Glawoggers død og glory

Man ved aldrig, hvor rejsen ender. Og hvilken, der bliver den sidste. D. 3. december i 2013 rejste østrigske Michael Glawogger ud for at optage “Untitled”. Filmen om ingenting. Uden tema. Han begyndte i Østrig og rejste videre til Ungarn, Bosnien over Serbien og Albanien for at ende i Afrika. Han døde af malaria d. 22. april i 2014. Rejsen for én af verdens bedste dokumentarister endte i Liberia – dette er filmen fra rejsen.

Derfor er Michael Glawogger også mislykkes med sit projekt. For døden er sat som ramme omkring “Untitled”, der blev færdiggjort af filmskaberens faste klipper, Monika Willi. En voice over læser op fra Glawoggers rejsenoter, imens jeg ser på hans sidste rejse. Det handler om noget. Men ikke så meget som i hovedværkerne “Arbejderens død” og “Whores’ Glory”. Dengang rejste Glawogger også ud og gloede foruroligende smukt på globaliseringens ofre i lande som Indonesien, Nigeria, Thailand, Bangladesh og Mexico. Men det handlede om noget – der var et tydeligt tema. Arbejde og prostitution.

Og en tydelig afgrænsning er for de fleste bedre end en fristil. Også for Michael Glawogger, der ikke ånder ud på niveau med sine bedste temafilm, hvor den medfølende indignation altid var på Den tredje verdens side. Dem, der ikke selv har en stemme, gav Glawogger et talerør i en verden, hvor brugte Coca-Cola-dåser ender i en affaldsørken blandt børn og geder i Afrika. Sådan en stifter vi bekendtskab med i “Untitled”, hvor børn og geder slås om de spiselige rester fra min verdens affald. Også fra graven kan Michael Glawogger få mig til at føle priviligeret skyld.

For selv om “Untitled” ikke skal handle om noget, men i stedet føles som at sidde i en åben vogn med verden passerende forbi, som Glawogger havde som ambition for rejsen, så rammer rejsemålene stadig dette ‘ingenting’ ind. Sammen giver lande som Bosnien, Serbien, Senegal og Sierra Leone en kontekst, der skaber betydning. En anden betydning, end Danmark, Finland, England og Belgien ville skabe. Men indholdet i rammen er bestemt mere flydende denne gang i et genkendeligt billedsprog, hvor grimhed og skønhed blandes i en Glawogger’sk cocktail af plastic-skrald og græsk-romersk brydning i en ørken.

På den måde minder stilen om landsmand, makker og kollega Ulrich Seidls tableaustil, hvor skønheden findes i det grimme. Der ledes efter blood diamonds i plumret mudder et sted i Afrika, imens to unge mænd et andet sted i Afrika blodigt slås i et stenbrud. Taberen er iført en Barca-trøje med Iniesta på ryggen og Qatar Foundation på fronten. Globaliseringens vindere og tabere indfanget i én scene.