Sugarland Express, The

InstruktionSteven Spielberg

MedvirkendeGoldie Hawn, Ben Johnson, Michael Sacks, William Atherton, Gregory Walcott, R, Louise Latham, Harrison Zanuck, A.L. Camp, Jessie Lee Fulton, Dean Smith, Ted Grossman, Bill Thurman, Kenneth Hudgins, Buster Danials

Længde110 min

GenreDrama, Drama

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Sugarland Express, The

3 6
FilmenEfter “Duel” begyndte filmindustrien pludselig at få øjnene op for Steven Spielbergs talent. Han havde tidligere kun lavet TV, men fik nu muligheden for at lave sin første “rigtige” spillefilm. Resultatet blev “Sugarland Express”, en udmærket lille film, der nu er kommet på DVD.
“Sugarland Express” er baseret på en sand historie om ægteparret Lou Jean og Clovis Poplin, der kidnappede en Texas State Trooper for at køre tværs over staten Texas for at hente deres børn hos Lou Jeans mor. I filmen er omstændighederne en smule anderledes: Lou og Clovis’ søn, Langston, er blevet bortadopteret til en familie i Sugarland, fordi de to er blevet erklæret uegnede som forældre.

Lou Jean er netop kommet ud af fængslet og Clovis er der stadig da filmen tager sin begyndelse. Lou Jean besøger Clovis i fængslet og fortæller, at deres barn er blevet bortadopteret og at de må gøre noget. Hun har planlagt, at Clovis skal flygte fra det åbne fængsel og hjælpe hende med at skaffe Langston tilbage. Clovis, der kun har fire måneder tilbage, nægter men Lou Jean anvender både salte tårer og sin kvindelighed til at overtale ham. Clovis slipper væk uden problemer, og de to kidnapper en Texas State Trooper ved navn Maxwell Slide, der skal køre dem til Sugarland hvor Langston befinder sig. Undervejs jagtes de af en hær af politifolk og hjemmeværnsfolk, imens Texas’ beboere gribes af deres mission og støtter op om dem.

Historien er som så en typisk ‘underdog’ historie, for der er ingen tvivl om, at Lou Jean og Clovis er oppe imod en overmagt de ikke har en jordisk chance for at vinde over. Det tragiske i historien er, at ingen af dem indser dette i løbet af filmen. De er begge to naive og blåøjede og tror faktisk på, at de har en chance for at få deres barn igen… og det får konsekvenser. Filmen har ikke nogen sukkersød konklusion som man måske kunne forvente og det tilføjer et ekstra aspekt til filmens plot.

En anden ting der er med til at give filmen lidt mere bid, er den grad af samfundskritik som Spielberg har lagt ind i filmen. Politiets lyst til at ty til vold for at løse situationen opstår flere gange i filmen. Enkelte betjente går så vidt som at tage sagen i egen hånd, på trods af, at de har fået ordre til at lade være. Der skydes også med skarpt efter USA’s hjemmeværn i form af en grotesk sekvens, hvor to af deres medlemmer i deres forsøg på at dræbe Lou Jean og Clovis, pløkker en hel bilhandel i stykker. Alt imens de hujer og morer sig over den megen ødelæggelse.

Filmens ubetingede stjerne er Goldie Hawn, der spiller rollen som den naive Lou Jean Poplin. Hun er hele omdrejningspunktet i historien og hun manipulerer med alt og alle hun kommer i nærheden af for at få sin vilje. Til gengæld er hun absolut blottet for virkelighedssans. Hawn spiller rollen til perfektion.

Clovis Poplin spilles af William Atherton, der som regel spiller rollen som det dumme svin, som fx. i “Die Hard” og “Ghostbusters”. Her spiller han tøffelhelten, der i hver scene styres af sin kone og hendes brændende ønske om, at få sit barn tilbage. Atherton spiller godt i rollen og det er rart at se, at han også kan spille noget andet end det han efterhånden er blevet typecastet til.

Rollen som den uheldige Texas State Trooper Maxwell Slide er flot portrætteret af Michael Sacks. Maxwell indser naturligvis hvad de to er oppe imod og prøver derfor at tale fornuft ind i de to kidnappere. Han taler mere eller mindre for døve øren. I løbet af filmen bliver han offer for Stockholm syndromet og får medlidenhed med de to.

Ben Johnson spiller politikaptajn Harlin Tanner, der i filmen står midt imellem to stole. På den ene side indser han, at han har med to naive unger, der gør hvad de gør af desperation, at gøre. Han føler uden tvivl med dem og forsøger at løse situationen uden at bruge vold. På den anden side skal han opretholde loven og redde sin kollega… Johnson spiller rigtig godt og scenen hvor han må vælge hvilket stol han skal sidde på repræsenterer det godt.

“Sugarland Express” har visse ligheder med Spielbergs første film, eftersom de begge er roadmovies. Spielbergs arbejde i “Duel” med at filme bilscener og biljagter kommer uden tvivl “Sugarland Express” til gode. De to film har samme stil og man forventer næsten, at se en rød bil og en rusten lastbil overhale Lou Jean og Clovis hvert øjeblik det skal være.

“Sugarland Express” er en ganske interessant film, bl.a. fordi det er en af Spielbergs allerførste. Rent historiemæssigt er den forholdsvis lige ud af landevejen, med undtagelse af nogle få samfundskritiske elementer. På skuespillersiden leveres der nogle rigtig flotte præstationer, specielt af Goldie Hawn. Det gode skuespil er den bedste grund til at se filmen.

VideoFilmen udgives i Anamorphic Widescreen, 2.35:1 Aspect Ratio. Filmen er fra 1974 og det kan man naturligvis se på billedsiden. Der er varierende grad af grums på filmen, hvilket skifter lidt fra scene til scene. Der er nogen billed-artefakter, men det er ikke så slemt som man kunne have frygtet. Detaljegraden er oftest ganske ok, selv om visse scener er fnidrede og uklare. Generelt kan man dog sige, at det er acceptabelt for en film fra den tid.
AudioHer er der Dolby Surround 2.0 på engelsk og russisk. Der er i sagens natur ikke meget surround eller subwoofer action. Lyden fra fronthøjtalerne er dog ren og tydelig.
EkstramaterialeDer er intet ekstramateriale på udgivelsen.

Spielbergs første spillefilm er en ganske udmærket film. Selve udgivelsen lader dog noget tilbage at ønske både rent teknisk og mht. ekstramaterialet. Skal man købe den, skal det være udelukkende for filmens skyld.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

“The Sugarland Express” er baseret på den sande historie om Lou Jean Poplin, der kidnappede en Texas State Trooper og førte politiet på en vild jagt tværs igennem Texas for at redde sin søn fra at blive bortadopteret.