Ted

InstruktionSeth MacFarlane

MedvirkendeSeth MacFarlane, Mark Wahlberg, Mila Kunis, Giovanni Ribisi, Laura Vandervoort, Joel McHale, Bill Smitrovich, Matt Walsh, Bretton Manley, Alex Borstein

Længde106 min

GenreKomedie, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen06/09/2012

Anmeldelse

Ted

3 6
Ikke politisk ukorrekt

Der er en hårfin grænse mellem at være politisk ukorrekt og så bare at være grov og ubehagelig. Nogle gange balancerer en film ikke helt sikkert på den skillelinje, men man kan alligevel tilgive den, fordi man sidder med følelsen af, at filmmagerne havde stilet efter en velmenende politisk ukorrekthed. Men Seth MacFarlanes spillefilmsdebut, “Ted” lader ikke til på noget tidspunkt at have haft noget sobert (endsige sympatisk) ærinde med sin sexistiske portrættering af kvinder, sine racistiske undertoner eller sine utallige nedladende jokes og hånlige attitude over for socialt afvigende.

Plottet er skåret efter en særdeles genkendelig komedieskabelon. John (Mark Wahlberg) er i en alder af 35 år stadig en umoden knægt, der hænger for meget ud med sin bedste ven, som er endnu mere umoden. Derfor går det ikke godt mellem John og hans kæreste, hvis navn er ligegyldigt, da hun ikke er en karakter, men blot et redskab for vores mandlige protagonists personlige udvikling, og hun bliver desuden spillet af Mila Kunis, for hun er jo 12 år yngre end Wahlberg og guf for det mandlige publikums nethinder. Og, nå ja, og så er vennen i øvrigt en levende bamse ved navn Ted.

Herefter følger filmen sin genres konventioner til punkt og prikke. Der er momentvis en sjov kommentar eller to, men det helt store grin mønstrede denne anmelder i hvert fald aldrig. Specielt fordi chokerende mange af filmens jokes er bygget op omkring hånlige kommentarer om folk, der måske er tykke, måske ikke så pæne eller måske lidt underlige. Er det bare mig, eller skal der ikke mere til for at gøre en joke sjov, end at den går ud over en homoseksuel?

Og nu vi er ved det, hvorfor har alle karaktererne så travlt med at afvise, at de skulle være homoseksuelle? Jeg ved, MacFarlane støtter homoseksuelles rettigheder, men i “Ted” bruger han forbavsende lang tid på at lade hvide, heteroseksuelle mænd og bamser gøre grin med mandlig kærlighed. Samtidig er alle kvinder i MacFarlanes fantasiverden åleslanke supermodeller, der kaster sig over hvad som helst, der opfører sig upassende. Medmindre de er her til at guide vores mandlige douchebag af en hovedperson gennem livets svære valg. ”Ohh, skal jeg blive på arbejdet eller tage hjem og ryge pot med min bamse?”

Men okay… på trods af et halvdårligt manuskript, halvdårlig instruktion og halvdårligt skuespil (når der ikke er tale om enten Wahlberg eller MacFarlane selv) så er “Ted” sikkert meget sjov, hvis man ikke lader sig blive irriteret eller vred over den nedladende tone, der gennemsyrer de fleste jokes. En socialt akavet og tyk knægt bliver kaldt Susan Boyle i en situationen, hvor vi virkelig skal holde med Ted og synes, at drengen er ond, men det er altså svært ikke at lade sig fornærme af, hvor usympatisk det hele fremstår.

“Ted” er en kold og grov film, der desværre aldrig kompenserer for dens forudsigelige fortælling med noget på hjerte eller mindeværdige morsomheder. I denne anmelders øjne havde filmen intet hjerte, og komikken hæver sig sjældent over at lade usympatiske personer opføre sig usympatisk. Det kan sagtens fungere, men i “Ted” virker det bare ikke, som om nogen overhovedet er klar over, hvor ubehageligt det hele egentlig er. Derfor kommer filmen bare til at fremstå hjernedød, ubetænksom og en smule hadsk, og så er det altså svært at grine med.
Video

“Ted” fremstår flot på Blu-ray med et billede, der er knivskarpt, kontraster, der til tider er forbløffende gode, og en detaljerigdom, der generelt også er flot. Der forekommer ingen edge-enhancement, og farverne er for det meste meget naturtro, selvom temperaturen virker lidt for lav i enkelte scener. Selvom der er imponerende mange detaljer at spotte i den godt animerede bamse, så savner man dog alligevel et lidt mere overvældende indtryk i flere nærbilleder, hvor ansigtstrækkene godt kunne have været tydeligere. Men alt i alt står “Ted” virkelig flot – specielt i panoreringer og totalbilleder.

Audio

“Ted” kommer med et DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor, og det er ikke videre imponerende. I de mere actionprægede slutscener tages alle højtalerne også i brug, ligesom subwooferen rumler godt (blandt andet larmer visse lynnedslag dejligt kraftigt!). Men generelt gøres der simpelthen ikke nok ud af at skabe et inddragende lydbillede, hvilket ellers kunne have skabt en bedre fornemmelse af rumlighed. Dog går alle replikker klart igennem, og der er ingen støj, så lydsporet er for så vidt fint nok – det er bare lidt kedeligt.

Ekstramateriale

Der følger cirka en times ekstramateriale med. Her er en række slettede scener, som nok skal fremprovokere en del grin, hvis man også fandt selve filmen underholdende, og her er også en bunke fraklip, som til gengæld ikke er sjove, samt nogle “making of”-videoer. Disse korte dokumentarer er faktisk ret informative og godt sat sammen, og på trods af den korte spilletid så sikrer et godt fokus, at de faktisk er seværdige. Det store scoop er naturligvis kommentarsporet med Mark Wahlberg og Seth MacFarlane, og det hører bestemt til blandt de bedre! Hvis man er fan af Family Guy-skaberen, så er der adskillige guldkorn og fun facts at hente her, så alt i alt viser ekstramaterialet sig faktisk at være ganske udmærket!

