En genganger

Det er snart en del år siden, at Len Wiseman tog fusen på alle med “Underworld” i 2003, der blev et overraskende stort hit og fra den ene dag til den anden gjorde ham til at navn, som var på vej op ad Hollywoods rangstige. Filmen havde ganske vist sine svagheder og ikke mindst et meget lidt overbevisende romantisk plot, men den opbyggede samtidig en fascinerende og atmosfærisk verden, og med veludførte actionsekvenser samt ikke mindst en rap Kate Beckinsale i stramt læder var filmen en fornøjelig omgang.

Wiseman fulgte den op med en knap så overbevisende fortsættelse, men forlod så franchisen for i stedet at kaste sig over “Die Hard 4.0”. I stedet er Patrick Tatopoulos blevet forfremmet fra special effects-afdelingen på de to film til nu at være instruktør på dette tredje kapitel i fortællingen.

Historien er denne gang en prequel-beretning om de begivenheder, der lå forud for de to første film, og som vi har set glimt af tidligere. Beckinsale er denne gang fraværende fra historien, som i stedet har Rhona Mitra iført sort rustning i en rolle, der ligner Beckinsales til forveksling. Hun spiller Sonja, soldat og datter af den mægtige vampyr Viktor, der hersker over dødelig som udødelig med hård og tyrannisk hånd. Vampyrerne anvender de stærke varulve som slaver, og mest betroet af Viktors folk er Lucian, som er den stærkeste og mest kontrollerede af varulvene. Bag Viktors ryg har Lucian dog en affære med Sonja, som de må skjule, eftersom sex mellem de to racer er strengt forbudt og straffes med døden.

Hvis man har set de to første film i serien, har man allerede en ret sikker fornemmelse af, hvad der sker i denne beretning, og filmen føles da også på mange måder som en genfortælling af den første film – den forbudte romance mellem racerne, loyalitet, der svigtes, og fædre, der forsøger at tage en grusom hævn over svigtet. Patrick Tatopoulos gør sit bedste for at gentage Len Wisemans stil, og filmens look er fuldstændig den samme med afmattede farver, sort beklædning og regnfulde nætter. Pistoler og automatvåben er blevet erstattet med sværd og armbrøste, men ellers så ligner den til forveksling de foregående, om end aktionscenerne ikke helt har de samme ‘wow’-øjeblikke, som Weisman forsynede de to tidligere med.

Bill Nighy, som var slemt savnet i den anden film, er atter placeret i front som den koldblodige Viktor. Han udgør endda en så dominerende figur, at han til trods for skurkerollen er lige ved at være filmens reelle hovedperson. Han var et af de bedste elementer i den første film, og det er igen en ren fornøjelse at se ham overspille herligt som den evigt arrige vampyrfyrste.