Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 119

Hvem ser du helst som Star Wars-instruktør?

  • Denis Villeneuve
    26%
  • Christopher Nolan
    26%
  • En anden
    10%
  • Peter Jackson
    9%
  • Tommy Wiseau
    7%
  • Joss Whedon
    7%
  • Taika Waititi
    6%
  • Ridley Scott
    4%
  • Zack Snyder
    3%
  • Patty Jenkins
    2%

Thelma

Originaltitel: Thelma
Instruktion: Joachim Trier
Medvirkende: Eili Harboe, Henrik Rafaelsen, Ellen Dorrit Petersen, Kaya Wilkins
Produktionsår: 2017
Længde: 116 min.
Land: Norge, Frankrig, Danmark, Sverige
Sprog: Norsk
Genre:
Sci-Fi, Romantik, Thriller
Links: IMDb
Censur: 15 år
I biografen: 30/11-2017
Bio-distributør: Camera Film

Dato: 29. November 2017   Af: Morten Vejlgaard Just (Morten Vejlgaard Just) - Skriv din mening i forummet

Hulu-bulu, Trier, hvor er du henne?

Det er en forståelig beslutning. Thelma er flyttet fra det nordnorske fjeld til den store by, Oslo. Engang imellem skal man flytte sig for at flytte sig. Derfor flytter én af mine personlige instruktør-favoritter, Joachim Trier, nu fra 'næsten voksen'-dramaer i den studentikose klasse til psykologisk horror... I den studentikose klasse. Men skiftet er ikke godt for Thelma. Hun føler sig ikke godt tilpas i de nye omgivelser. Det gør Joachim Trier desværre heller ikke.


Foto: Camera Film


For lige så dygtig Trier er til at skildre ungdommens fatalisme, drømme og depressioner på en cykel igennem Oslos alt for tidlige morgen på vej til sommerens sidste svømmetur i Frognerbadet, lige så dårlig er han til at skabe uhygge på ryggen af et overstramt manuskript, der mangler Triers vanlige sans for løshed. I stedet skriger det af skrivemakkeren Eskil Vogt, der selv debuterede med den langt mere stift skrevne "Blind".

Det begynder ellers med en åbning, der lover godt og gys. Her går en far på den dybfrosne sø på vej i skoven med jagtriffel og datter. Shhh! Stå helt stille. Et dådyr. Han tager ladegreb, sigter. Først på dådyret, så på datteren, der står intetanende med ryggen til. Hvad er det, den uskyldige pige indeholder, siden far overvejer at skyde hende? Klip til titel-tekst, der præsenteres i flakkende, gotisk stroboskoplys. Thelma!


Foto: Camera Film


Den lovende åbning lover den norske Triers bud på en "Antichrist". Et horror-stykke mærket med instruktørens signatur. Det er da også igen psykisk sygdom, som Trier tager fat på, som han overlegent har gjort det i først "Reprise" og så "Oslo, 31. august". Thelma får nemlig en slags epileptiske anfald, når hun flirter med at bryde de indre missionske forbud, som far og mor oppe nordpå tror på. Druk, rygning, kundskab på universitetet og lesbiske kys. Du undertrykker noget, siger lægen manuskript-klodset til Thelma, da han må opgive at stille en diagnose. No shit!?

Er hun en ægte slags heks a la Charlotte Gainsbourg i "Antichrist"? Eller bare en kvindelig rebel som Thelma, der havde sin Louise? Måske en blanding? Hun kan tænde for strømmen med tankens kraft og gøre en flashback-lillebror hulu-bulu-usynlig. Det får kragerne til at gå amok, men det bliver aldrig Hitchcocks farlige fugle. Heller ikke en slange på besøg i drømme bider for alvor. Kun tematisk. Sådan må det jo være, når man har skrevet et manuskript så symbolsk tungt som Det gamle testamente. Det ligner et syndefald for Joachim Trier - jeg ønsker mig tilbage til tiden før, at han bed i horror-æblet.


Foto: Camera Film


Vurdering: Thelma

For efter det amerikanske remix med "Louder Than Bombs" troede jeg, at han var tilbage på sikker grund hjemme i Oslo. Men i horror-genren er han en nytilflytter præcis som Thelma. Ingen af dem skræmmer, men søger i stedet desperat efter, hvem de er. Måske er Joachim Trier som succes-forfatteren Phillip fra "Reprise"? Den store succes er nu afløst af kreativ blokade.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.