Der er desværre en del småting, der afslører, at dette er en debutfilm. Ganske vist er det en veldrejet første film, men den engagerer mig ikke nok. Jeg kedede mig ganske enkelt i dele af den. Så meget desto værre at historien så tydeligt minder mig om Atom Egoyans “The Sweet Hereafter”. Egoyans film slår kløerne i publikum og giver aldrig slip – selv ikke uden for biografsalen, imens jeg kun følte mig på visit i Edmands univers. Er den sammenligning retfærdig? Måske ikke. Men når man vælger at bruge så meget blod, sved og tårer på at lave en film, som det koster for en debuterende instruktør i et økonomisk klima, hvor investorerne ikke just står i kø, så bør fortællingen være bydende nødvendig. Det er “Bluebird” desværre ikke.
