Ikke kun kunst

For nogle måneder, eller ca. tre Nuri Bilge Ceylan film, siden, var jeg inde og anmelde den tyrkiske instruktørs forrige værk, “Once Upon a Time in Anatolia”. En film, der på én gang rørte og vækkede en grænseløs irritation i mig. For hvad skulle alle de tavse mænd i de stillestående scener? Hvorfor var der ikke nogen, der rykkede kameraet? Da årets Guldpalmevinder fra Cannes, “Vintersøvn”, fadede langsomt ud efter tre og en halv time var spørgsmålene erstattet af en sær lykkefølelse, og begge film har nu i min bevidsthed et entydigt positivt skær. Filmkunst, der rykker ved selvet. Måske det er hvad, det handler om i Cannes.

Rykningen af selvet er selvfølgelig en subjektiv størrelse, men at “Vintersøvn” er europæisk filmkunst er uden for diskussion. En gammel mand tusser rundt på sit hotel i sneklædte bjerge. Låner lidt penge ud. Indkræver lidt penge. Skændes med sin smukke, unge kone og sin grimmere, ældre søster. Alt sammen i en langmodig struktur, der tilsidesætter alt hvad Hollywood har lært os om dramaturgi. De palmer har nærmest givet sig selv.

Når filmkunsten bliver relevant som andet end geniets legeaftale med sig selv og sine yndlingsklodser, er det, når billederne kan tale til alle. Jeg vil påstå, at hvem som helst kan gå i biografen og få en oplevelse af at se “Vintersøvn”. Udvandrer man efter halvanden time, har man stadig fået en sublim miljøskildring og et sprællevende persongalleri. Tager man sidste halvdel med, vil fortællingens detaljer og små krøller sætte sig i bevidstheden og vende tilbage lang tid efter.

Man kan godt tale om ‘Ceylan happy hour’, to film for én billet, men det skal ikke forstås, som om hans film er en opsplittet konstruktion. Det rolige drama er bare så mættet med indtryk, at formanden for akademisk filmklub kan få en meningsfuld samtale om “Vintersøvn” med teenageren, der faldt i søvn efter 10 minutter. Hvor “Anatolia” ikke formåede at få dagligdagens banale yoghurtspiseri op på niveau med spørgsmålene om liv og død, tegner skarpe iagttagelser af fuldemandssamtaler og klummeskrivning her et helt portræt af hotelejeren Aydin.

Han er, næsten selvfølgeligt, spillet så hans overskæg har flere facetter end tyve Katniss Everdeen’er. Andet var vel egentlig ikke forventet. Men Haluk Bilginer er så skidegod/smart, at det ‘ægte’ og farligt prætentiøse alene ligger hos hans karakter, den store teaterskuespiller, der har trukket sig tilbage til et liv på landet. Sympatien skifter fra ham til hans kone til den lokale imam og tilbage igen i en kompleks bevægelse, der viser enorm skuespilkunnen hos alle medvirkende.