Allens sorthumoristiske dukketeater

”Man skal bevare sine vrangforestillinger for at holde livet ud. Hvis man kigger på livet alt for klart og ærligt, bliver det ubærligt.” Sådan sagde Woody Allen, da der var verdenspremiere på “You Will Meet a Tall Dark Stranger” på dette års Cannes-festival. Og det er lige præcis det, hans nye komedie handler om – at omfavne vrangforestillingerne og illusionerne, så livet bliver til at holde ud at leve.

En nat vågner den pensionistmodne Alfie op og får et angstanfald. Det er gået op for ham, at han ikke lever for evigt, og han føler, at det kun er et spørgsmål om tid, før han møder den høje, mørke fremmed, som venter på os alle for enden af livet. I en futil jagt på lykken og ungdommens rus forlader han sin kone gennem 40 år for en meget yngre og mere barmfager model, begynder at træne i fitness-centeret og hopper på Viagra-pillen. Imens er hans fraskilte kone Helena begyndt at gå til en spåkone, der giver hende ny tro på livet, og deres fælles datter og svigersøn kæmper begge med at finde lykken som henholdsvis kunstudstiller og forfatter, mens deres ægteskab langsomt begynder at slå sprækker.

Det lyder jo deprimerende alt sammen, men Woody Allen kan som ingen andre få pessimisme og kynisme til at gå hånd i hånd med hjertevarm humor, selv når hovedpersonerne har allersværest ved at få redt trådene ud i instruktørens sorthumoristiske dukketeater. Uden at være lige så vellykket som den fremragende “Vicky Christina Barcelona” så minder “You Will Meet a Tall Dark Stranger” i stil og tone ikke så lidt om den. Begge film kredser om kærligheden og lykkens komplicerede væsen, som altid har været en kæphest for instruktøren. Men lige så vigtigt er de en kærlighedserklæring til de europæiske storbyer – denne gang London – som Woody Allen har kastet sin lidenskab over de senere år efter et langt ægteskab med Manhattan.

Som allegori over de eksistentielle problemer, vi alle slås med på et eller andet tidspunkt i vores liv, fungerer “You Will Meet a Tall Dark Stranger” godt. Især Anthony Hopkins som Alfie, der prøver at undslippe alderdommens tag, gør filmen mindeværdig, og man kan ikke undgå at se instruktøren selv i Hopkins’ figur. Scenen, hvor Alfie spørger sin kone, om de ikke lige kan vente tre minutter med at have sex, fordi han venter på Viagra-pillen til at sparke gang i underlivet, er klassisk Allen.

Når filmen så alligevel ikke kommer helt op at ringe, skyldes det primært, at historien og karaktererne ikke står lige så stærkt, som de gjorde i f.eks “Vicky Christina Barcelona”. Josh Brolin og Naomi Watts er udmærkede som dysfunktionelt ægtepar, der bliver nødt til at finde lykken og kærligheden uden for husets fire vægge, men der bliver kun kradset i overfladen. “You Will Meet a Tall Dark Stranger” mangler tyngde i historien til for alvor at folde sine karakterer og deres problemer helt ud, og derfor kan den ikke undgå at føles lidt som venstrehåndsarbejde fra den legendariske instruktør. Men selv når hr. Allen gør noget halvt, er det langt bedre end de mange ligegyldige, romantiske komedier, der bliver spyttet ud fra Hollywood.