Ensomhed, depression og isolation

Som denne anmelder også konstaterede i sin anmeldelse af Super 16-midtvejsfilmene fra 2007: Selvom Super 16-filmuddannelsen langtfra er lige så kendt som den, der foregår på hovedstadens internationalt beundrede filmskole, så betyder det bestemt ikke, at den er mindre værdifuld. Flere af branchens mest succesrige kunstnere har haft med Super 16 at gøre. Foretagendets 5. årgang har netop afrundet produktionen af deres midtvejsfilm. Alle syv af slagsen er produceret og instrueret af uddannelsens elever og vises i Dagmar i København 4. juni. Mere information om det gratis arrangementet kan findes på www.super16.dk

“Megaheavy” er et herligt portræt af en lille indadvendt pige, hvis udseende og mimik får hende til at fremstå som en kvindelig Napoleon Dynamite. Eva Thompson er fantastisk som den 14-årige Jolly, hvis forbeholdne, gakkede holdning står i skærende kontrast til hendes forkærlighed for den mest frembrusende af alle musikgenrer: Dødsmetal. En af nøglescenerne, en tidlig og foruroligende sexscene, ødelægges dog lidt af bizart skuespil og overgearet underlægningsmusik, som får sekvensen til at fremstå ufrivilligt komisk. Æstetisk er det langtfra den mest imponerende af de syv film (lydsiden virker decideret ufærdig), men det er uden tvivl en af de mest interessante – et sobert ungdomsdrama om spirende seksualitet og (ikke mindst) musikkens forunderlige væsen.

“2-45” omhandler også nogle yderst særprægede eksistenser – nærmere bestemt en nattevagt og en gådefuld kvinde, der mødes på et mørkelagt museum og dernæst kører rundt om natten, mens de lærer hinanden bedre at kende. Det er sandsynligvis den flotteste af midtvejsfilmene. Sekvensen, hvor det umage par spæner rundt i sneen i slowmotion, er simpelthen bjergtagende. Filmen er da også meget sød, og skuespillerne har en god kemi. Men “2-45” er til tider så aparte, at man ender med at beundre filmen snarere end at engagere sig i karakterernes skæbner. Der er dog ingen tvivl om, at instruktør Mads Nygaard Hemmingsen (som er blevet assisteret af de dygtige computereffektmagere hos Ghost) har en god forståelse for filmmediets virkemidler.

Mere prætentiøs, men mindre underholdende er “Dagen efter” – en billedskøn og auditivt imponerende, men følelseskold stiløvelse. Filmen er spækket med underlige, underfundige lyde samt adskillige umotiverede slowmotionbilleder og flashbacks. Man har for travlt med at samle historiens mange puslespilsbrikker til at føle en døjt for de overfladiske karakterer, og det sammensatte puslespil er på ingen måde tilfredsstillende.

“Heart of Mine” er den eneste dokumentar blandt de syv produktioner. Emnet lyder umiddelbart ikke voldsomt tiltalende: Seancen omhandler en gruppe mænd, som af forskellige årsager opsøger arbejde i en afsides, australsk mineby. Fælles for alle mændene er, at de også tager imod tjansen for at undslippe noget i fortiden – et uønsket familieliv, en monoton hverdag, en utro hustru… Camilla Magid og Malthe Kochs dokumentar starter lidt sløvt, men forvandler sig langsomt til et enormt fascinerende og indimellem hjerteskærende studium i ensomhed og isolation.

“Huset overfor” er en sød lille historie om to vidt forskellige børns venskab, som sættes på prøve. Den ene knægt er en introvert nørd (understreget af hans eksotiske dvd-samling, der formentlig afspejler instruktør Ask Hasselbalchs personlige smag), mens den anden er en rapkæftet drillenisse. De to børneskuespillere er nogenlunde, og samspillet mellem dem og deres fiktive alter egoer er ofte muntert. Men da filmen udvikler sig til en semiseriøs gyser, formår de to knægte ikke at udtrykke troværdig angst, og deres manglende frygt smitter af på tilskueren. Filmen er indimellem ganske stemningsfuld – især Simon Ravns musik og billedsiden imponerer. Men musikken er ofte så storladen, og lyden så insisterende, at uhyggen svækkes yderligere. Og den sidste scene virker ikke blot underligt sentimental ovenpå fortællingens kyniske klimaks, men også stærkt overflødig.

Med en spilletid på omtrent 30 minutter er “Dinosaurs Will Die” den klart længste af filmene, og det er også den mest traditionelle. Behrouz Bigdelis melodrama beretter om produktionen af det allersidste afsnit af et fiktivt talkshow, hvis aldrende vært overvejer at runde episoden af med et helt særligt, blodigt indslag. Det er en ganske velspillet og velproduceret film. Der er ikke mange overraskelser undervejs, men derimod en hel del overflødige dialoger og karakterer, og slutningen er et antiklimaks.