Solaris (1972)

InstruktionAndrei Tarkovsky

MedvirkendeSos Sargsyan, Valentina Sumenova, V. Statsinsky, Bagrat Oganesyan, Aleksandr Misharin, Tatyana Malykh, Vitalik Kerdimun, Georgi Tejkh, Yulian Semyonov, Natalya Bondarchuk, Tamara Ogorodnikova, Olga Kizilova, Olga Barnet, Anatoli Solonitsyn, Nikolai Grinko, Vladislav Dvorzhetsky, Jüri Järvet, Donatas Banionis

Længde165 min

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Drama, Drama

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Solaris

4 6
Videnskab og lidenskabScience fiction har gang på gang vist sig at være den af alle filmhistoriens mangfoldige genrer, som giver alverdens fortællere bedst mulighed for at kommunikere nøjagtig, hvad de vil. Naturligvis findes der forfattere og filmmagere, som først og fremmest benytter sig af genren, fordi de bare vil fortælle trivielle fortællinger om rumvæsner og rumskibe. Men løsrevet fra virkelighedens realiteter og de fleste genrers restriktive konventioner har pionerer som Jules Verne, Philip K. Dick, Gene Roddenberry, Ronald D. Moore og Andrei Tarkovsky skabt hele universer og fortællinger, der på elegant vis har belyst facetter af menneskets natur og kaotiske verden. Facetter, som andre genrers forfattere derimod sjældent har turdet eller magtet at berette om.
Få forstod science fiction-genrens egenskaber bedre end Tarkovsky, hvis film “Solaris” fra 1972 stadigvæk rangerer blandt genrens mest eftertænksomme og stemningsfulde bedrifter. Filmen er baseret på polske Stanisław Lems roman, der er opkaldt efter fortællingens omdrejningspunkt: den fiktive planet Solaris. Psykologen Kris Kelvin drager til rumstationen placeret over Solaris’ overflade for at undersøge forholdene efter en kosmonauts mystiske død. Han finder to levende, nærmest neurotiske kosmonauter. Stedets tredje forsker og Kelvins gode ven, Dr. Gibarian, har dræbt sig selv, fordi han angiveligt led af uhelbredelige depressioner. Stationens lokaler og gange er fyldt med smadret inventar.

Men det er først, da den chokerede Kelvin begynder at høre mærkværdige lyde og se omvandrende levende væsner, som ikke burde eksistere, at situationens ramme alvor går op for psykologen. Og pludselig står hans kone, som dræbte sig selv syv år tidligere, over for ham. Solaris’ utilregnelige og uforklarlige hav har det med at tvinge menneskene til at manifestere og dermed konfrontere deres livs værste mareridt og deres egen nagende samvittighed. Og dermed er startskuddet gået til en af filmhistoriens mest foruroligende og fængslende terapisessioner.

Tarkovsky, der døde som 54-årig af lungekræft, var mere eller mindre uden sidestykke, når det drejede sig om at pirre sanserne via filmmediets visuelle og auditive virkemidler, og æstetisk er “Solaris” ægte Tarkovsky. De fantastiske og klaustrofobiske futuristiske kulisser… den hypnotiske lydside… Eduard Artemyevs uforglemmelige, disharmoniske musik… de perfekte billedbeskæringer, som øjeblikkeligt kickstarter fantasien…

“Solaris” bruger lidt for lang tid på at komme op i omdrejninger, og adskillige minutter kunne snildt være blevet sakset fra den del af filmen, der optræder, før Kris’ rejse påbegyndes. Yderst sjældent kan filmen virke en smule prætentiøs, når karaktererne lige lovlig spontant bryder ud i længerevarende diskussioner om den menneskelige eksistens. Som regel føles personernes filosofiske debatter dog naturlige og naturligt opstående. Og så snart Kris begiver sig ombord på rumstationen, opsluges man omgående af figurernes dragende dialoger og den uforudsigelige, metafysiske fortælling, der egentlig mest af alt handler om moral, tilgivelse og kærlighed.

