Neuroser, hat og briller

Woody Allen er en s(v)ær lille mand at gøre sig klog på, men det har ikke afskrækket instruktøren Robert Weide fra at gøre et bravt forsøg på det. Det er der kommet en underholdende og lettere kaotisk dokumentar ud af – ord, som egentlig også passer meget godt på Woody Allen selv.

Weide har fulgt den ellers yderst private filminstruktør i halvandet års tid, hvor han blandt andet har fået lov til at overvære casting, instruktion og andre kreative processer i Allens filmarbejde. Vi kommer ikke helt tæt på Allen selv, men igennem de mange interviews med både filmmagerens venner, familiemedlemmer og kollegaer bliver der trods alt dannet et nogenlunde helstøbt indtryk af den kuriøse mand, hvorfor man lettere kan tilgive ikke at komme længere ind bag Allens neurotiske facade. Der bliver lagt ud med et par smukke stemningsbilleder fra Allens elskede hjemby, New York, tilsat forførende jazztoner på lydsiden, og det er svært ikke at blive revet med af storbystemningen. Men selv ikke The Big Apple formår at være lige så forførende som den lille besynderlige auteur med de karakteristiske briller.

Det er eksempelvis svært ikke at beundre Allen, da vi for første gang i filmen stifter bekendtskab med mandens skriveproces og oplever, at han slår gækken løs på gammeldags manér med en solid, tysk skrivemaskine, som han investerede i, da han var bare 16 år gammel. Endnu mere elskelig bliver Allen, da han demonstrerer den temmelig kringlede måde, hvorpå han klippe-klistrer med hæfteklemmer og saks. Ikke just måden man forestiller sig, at en af nyere tids største filmkreatører arbejder på.

Løjerlighederne fortsætter. Tjek bare scenen, hvor Allen bokser med en kænguru og synger med en talende hund. Er der overhovedet noget, den mand ikke har prøvet? Han mangler bare at gifte sig med sin kones adoptivdatter. Nåh nej, vent! Det har Allen jo også prøvet. Og for lige at tage sidstnævnte episode op igen, så er det virkelig rart, at denne sag – som for længst er blevet overeskponeret i alverdens tabloidaviser – forbliver en lille, ligegyldig detalje i portrættet af en mand, som har så meget andet at byde på. Weide holder sig respektfuldt til det kreative arbejde, som Allen har udført igennem de sidste 40 års tid, og det er en fornøjelse.

Weides krydsklipning mellem interviews og bidder fra Allens film er også forfriskende og fungerer ofte fortrinligt – eksempelvis da Allen fortæller om, hvordan han allerede som 5-årig var en neurotisk lille særling, der frygtede døden. Weide har valgt at supplere kommentarerne med klip fra “Annie Hall”, hvor man også oplever en lille dreng (sjovt nok med store, markante briller), der deprimeret sidder og fortæller om universets undergang. Godt tænkt.