngiven tekniker om teatersalens kraftige lys fryder.

Men det er afgjort musikken, der er filmens største force. Nogle fans vil måske også mene, at gruppens imponerende entusiasme undervejs understreger årsagen bag bandets levedygtighed bedre, end timevis af intime interviews nogensinde ville kunne. Mick Jagger bruger så megen energi på at løbe, hoppe, danse og skråle på scenen, at man udmærket forstår, hvorfor han efterhånden ligner en anorektisk skolepige. Og mens Charlie Watts som sædvanligt minder om en statue bag trommerne, giver Keith Richards og Ron Wood den gas på deres strenginstrumenter med manér.

Visse sange lyder bedre end andre. En nervøs gæsteoptræden af Jack White er lige til glemmebogen, mens blueslegenden Buddy Guy derimod brillerer under opførelsen af “Champagne & Reefer”. Hele seancen varer knap to timer, så der bliver god tid til både forglemmelige intermezzoer og forførende hits som “Satisfaction” og “As Tears Go By”. Det gennemsnitlige niveau er højt nok til at gøre “Shine a Light” til en alt i alt gemytlig oplevelse for fans, men alle andre bør i stedet bruge sparepengene på film omhandlende bands, de vitterligt dyrker.

Video

Præsenteret i 1.77:1 anamorphic widescreen-format. Før selve koncerten går i gang, lægger filmen ud med en masse sort/hvid-optagelser. Under visse af disse sekvenser er komprimeringen ikke helt optimal, hvorfor gryn til tider kommer til at ligne utilsigtet støj. Til gengæld er kontrastgengivelsen fornem, billedet er skarpt hele vejen igennem, og koncertoptagelserne ser fantastiske ud. Farverne er kraftige og bløder aldrig, temperaturen er stabil, udtværing forekommer ekstremt sjældent, og der dukker aldrig glorier op. De gamle arkivoptagelser, som vises undervejs, ser naturligvis ikke helt lige så godt ud som resten af filmen, men andet havde også været mærkeligt.

Audio

Ganske vist er det heldigt, at “Shine a Light” ser godt ud på dvd, men det er naturligvis vigtigst, at filmen lyder godt, og det gør den gudskelov også. Både et DTS 5.1-mix og et Dolby Digital 5.1-lydspor medfølger, og DTS-sporets større dynamikområde (både dybe og høje toner kommer undertiden mærkbart klarere igennem end på DD5.1-lydsporet) gør det til skivens bedste. Lyden af musikinstrumenter og skrigende tilskuere optræder i hver eneste højtaler, men lydsiden er overordentlig godt mixet, således at man ikke blot føler sig bombarderet af lyde, men derimod fysisk til stede i teatersalen. Subwooferen er praktisk talt aktiv fra start til slut, men det føles aldrig, som om LFE-kanalen misbruges for blot at styrke lydsidens slagkraft.

Ekstramateriale

Et trailershow begynder, så snart skiven er blevet lagt i afspilleren. Det byder på klip fra “Funny Games”, “The Flock”, “Never Back Down” og “Diary of the Dead”. Fire ekstra numre fra koncerten (16 min.) og en (desværre ekstremt kort) featurette (15 min.), der byder på flere gamle arkivoptagelser og klip fra før arrangementet, medfølger også. Man savner i øvrigt virkelig en oversigt over kapitlerne på menuen.