Bonnie Mbuli er glimrende, men “Blinded Angels” bæres først og fremmest af Rune T. Kidde, som måske ikke ligefrem er en stor skuespiller – hvilket også næsten er underordnet i en film som denne – men som unægtelig har en særdeles fotogen fremtoning. Hans sære udseende drager konstant øjet, og forsyner filmen med et effektivt midtpunkt. Jon Bang Carlsens fortællerstemme, der snakker i et væk gennem lange sekvenser, bliver indimellem et lidt anstrengende bekendtskab, men bidrager ikke desto mindre til filmens fabulerende drømmende stil.
”Kan tyngdekraften brydes?” spøger Carlsen, og finder svaret gennem kærligheden. Det er måske ikke en særlig dyb eller original erkendelse, men indenfor dette univers giver det glimrende mening. Selvom “Blinded Angels” er en noget ujævn oplevelse, så er dens næsten barnlige selvoptagede insisteren alligevel sært fascinerende. Så mange af de film, vi ser, er i bund og grund blot kynisk kalkulerende – denne er det modsatte.
