Komisk time-out

Med de to fantastiske collagefilm “Mod muren” og “På himlens kant” har Fatih Akin skabt sig et navn og et sæt forventninger, der forpligter lidt udover det sædvanlige. Til trods for hans erklærede foragt for Quentin Tarantinos voldsmættede film – som han kalder fascistoide – så minder Akins fragmenterede fortælleform, hvor starten ikke nødvendigvis kommer før slutningen, ironisk nok om selvsamme Tarantinos karakteristiske form. Dette stilvalg er for en stund lagt på hylden sammen med de gravalvorlige temaer i Akins nye og let humoristiske “Soul Kitchen”.

Vanen tro hos Akin møder vi en person, der er fremmed i sit eget land. Denne gang bare ikke en tysk-tyrker, men derimod græsketniske Zinos, der kun har sin snuskede restaurant – hvor alt serveres frituredryppende i flødesovs – tilbage, idet den blonde kæreste Nadine har takket ja til drømmejobbet i Kina. Zinos får dog sat skik på stedet, der med hjælp fra en fyret stjernekok og smækre soulrytmer får gjort Soul Kitchen urbant hipt i en grad, så kunderne strømmer til, og både fødevareinspektionen og skattevæsnet er tilfredse. Problemfrit er restauranteventyret dog langt fra, da Nadine ultimativt ønsker Zinos til Kina. Men tør man overlade successtedet til den prøveløsladte bror Illias samtidig med, at storkapitalisten Neumann ønsker at opkøbe stedet for at skifte soulmaden ud med parkeringspladser?

Fatih Akin har selv udtalt om “Soul Kitchen”, at den er et stykke restitution ovenpå de besk alvorlige succesfilm – et frikvarter inden han igen laver en film om livets store temaer, som han tidligere har gjort det så eminent. Det er præcis også sådan, “Soul Kitchen” opleves. Som et middelmådigt intermezzo før det igen forhåbentlig går løs. Lidt som brødrene Coens “Burn After Reading” ovenpå deres tungt mesterlige “No Country for Old Men”. En let tyggegummiboblefilm, som Fatih Akin kun har fået lov til at lave – og sikkert hygget sig med – fordi hans bagkatalog er så imponerende, som tilfældet er.

Filmens humoristiske side er lagt i hænderne på en traditionel slapstick-formel, hvor Akin ikke gør det decideret dårligt, men det er bestemt ikke hans rette element. Zinos bliver forholdsvist tidligt udstyret med en diskusprolaps, som han ikke har råd til at få behandlet i det tyske forsikringssundhedsvæsen. Denne ryglidelse trækkes Zinos så med filmen igennem for at give de alt for mange lidt ligegyldige scener et komisk præg, men den græske Chaplin er som oftest mere pinagtig frem for grinagtig.

Pinagtig er filmens to karikerede skurke ligeså. Begge blonde og dybt utroværdige. Kæresten Nadine virker nærmest hysterisk i sit krav om, at Zinos skal forlade sin elskede restaurant, og man undres ikke så lidt over, hvordan han nogensinde har kunnet holde af denne ariske hystade. Endnu mere karikeret og primært symbolsk tyk er den Hitler-jugend-lignende storkapitalist Neumann, der i et forsøg fra Akin på at strø lidt samfundskritik over den ellers ganske charmerende lette, men også forudsigelige soulfilm i bogstaveligste forstand knepper skattevæsnet. Sekvensen er hverken sjov eller subtil, hvilket meget godt beskriver filmen som et hele, der minder om en sjælløs pendant til “Blinkende lygter”.