Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 299

Har du set en Lars von Trier-film?

  • Ja
    70%
  • Nej
    30%

Wolverine, The

Originaltitel: The Wolverine
Instruktion: James Mangold
Medvirkende: Hugh Jackman, Brian Tee, Will Yun Lee, Svetlana Khodchenkova, Hiroyuki Sanada, Tao Okamoto, Hal Yamanouchi
Produktionsår: 2013
Længde: 126 min.
Land: USA
Sprog: Engelsk
Genre:
Action
Links: Officiel hjemmeside, IMDb
Censur: 11 år
I biografen: 25/07-2013
På DVD: 28/11-2013
På Blu-ray: 28/11-2013
Bio-distributør: 20th Century Fox
DVD-distributør: 20th Century Fox

Dato: 25. July 2013   Af: Andreas Holck Høeg-Petersen (Tarantrier) - Skriv din mening i forummet

Middelmådig mutantfilm

Hvis ikke det var for den lille sekvens, der optræder efter rulleteksterne til "The Wolverine", ville det vitterligt være svært at sige, hvilket formål denne film overhovedet har. Og når det kommer til stykket, så har projektet nok også først og fremmest drejet sig om at forsøge at genetablere Jærvens ære, efter at hans første solofilm, "X-Men Origins: Wolverine", endte som en af de mest forhadte superheltefilm til dato. "The Wolverine" er derfor langt mere, ahem, vellavet (dvs. mere plot-, karakter- og dialogdrevet) end forgængeren. Men da man ikke har tilføjet tilsvarende mere fornuftigt indhold, er den også endt som en langt, langt kedeligere affære.


Foto: 20th Century Fox


Lad det være sagt med det samme: Jeg forstår ikke hadet til den første film om Wolverine. Jovist, historien var noget hø, og effekterne var ofte direkte elendige, men skuespillet var fint, manuskriptet havde flere sjove elementer, og actionscenerne var til tider spektakulære på den vidunderligt platte måde, hvilket mundede ud i en alt i alt ganske (om end til tider ufrivilligt) underholdende film. Men frygten for atter at blive lagt for had har åbenbart drevet folkene bag "The Wolverine" til at lave en film, der i langt højere grad lægger sig op ad det nye sort inden for superheltefilm: En kompleks og selvmedlidende mandlig superhelt, der skal finde og acceptere sig selv. En formel, det helt ærligt endnu kun er "The Dark Knight", der er lykkedes med.

Historien i denne omgang foregår efter den oprindelige "X-Men"-filmtrilogi. Logan (Wolverines rigtige navn) har trukket sig tilbage og lever isoleret i en skov. Han har lovet ikke at gøre nogen eller noget fortræd igen, men da han finder en bjørn, som er blevet efterladt halvdød med en pil i siden, er han villig til at bryde sit løfte for at straffe synderne. Det bliver han heldigvis stoppet i, og i stedet bliver han hevet til Japan for at sige farvel til en kræftsyg ekssoldat, som han reddede fra en atombombe under anden verdenskrig. Yashida, som denne nu enormt rige ekssoldat hedder, viser sig imidlertid at være interesseret i Logans udødelighed, men denne vil mutanten nu alligevel ikke give fra sig. Kort efter dør Yashida.


Foto: 20th Century Fox


Hvad der herefter sker, er lidt svært at sige præcist. Under Yashidas begravelse bliver disse lidt suspekte mennesker, som Logan lige har stiftet bekendtskab med, angrebet af nogle, som Logan aldrig har mødt. Det ændrer dog ikke ved, at han med det samme kaster sig ind i kampen, får slået en masse mennesker ihjel og pludseligt befinder sig midt i en større suppedas, der både involverer Yakuzaen, ninjaer og en giftig mutant. De gode viser sig ofte at være onde (og omvendt), og imens Logan langsomt tappes for kræfter, bliver døden en mere og mere lokkende udvej for ham, idet han drømmer om at blive forenet med sin store, døde kærlighed, Jean Grey.

Man har altså tydeligvis forsøgt at skrue op for både intrigerne og karakterdramaet, men reelt føles det hele mere som en stor, tom skal end som et ambitiøst superhelteprojekt. Hugh Jackman er stadig en kanon Wolverine, men jeg vil ærlig talt hellere se ham gå amok ved udsigten til at få slettet sin hukommelse, end jeg vil se ham tude over en lidende bjørn. Derudover er historien altså hverken spændende eller sammenhængende, og man sidder tilbage med denne underlige følelse af tomhed, når filmen er slut. Ingen af karaktererne er mindeværdige, Logan har ikke udviklet sig synderligt, og der er ikke sket større ting i universet, der kunne følges op på i franchisens kommende film. Øv.


Foto: 20th Century Fox


Vurdering: Wolverine, The

Folkene bag "The Wolverine" har forsøgt at lave en bedre film end "X-Men Origins: Wolverine", og håndværksmæssigt er missionen lykkedes. Til gengæld er der mindre og mindre sjov action, og skulle man være i tvivl, så sætter et ualmindeligt ringe eksekveret afslutningstwist en tyk streg under, hvor søgt og fortænkt historien egentlig er. Som sagt leveres der et ekstra klip efter rulleteksterne (en såkaldt stinger), der varmer op til den kommende "X-Men: Days of Future Past", men indtil da har "The Wolverine" altså været en temmelig kedelig og intetsigende affære.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Gennemsnit: 3.92 (13 stemmer)