Sig det med tulipaner

Det handler om bobler, der brister. Som aktiemarkedet i 1929 eller boligerne dengang under Anders Fogh. Men denne gang er det hverken værdipapirer eller kvadratmeter, der pustes kunstigt op i pris. Det er blomster. Jo, den er god nok. Eller det var den tilbage i 1600-tallet, hvor tulipanfeberen rasede, indtil markedet kollapsede, og boblen bristede. Det samme sker for “Tulipanfeber”.

For ligesom tulipaner ikke i virkeligheden var ti gange en håndværkers årsløn værd, så bør “Tulipanfeber” også nedvurderes en del. Det ydre fejler ellers intet. Alicia Vikander spiller igen en periodepige med knas i kærligheden som i “Den danske pige” og “En kongelig affære”. Denne gang er ægtemanden dog ikke transseksuel eller konge, men derimod en gammel Christoph Waltz med slap pik og drømme om en arving til købmands-imperiet i et pulserende Amsterdam.

Scenen minder lidt om “Pige med perleørering”, hvor hollandske Johannes Vermeer skulle male en ung Scarlett Johansson. Her er det ægteparret, der skal portrætteres af en kunstmaler, som spilles af den unge Leonardo DiCaprio-klon, Dane DeHaan. Så er der dømt trekantsdrama. Men der er mere. Meget mere, hvilket er årsagen til, at “Tulipanfeber” brister. For det er et dobbeltportræt. Husholdersken er nemlig gravid med fiskehandleren, der scorer sig et sjældent løg fra Judi Denchs tulipanpusher/nonne. Nu kan de blive gift.

Men der er endnu mere. Boblen vokser. Fiskefyren sælger sit løg på datidens nederlandske Wall Street til 50 gange købsprisen. Nu skal han bare lige over til sine gravide downstairs-kæreste. Desværre overfalder og berøver manuskriptet ham. Og sender ham til Afrika i et år. Hvad så med barnet? Nu udvides boblen med en slags slapstick-udgave af “The Handmaid’s Tale”, hvor den fødedygtige underklasse leverer børn til overklassen. Vikander vil snyde sig gravid og tage sig af barnet – Waltz må ikke vide besked.

Allerede her er boblen ved at briste for “Tulipanfeber”, men den fortsætter med at vokse. For malerkunstneren kan ikke leve af kunsten – der beskrives som forfængelig – så han må også ind på det fornuftige marked og tjene fedt på tulipaner, så han kan stikke til søs med motivet; Alicia Vikander. Det er her – på markedet – at “Tulipanfeber” giver mest mening. Alle vil købe. Håndværkere, malere og glædespiger vil have del i gevinsten, hvilket gør periode-stykket til en slags “The Big Short”. Kapitalismekritik – bare med tulipaner.