“Born to Lose” falder i slipstrømmen af årets mange musikfilm. Her hører den til blandt de bedste. Måske fordi den netop ikke har nogen intention om at idolisere kunstneren. Nærmere musikken. I det musiske rum ophæves virkelighedens åg, som Lorenzo Woodrose tynges af, når ikke han spiller. Det er den historie, instruktøren vil fortælle. At vi alle er på flugt fra livets realiteter, men at der findes et helle, ikke bare i musikken, men i kunsten generelt. Det er befriende med en film som “Born to Lose” i en tid, der i høj grad skriger born to win.
#1 cain 8 år siden