Tomb Raider

InstruktionRoar Uthaug

MedvirkendeAlicia Vikander, Dominic West, Alexandre Willaume, Walton Goggins

Længde118 min

IMDbVis på IMDb

I biografen15/03/2018

Anmeldelse

Tomb Raider (2018)

4 6

 

Frem med løbeskoene og den army-grønne tanktop. Der er en ny grav-raner i byen. Svenske Alicia Vikander overtager rollen som computerspil-heltinden Lara Croft i det her reboot af “Tomb Raider”-franchisen. Og hun er en benhård gevinst for den hæsblæsende eventyrjagt på Østens mystiske og forbandede gravkamre.

 

Vikander er nemlig sej, pumpet og kraftfuld på en helt anden måde, end Angelina Jolie var i det to tidligere ”Tomb Raider”-film fra 2001 og 2003. Forlægget er da også et andet. De to Jolie-film tog nemlig udgangspunkt i de oprindelige spil, der især var berømte og berygtede for hovedkarakterens brystparti.

 

Den nye film tager derimod afsæt i det rebootede spil fra 2013, hvor der var skruet ned for den iøjefaldende anatomi og op for den dybere psykologi.

 

Denne omgang “Tomb Raider” fortæller Lara Crofts origin story. Vi møder hende, inden tilværelsen som dødsforagtende eventyrer tager fat. Dengang hun blot var et dødsforagtende cykelbud, der kørte vanvittige væddeløb gennem Londons gader med en flok frådende kolleger i hælene. Når hun da ikke lige delte tæsk ud i den lokale kickbokserklub.

 

Som så mange andre helte og eventyrere er hun forældreløs. Mor døde, da Lara var lille, og far forsvandt på en mystisk tur til Japan. Egentlig er hun arving til en formue, men hun nægter at skrive under på hans dødserklæring. I stedet hustler hun sig gennem London i en flabet, sort læderjakke, der skriger badass. Denne første del, Lara Croft inden Tomb Raider, er underholdning i ekstremt højt tempo.

 

Men livet i London varer ikke ved. Da Lara på bedste Dan Brown-manér løser en efterladt kode fra farmand, går turen mod en øde, japansk ø, der angiveligt gemmer på en forbandet grav. Der er noget mager mytologi om en farlig dødsdronning, der blev levende begravet. Det er noget tåget hokus pokus. Og det er et spinkelt grundlag at bygge et eventyrligt univers på.

 

Det er da heller ikke forklaringer, motivation og mytologi, der er styrken ved “Tomb Raider”. Det er derimod fart og energi og hjernedøde spring over dybe afgrunde. Det er ren adrenalin. Og her er Vikander altså leveringsdygtig.

 

Der er enkelte scener, der mimer computerspillets 3. person-synsvinkel, mens Vikander løber, springer, ruller og dukker sig for skud, fælder og faldende forhindringer. Det er “Tomb Raider” med et grafikkort fra en fjern, fjern fremtid, jeg slet ikke kunne forestille mig, dengang min sølle PC pustede og stønnede sig gennem det første spil i 1996. Det er vildt. Og det er medrivende. Løb, Lara, løb!

 

For det er først, når du stopper op for at knække koder eller snakke forbandelser, at du mister pusten. Hvis der kommer flere ekspeditioner med Vikander som Croft, så håber jeg, hun får en mere spændende verden at løbe rundt i. For en franchise kan altså ikke leve på adrenalin alene.

 

Tomb Raider anmeldelse / filmz.dk

 

Trailer