De rødhårede tager hævn

Irland er paradis for alle rødhårede. I hvert fald inde i hovederne på de to forstyrrede hovedpersoner i Romain Gavras’ ubehagelige og ultravoldelige hævn-film “Vores tid kommer” – en slags fortsættelse af musikvideoen til M.I.A.’s “Born Free”, som Gavras instruerede sidste år. Heri interneres alle rødhårede af kampklædte styrker, mens en undergrundshær af undvegne, røde brødre kæmper i gaderne mod styret. En politisk allegori så kontroversiel og eksplicit i sin fremstilling af vold, at YouTube blacklistede videoen.

Remy (Olivier Bartelemy) er rødhåret. Og derfor bliver han mobbet og holdt udenfor af de andre gutter på fodboldholdet. Hjemme er det lige så slemt. Både lillesøster og mor væmmes ved den blege og forsagte teenager, der til deres store rædsel udviser tegn på homoseksualitet. Hvad Remy egentlig er eller ikke er, er han heller ikke selv sikker på. En usikker, ung mand, der er bange for sin egen skygge. Alt forandres dog med ét, da den selvsikre og noget ældre psykolog Patrick (Vincent Cassel) en dag samler Remy op langs vejen. De to former et mærkværdigt venskab, hvor Patrick gang på gang flytter Remys grænser, opildner til vold, racisme og had og samtidig bliver en slags faderfigur for mobbeofret. De to drager på et destruktivt roadtrip i det golde, industrielle Nordfrankrig med kurs mod Irland: De rødhåredes paradis.

Franske Romain Gavras, der er søn af den store, politiske filmmager Costa-Gavras (“Z”), træder speederen helt i bund og ser sig aldrig tilbage i sin visuelt imponerende “Vores tid kommer”. Han lader sine to antihelte rase derudad i en rus af fremmedhad, selvhad og generel indignation i en prangende, rød Porche bevæbnet med en armbrøst af dimensioner. Undervejs uddeler de både springskaller og lommefilosofi, mens Patrick gør det til sit personlige projekt, at Remy får noget på den dumme. Men det er Remy slet ikke sikker på, at han er klar til. Til gengæld er han mere end klar til at tage hævn over mange års nedværdigende mobning.

Fotografen Andre Chemetoffs insisterende kameraføring suger én ind i den afskyelige virkelighed, Patrick og Remy bevæger sig rundt i. Mest mærkbart i en scene, hvor en desperat Remy braser ind på et apotek for at få fingre i et sæt barbergrej. På stedet kronrager han sig – inklusive øjenbryn – mens blodet flyder, og lyden af skraberen over den bare hud får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Nok har Chemetoff og Gavras skelet til en lignende scene i Alan Parkers Pink Floyd-film “The Wall” fra 1982, men her med meget større effekt og afledt afsky.

Vincent Cassel er en af sin generations mest talentfulde skuespillere i hjemlandet Frankrig (og gift med den underskønne Monica Bellucci, hvilket kan gøre de fleste grønne af misundelse). I “Vores tid kommer” er han som altid en øjenmagnet, dog med en ubehagelig slagside som racistisk, antisemitisk, misogyn voldspsykopat. Og alligevel fremstår han mærkeligt charmerende. En pragtpræstation, der egentlig ikke burde kunne lade sig gøre. Overfor Cassel gør den yngre Olivier Bartelemy også en god figur som den mærkelige Remy, der pludselig får smag for meningsløs vold.