Jean-Pierre og Luc Dardenne fornægter ikke deres fortid som dokumentarister. Den kornede og sitrende billedstil, som de for i øvrigt har skabt i tæt samarbejde med hoffotografen Alain Marcoen, er således naturalistisk og nærværende, når kameraet som en flue på væggen følger vores to hovedkarakterer. Det giver et fandenivoldsk, intenst og hudløst ærligt portræt, når vi konsekvent og hele tiden kommer tæt på deres indestængte følelser, frustrerede vredesbrøl, kærlighedshungrende følelsesudbrud og opgivende tårer. Det ligner dogme og er det for så vidt også. Men hvor det for Triers dogme-projekt var et stiludtryk for stilens egen skyld, handler det for de to belgiske instruktører om at vise, hvordan hverdagen kan se ud i den barske virkelighed, uden at det behøver at blive pakket ind i et overflødighedshorn af visuelle effekter.
“Barnet” er med andre ord det forståelige valg som vinder af De Gyldne Palmer i Cannes. Dels indrammer den en gribende og, desværre, hverdagsrealistisk historie garneret med eminent ageren fra de to hovedaktører. Dels fungerer dens minimalistiske look som en naturlig og nærværende beskrivelse af et samfund fyldt med kynisme og ligegyldighed. Tematikken er på mange måder dyster og deprimerende. Ikke desto mindre bliver den, måske i virkeligheden netop derfor, livsbekræftende.
#1 JannikAnd 17 år siden
#2 king b 17 år siden
Det er dog lidt af en tilsnigelse at sammenligne deres film med dogmefilmene. På overfladen kan de måske minde en smule om hinanden, men der er bestemt ikke meget Dogme over Dardenne-brødrenes æstetiske raffinementer på især lydsiden (det er værd at bemærke, at de slet ikke bruger musik - ingen kvalmende strygere her).
#3 McPeter 17 år siden
#4 jessup 17 år siden
#5 JannikAnd 17 år siden