Du er okay, selv om du er tyk

Det er ikke det ydre, der tæller. Men det indeni. Budskabet er lige så gennemtygget, som det er politisk korrekt, men vi har åbenbart brug for at få det at vide igen og igen. I denne omgang er det den mexicanske film “Walking Distance”, der fortæller, at morbid overvægt ikke betyder, at man skal være trist og ensom. Den er sentimental og forudseelig, men man skal sgu være en kold satan for ikke at glædes ved dens oprigtige hjertevarme og optimisme.

Frederico er elefanten i rummet. Ubehagelig lugt og gangbesvær følger ham overalt, hvor han går, hvilket for det meste er rundt i den lille, faldefærdige lejlighed. Hvis man stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt Frederico har det dårligt, ser vi ham også sukke, når han står op om morgenen, sammenligne gamle fotografier fra tidligere fødselsdage med den nu så tomme stue og stønnende på to svage og usikre ben kæmpe sig igennem gader og stræder, imens folk nysgerrigt kigger efter ham.
 
Det meget direkte og ikke altid lige elegante filmsprog kan dog ikke skygge for hvor sympatisk Luca Ortega spiller rollen som Frederico. Den store mand med det vindende smil og det lave selvværd er som en bamse bygget til at modtage omfavnelser, og det er nærmest umuligt ikke at holde af ham. Hver gang den store mand tager et skridt på de korte ben, er vi ved hans side og håber på, at den overhængende fare for slagtilfælde ikke bliver til virkelighed lige nu.

“Walking Distance” kan på mange måder sammenlignes med den franske ‘føle-godt’-film “De urørlige”. I den var det Phillippe, der fanget til en kørestol har brug for hjælp til at genvinde glæden ved livet. Den hjælp blev leveret af en uimodståelig ung mand fra ghettoen, mens Fredericos redning bliver sin underkuede svoger og en rapkæftet teenager fra den lokale kamerabutik.
 
Få film er lige så charmerende som “De urørlige”. Det er “Walking Distance” heller ikke. Til gengæld virker den knap så glamourøs og langt mere nede på jorden. I “Walking Distance” flyves der ikke livsbekræftende i faldskærm, men mere jordnært følges Fredericos kamp for at booke et weekendophold hos det lokale rejsebureau samt den barnlige glæde ved den nyfundne fotografihobby. Begivenhederne er mindre i skala. Men følelserne er store som Frederico.