Nøjagtig ligesom Steven Soderberghs oversete og undervurderede genindspilning fra 2002 behandler Tarkovskys “Solaris” store temaer på storslåede kulisser, men føles trods alt overordentlig intim. Forfatteren Lem var stærkt utilfreds med filmatiseringen af sin roman, som polakken anså som alt for karakterdrevet og uteknisk. Men “Solaris” er netop så stærk, fordi den fokuserer så kraftigt på figurerne og deres strabadser i stedet for deres farverige omgivelser.

En del af æren bør selvsagt tilskrives det ufejlbarlige ensemble. Donatas Banionis er mageløs som den resolutte Kris, hvis professionelle, frosne facade nedbrydes totalt af hans kones uventede tilbagekomst. Det er især fornøjeligt at se, hvordan Banionis ved hjælp af simpel gestikulation gør karakteren så menneskelig, at dramaet som helhed bliver mere vedkommende og troværdigt. Hvor ofte ser man en hovedfigur falde, fordi han har glemt noget så banalt som at binde snørebåndene? Natalya Bondarchuk er lige så god som Kris’ bedårende hustru – en tragisk skikkelse, der efterfølgende (ligesom filmen) plager ens tanker i dagevis.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Transferet er noget af en blandet landhandel. Billedet er skiftevis skarpt og lettere blødt, men dog aldrig så sløret, at man irriteres. Farverne er ofte lidt for matte, og farvetemperaturen har det med at svinge en smule under visse scener, men kontrasten er forholdsvis solid. Edge-enhancement optræder yderst sjældent, og for en snart 40 år gammel film at være ser “Solaris” forbavsende pletfri ud. Naturligvis optræder der lidt støj og snavs, men ikke i et direkte uacceptabelt omfang.
AudioDiscen indeholder et hæderligt Dolby Digital 5.1-remix, som dog ikke er nær så overrumplende som det, der fulgte med Another World Entertainments udgivelse af “Spejlet”. Generelt er sporet godt til ikke at bombardere seeren med lydeffekter, hvilket ikke havde gået godt i spænd med filmens tilsigtede udtryk. De eftersynkroniserede replikker er tydelige og plages yderst sjældent af overstyring. Den diplomatiske udnyttelse af LFE-kanalen er prisværdig, men visse panoreringer føles åbenlyse, og baghøjtalerne er undertiden lidt for aggressive – såsom da en bil parkerer på en bro tidligt i filmen, og lyden af automobilen, som er forholdsvis langt væk fra seeren, virkelig gør sig bemærket. Et russisk mono-spor er også inkluderet.
EkstramaterialeTo interviews er inkluderet på discen. Det ene er et lynhurtigt interview med Tarkovskys søster, Marina Tarkovskaya (2 min.), som ikke når andet end at lovprise sin brors engagement. Det andet interview er med skuespillerinden Natalya Bondarchuk (6 min.), som leverer et par ganske morsomme anekdoter fra optagelserne, men hendes interview måtte også gerne have været meget længere. “Master from the Town” (11 min.) er en lidt spøjs og rodet, men fascinerende dokumentar om skuespilleren Donatas Banionis. Et interessant, men desværre utekstet uddrag fra den russiske science fiction-film “Investigation of Pilot Pirks” (8 min.) er også inkluderet. Derudover medfølger et lille hæfte, en række produktionsbilleder og trailers til Tarkovsky-filmene “Solaris”, “Spejlet”, “Den yderste dom” og “Vandringsmanden”.

For alle, der sætter pris på udfordrende og tankevækkende science fiction, er Andrei Tarkovskys “Solaris” simpelthen et must. Denne russiske genreklassiker, der kun yderst sjældent føles langsommelig og prætentiøs, stiller store spørgsmål og lader det heldigvis være op til seeren at mønstre svarene. Transferet er ikke ligefrem fantastisk, men trods alt hæderligt, og lydsporet er ganske godt. Der medfølger ikke meget ekstramateriale, men det, som skiven indeholder, vil formentlig fornøje de fleste Tarkovsky-fans.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

En psykolog sendes til en rumstation, som er i kredsløb omkring planeten Solaris. To andre videnskabsmænd på stationen fortæller psykologen, at der sker mystiske ting på rumskibet, og at planetens besynderlige hav har en helt særlig evne til at manifestere deres fantasier i virkelighedens verden.