En aldrende hipsters lidelser

Det er meget passende, at det er James Murphy, der har stået for musikken i “While We’re Young”. Som frontmand i bandet LCD Soundsystem sang om han mange af de samme problemer, som plager Ben Stillers fallerede filminstruktør i Noah Baumbachs charmerende, men frustrerende komediedrama. Som i sangen “Losing My Edge”, hvor Murphy skælvende mærker en ny hipster-generations isnende cool ånde i nakken: ”I’m losing my edge / The kids are coming up from behind […] I’m losing my edge / To the art-school Brooklynites in little jackets and borrowed nostalgia for the unremembered eighties.” Det er kernen i “While We’re Young”, skarpere formuleret end filmen selv formår.

Det handler om at blive gammel. Om at blive indhentet af en flok ambitiøse ynglinge. Generationernes sammenstød. Der var engang, hvor det var Ben Stillers filminstruktør, Josh, der var den unge, fremsynede billedstormer, som lavede de seje dokumentarfilm, der vendte genren på hovedet. Dengang var det hans svigerfar, en højt respekteret dokumentarist, der måtte finde sig i at blive udfordret af den egensindige ungdom, der tror, den ved det hele. Nu er Josh blevet den gamle. 40+ med gigt i knæene. Vennerne er blevet forældre og bruger deres weekender på babybongo og bleskift. Og instruktørkarrieren er gået i stå.

Josh har om nogen brug for en dukkert i ungdommens kilde. Så da et über-hipt, ungt ægtepar, spillet af Adam Driver og Amanda Seyfried, inviterer ham ud på middag, ser han sit snit til at suge lidt af deres ungdommelige aura og energi. Generationskløften understreges igen og igen: De gamle ser Netflix, de retroseje unge ser VHS. De gamle griber til Google, hvis hukommelsen svigter. De unge lader smartphonen ligge og lader hukommelsen arbejde i dens eget tempo. Josh æder det hele råt, bliver nærmest forelsket i Drivers karakter, og snart er han involveret i et filmprojekt med sin unge protegé.

Driver og Seyfried er næsten for oplagte i rollerne som de to skæve hipstertyper. Deres finurligheder bliver alt for demonstrative. Alt skal foregå på en lidt skæv facon. Selv den måde Driver holder på en dåseøl er påfaldende anderledes (imellem pege- og tommelfinger, håndleddet bøjet i mærkeligt ubekvem vinkel). Det har en vis charme til at begynde med, men hurtigt føles det irriterende karikeret. Heldigvis kommer Josh efterhånden til samme erkendelse og indser, at den fremadstormende ungdom måske slet ikke er så umiddelbar, autentisk og generøs, som den giver sig ud for at være. Her kunne man tro, at Baumbach ville benytte lejligheden til at sætte ungdommen på plads. Det gør han ikke. I stedet runder han af med en fin, moden erkendelse: Ungdommens selviscenesættelse og ambition er ikke løgnagtig og umoralsk. ”Han er ikke ond. Han er bare ung,” konkluderer Josh. Men portrættet af mødet mellem generation X og Z er for kluntet trukket op til for alvor at føles indsigtsfuldt.

Så var Baumbach bedre i “Frances Ha”, som godt nok også var meget selvbevidst og cool, men den havde ikke samme irriterende behov for at understrege sine pointer i det uendelige. Der var en underspillet naturlighed. De to film deler dog deres altoverskyggende forbillede: Woody Allen. Den sort-hvide “Frances Ha” var – blandt meget andet – en hyldest til Allens “Manhattan”. I et øjeblik lignede Baumbach faktisk Allens arvtager. I “While We’re Young” er Allens kombination af intellektuelle rablerier og bred komik tydeligvis stadig det ideal, Baumbach stræber efter. Men i denne ombæring ligner han blot en bleg afskygning af mesteren fra New York. Ikke hans værdige arvtager.