Med “Bang Bang Orangutang” tegner Simon Staho et finurligt og sørgmuntert portræt af en mand i opløsning. Takket været en skæv og varm tilgang til sit stof er filmen gribende og underholdende på samme tid. Alligevel formår den ikke at følge de gode takter helt til dørs. Endvidere er det en skuffelse, at filmen ikke er suppleret af ekstramateriale.
#1 king b 17 år siden
That's weird, man...
Og mærkelig anmeldelse af lyden. Som om alt afhænger af at surrounden hele tiden spiller på fuld tryk...