“Ted” fungerer sikkert for mange, og der skal da heller ikke herske tvivl om, at MacFarlane har et eller andet komisk talent. Men måske skulle han have brugt det på at skabe noget originalt i stedet for blot at lave en film, vi har set tusind gange før, og så ville det altså virkelig klæde filmen, hvis ikke den brugte så meget krudt på at være sjov på andres bekostning. Men lod man sig ikke irritere i biffen, så er filmen nu ude på en helt igennem udmærket Blu-ray-udgivelse, hvor specielt transferet tager kegler. I mine øjne er filmen dog noget hjernedødt bras.

Ted

4 6
Når voksenlivet er på standby

I Robert Zemeckis’ “Cast Away” lykkedes det at forvandle en volleybold til et følelsesmæssigt midtpunkt, og nu har Seth MacFarlane (tilmed med sin allerførste spillefilm) formået at forvandle en teddybjørn til et ganske levende, elskeligt væsen – en bedrift, der vel nærmest kan betegnes som et mindre mirakel.

Da John Bennet (Mark Wahlberg) var barn, havde han ét eneste ønske: At få en ven. Drengen, der af ukendte grunde var et socialt udskud, ønskede derfor inderligt, at hans nye bamse skulle blive hans bedste ven, og at de skulle være sammen for evigt. Et pludseligt stjerneskud gjorde ønsket til virkelighed – pludseligt blev bamsen et levende, talende væsen, og John navngav ham Ted. Årene gik, og ikke meget forandrede sig. Her i nutiden får John sig en sød kæreste, men han bor stadig sammen med Ted, der nu er en potrygende, doven roommate, der stadig lever højt på sin stjernestatus som levende teddybjørn. Men John er 35 år, og det er på tide, at han vokser op, synes kæresten, der er ved at få nok af en mand, der er lige så glad for sin teddybjørn, som han er for hende.

“Ted” lever højt på sit enkle plot: En mand skal lære at blive voksen ved at træffe nogle svære valg i livet. Det klassiske plot krydres så med en lille, blød bamse. Men det, der også adskiller “Ted” fra de mange andre film om det at blive voksen, er MacFarlanes velkendte, politisk ukorrekte humor og hans forkærlighed for popkultur-referencer. Ligesom mandens tv-serie, “Family Guy”, egentlig bare er en (langt) mere grovkornet udgave af “The Simpsons”, så følger “Ted” også en genkendelig skabelon, men dens kompromisløshed får os hurtigt til at fortrænge, at plottet ikke er synderligt originalt.

Efter et par fejlslagne jokes i starten udvikler humoren sig hurtigt til klassisk MacFarlane. “Ted” er gennemsyret af pragtfulde popkultur-referencer, der alle fungerer bedre på originalsproget end i den danske oversættelse (fuldblodscineaster vil formentlig nyde MacFarlanes udtryk for ”her er ingen kære mor” i form af: ”somebody had to go Joan Crawford on that kid”) samt hentydninger til dem af os, der voksede op i halvfemserne. Eksempelvis er der i “Ted” en herlig – og meget, meget rigtig – skildring af, hvordan man sang i halvfemserne. Her er med andre ord kræs for både de kulturelt intellektuelle, generation Y samt alle pruttehumor-entusiasterne. For hvad ville en MacFarlane-film være uden et par velplacerede jokes under bæltestedet? Der skal selvfølgelig også være lidt for husarerne, og selvom MacFarlane især er interesseret i at more sine jævnaldrende (han er selv 38), er “Ted” en film, der også sagtens kan kickstarte de yngre tilskueres lattermuskler.

Dermed ikke sagt, at “Ted” holder hele vejen igennem… Som sagt er starten ganske træg og fyldt med jokes, der har forudsigelige punchlines, eller som ganske enkelt ikke er sjove. Slutningen er derudover mærkeligt tempofyldt i en film, der ellers har sat en ære i at være klassens afslappede døgenigt. Det er i det hele taget filmens midterdel, der efterlader størst indtryk – det er også den sektion af filmen, som MacFarlane tydeligvis har koncentreret sig mest om, idet både begyndelsen og slutningen sammenlagt varer en lille halv time. Det er da altid noget, når en filmskaber ved, hvornår hans film fungerer bedst, men en mere helstøbt film havde naturligvis været at foretrække.

Her til sidst skal MacFarlane takkes for at holde Boston-dialekten intakt gennem hele filmens spilletid, og ligesom dialekten er tro mod sin by, er folkene bag “Ted” tro mod komediegenren. Det har garanteret været nervepirrende at skulle gå fra en succesrig tv-serie som “Family Guy” til at instruere en film, der allerede er blevet hypet af fans af selvsamme serie. Men på trods af et forudsigeligt plot overvinder “Ted” sine begynderfejl og ender med at være både uforbeholdent sjov og oprigtigt varmhjertet.

Kort om filmen

Når en lille, ensom dreng ønsker sig, at hans teddybjørn skal blive levende, og ønsket går i opfyldelse, så er det et eventyr. Når bjørnen stadig er der som hans bedste ven, når han er sidst i 30’erne, så kan det godt være et problem. Ikke fordi Ted kun eksisterer i Johns fantasi – faktisk blev han noget af en tv-berømthed i sin tid, og han opfører sig stadig lidt som en barnestjerne, der ikke rigtig er kommet videre – men fordi de stadig hænger ud, ryger pot og dyrker deres barnlige univers.